Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Prisoners (147 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 8/5 2014, 06:34 af Mette Krucov Rieks

Gode mennesker kan også søge ondskaben


Gode mennesker kan også søge ondskaben

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Indrømmet! Efter at have siddet igennem denne 2,5 timers nervepirrende thriller måtte jeg ind og se til min 11 måneder gamle søn; som selvfølgelig lå og sov trygt i sin seng. Som forælder kan man bare ikke undgå at blive berørt på et eller andet plan af filmen.

To familiers værste mareridt bliver nemlig til virkelighed, da de to små døtre fra hver familie forsvinder. Eftersøgningen sættes i gang af både familie, lokalsamfundet og politiet, og kort tid efter anholder sidstnævnte med den unge politikommisær Loki (Gyllenhaal, Brokeback Mountain) i spidsen en mistænkt, den unge og enfoldige Alex (Paul Dano, There Will be Blood). Han løslades dog igen grundet manglende beviser. Dette kickstarter selvtægtsgenet hos den kristne og ”tro på det værste, håb på det bedste”–far, Keller Dover (Hugh Jackman, X-Men).

Den første halvdel af filmen koncentrerer sig hovedsageligt om at sætte stemningen omkring de to pigers forsvinden. Politiet kommer ingen steder med deres efterforskning, og efter at være kommet sig over det indledende chok begynder filmens karakterer – pigernes familier – at reagere på hver deres måde. Far Dover tager sagen i egen hånd, mens konen søger pillernes trøst. Denne del af filmen giver sig i kast med at undersøge, hvordan vi som mennesker reagerer på ondskab, og hvor langt vi vil gå for vores børn. Desværre bliver dette ikke fulgt til dørs, da anden del af filmen bevæger sig væk fra det psykologiske drama og mere ind i krimiens verden. Der kommer større fokus på Loki’s arbejde samt de sandheder, han lærer undervejs, og som publikum begynder man at stille sig de uundgåelige spørgsmål: Hvem har bortført pigerne? Finder de dem i live?

Denne ændring i filmens fokus medfører dog, at vi aldrig bliver klogere på filmens figurer. Vi lærer blot, at Keller Dover vil gå meget langt for at finde pigerne. Længere end nogle som helst kristne værdier tillader.

Stærke karakterer
Filmens krimidel gør bestemt ikke Prisoners til en dårligere film. Tværtimod. Den overrasker og griber fat i publikum med sin modbydelige fortælling om, hvad vi mennesker er i stand til.

Problemet er blot, at forfatter Aaron Guzikowski og instruktør Denis Villeneuve (Incendies) efterlader seeren med en håndfuld spørgsmål, når filmens end credits løber over skærmen. I hvilken retning udvikler forholdet mellem familierne sig? Særligt efter dét de to fædre har oplevet sammen. Hvordan samler man en familie, som med en sengeliggende, pillespisende mor, en selvtægtssøgende far og en søn, der savner sin søster og har brug for sine forældre, rent mentalt er splittet til atomer.

Ovenstående problematikker kunne sagtens være fulgt bedre til dørs; særligt når man er i besiddelse af så stærke skuespillere i birollerne som Oscar-nominerede Viola Davis (The Help) og Terrence Howard (Hustle & Flow), der sagtens kunne have givet mere dybde til deres karakterer, havde de fået lov og plads.

Det er fantastisk at se Hugh Jackman i en rolle, hvor han ikke spiller den rendyrkede helt, og i ’Prisoners’ portrætterer han den dybt kristne, eksalkoholiserede Keller Dovers indestængte vrede og magtesløshed med så stor overbevisning, at der har været tale om, at det er én af hans bedste præstationer. Det er da bestemt også værd at nævne både Jake Gyllenhaal, Melissa Leo og Poul Dano, som alle leverer troværdige og stærke præstationer.

Fængslende billeder og intens lyd
Prisoners formår at imponere via både Guzikowski’s og Villenueve’s historiefortælling samt skuespillernes solide måde at formidle denne grusomme fortælling. Men skal en thriller skille sig ud fra de mange andre hundrede film i samme genre, må den også fange sit publikum visuelt og audiovisuelt.

Det formår Prisoners. Med et stærkt score af Johann Johannsson og formidable billeder af Roger Deakins (Skyfall, No Country for Old Men) sørger filmen på et rent filmteknisk plan også for, at publikum lever sig ind i filmen og dens miljø. Sidst men ikke mindst lever slutningen op til de klassiske genrekonventioner ved at være tilpas åben til at sætte fantasien i gang og efterlade os med tusind tanker om, hvad der videre vil ske.


Forrige anmeldelse
« Michael Kohlhaas «
Næste anmeldelse
» Elementary »


Filmanmeldelser