Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Der kommer en dag (119 min.) Købefilm / Nordisk Film
Anmeldt 12/9 2016, 14:28 af Kim Toft Hansen

I en tid ikke så længe siden


I en tid ikke så længe siden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er med film om den sorte skole lidt ligesom film om nazismen. Vi er på mange måder kommet ud på den anden side med en indsigt om, at fortiden tog fejl. Derfor er det så let at skabe et drama, der kan være medrivende for os nu, fordi vi godt ved, hvad der er bedst. Sådan er den sympatiske, pænt tilrettelagte spillefilm Der kommer en dag af Jesper W. Nielsen også. Den er netop kommet på gaderne som købsfilm.

Filmen handler om de tætte brødre Erik og Elmer, der bor i det centrale København i en tid på spring ind i en ny ungdomskultur – lige før 68’er-oprøret. Deres mor er syg og kan ikke tage sig af drengene, og selvom deres onkel egentlig godt vil tage sig af dem, får han ikke lov, fordi han ikke har privatøkonomi på papiret til at tage dem i pleje. Derfor sendes de på børnehjemmet Gudbjerg, der på ingen måde viser sig at leve op til sit gejstlige navn.

Forstanderen har en pædagogisk filosofi, som indebærer hårdt korporligt arbejde og fysisk tugt, der skal holde de hårde, utøjlelige knægte nede – og give dem en bedre fremtid. Imidlertid lever drengene i frygt – en frygt, der gør, at de så vidt muligt forsøger at være usynlige og blot længes efter deres 15-års fødselsdag, hvorefter de kan slippe væk derfra. Elmer, der er en kyndig dreng med klumpfod, drømmer om at blive astronaut, men skolen gør, hvad den kan for at prygle det ud af ham.

Filmen er holdt i en kostskolerealisme, der på ingen måde forsøger at tvinge bare den mindste tvivl ind hos seeren om den ondskab, der hersker på skolen. Forstanderen er brun eminence, en undertryggende lord Voldemort, der i den sidste ende ikke kan knægte den harrypotterske Elmer og den nænsomme storebrorhjælper. Det er lidt som om, der i indledningen af filmen er forsøgt nuanceret portrættering af forstanderen, spillet af Lars Mikkelsen, men det drukner hurtigt i vold og pædofili. Dramaturgisk er det et billigt trick til at skabe klart skel mellem godt og ondt.

Problemet er bare, at filmen er baseret på virkelige hændelser på børnehjemmet Godhavn, som først blev irettesat i midten af 70’erne – lang tid efter, at revselsesrettet var blevet afskaffet. Ifølge historiske eksperter var den type skoletugt mere udbredt end én skole, der nu står skoleret for sin historie, og ifølge tidligere elever på skolen oplevede de det endnu værre i virkeligheden. Filmen har med andre ord sin gode, autentiske ret til at skildre det hele hårdhændet.

Film har generelt en evne til at kunne sætte seeren i et sted, som seeren ikke normalt vil kunne placeres. Vi kan sagtens føle med drengene på børnehjemmet, selvom den metaforiske parallel mellem samtidens rumkapløb og tiden på skolen er temmelig søgt og utroværdig. Til gengæld er modet til at skildre en skoleleder og undervisere på en skole, som faktisk selv troede, at det, de gjorde, var det bedste for drengene, noget der kun opnås i mindre omfang. Derfor kan vi ikke rigtig sætte os i forstanderens sted, fordi hans antagonistiske position er udstukket allerede fra filmens første sekvenser. Han bliver derved snarere en repræsentant for samtidens forvaltningssystem, der ikke endnu er blevet moderniseret.

Filmen er skrevet af Søren Sveistrup og manuskriptet er til dels skyld i en forsimplet fortællestrategi. Der er i hans versionering temmelig mange ligheder med Jan Guillous roman Ondskab og filmatiseringen med samme titel. Pointen og dualismen er stort set den samme, bare flyttet en anelse i tid og geografi. Selvom Der kommer en dag er en køn, forholdsvis velspillet og veltilrettelagt film, så formår den aldrig rigtig at bryde et genkendeligt mønster og en ensidig dramaturgisk skildring af en tid, der var engang, og som forhåbentlig aldrig bliver det igen.


Forrige anmeldelse
« Pride and Prejudice and Zombies... «
Næste anmeldelse
» Eye in the sky »


Filmanmeldelser