Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Den store skønhed (135 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 24/2 2014, 07:06 af Kim Toft Hansen

Jagten på det skønne


Jagten på det skønne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da jeg havde set Paolo Sorrentinos Den store skønhed til ende, sad jeg lidt med samme følelse, som da jeg første gang læste den tyske filosof Theodor W. Adornos Æstetiske teori: den underfundige fornemmelse af ikke rigtig at kunne holde fast i noget som helst, men alligevel med en følelse af at have forstået et eller andet bare lidt bedre. Adornos og Sorrentinos værker er tæt beslægtede i deres engagement med og søgen efter skønheden. Den, der helst skal staves med stort og sublimt ’s’. Men i Sorrentinos sammenhæng må nøjes med et lille begyndelsesbogstav.

Den store skønhed handler om Jep Gambardella, der – stadig efter mange år – lever på den ros, som hans debutroman fik. Mange spørger ham, hvorfor han ikke skriver en mere – svaret giver han også, men det skal ikke afsløres her. I stedet er Jep blevet Roms afholdte selskabsmand, der mænger sig med de fleste og forstår sig på at holde store fester. I stedet for at søge den skønhed, han søgte og aldrig rigtig fandt i sin bog, vier han sig til en senmoderne romersk dekadence, der hylder en overfladisk og bombastisk skønhed. Æstetikken er blevet til stil.

Derfor er Sorrentinos interesse i æstetikken i princippet med omvendt fortegn set fra Adornos synsvinkel. Filmen ved godt, at der findes disse små glimt af skønheden, som mennesket til tider er forundt – glimt, som Adorno døbte mimetiske impulser, fordi de giver os et kort, førsprogligt og subjektivt blik ind i den virkelighed, som sproget for længst har distanceret os fra. Men disse små glimt af virkeligheden bagved dekadencen og den mættede stilistiske skønhed tror filmen ikke rigtig på. Sarkastisk leger den med den, men vil ikke nå den. Kan ikke.

Fastholder vi skønheden som en overfladeæstetik, hvor der er kræset for den store farvelade og den filmiske detalje, er Den store skønhed et vaskeægte overflødighedshorn af flotte billeder, lækkert baggrundsmusik og virtuose kameragange. Alt sammen er drysset ud på en sådan måde, at de, der synes, at den dekonstruerede fortælling om skønheden, der var blevet væk, er lidt for prætentiøs, bare kan læne sig tilbage og nyde den visuelle ekstravagance. Næsten helt uden at begive sig ud i Roms klassiske og turistikke områder formår filmen at vise Roms dekadence – både før og nu – og fortsat.

Filmen er bygget op lidt ligesom Adornos æstetikteori. Der er ikke noget reelt sammenhængende og kausalt; i stedet er den bundet sammen omkring fragmenter og sekvenser, der udspiller sig omkring Jep. Jeps øjne er på verden, verden er æstetisk, skøn, og han søger hele tiden efter at indfange den. Derfor er filmen også selv ’den store skønhed’; en metafilm om den skønne film, der samtidig mener, at den nok ikke rigtig findes uden for vores egne vedtagne regler for, hvad der er skønt. Og Jeps interesse viser sig mere og mere at pege i retningen af det modsatte, det forfaldne, det uperfekte, og det alligevel sanselige.

Den store skønhed har sit store forbillede i Federico Fellinis Roma (1972), der på samme måde er opbygget omkring fragmenter, der tilsammen skaber en hyldest til og en slags bagsideorienteret dekonstruktion af Rom som sted og som bevidsthed. Og alligevel så overvældende smuk og dragende. På den måde ved Sorrentino egentlig godt, at han ikke gør noget originalt, fordi Fellini har allerede været der. Men det gør jo ikke noget, når originalitet er noget, der er opgivet og glemt i en klassisk og modernistisk forståelse af det skønne. Men er der faktisk ikke antydning af noget erkendelse til slut i Sorrentinos film? Er der ikke en fornemmelse af, at Jep opdager noget? Tænker tilbage på den ene mimetiske impuls, som han fik sammen med en smuk kvinde? En æstetisk erfaring, der stadig har sine kødkroge hægtet i ham den dag i dag.

Ja, Den store skønhed er ikke let at blive klog på, at holde fast, at finde ud af. Og netop det er dens helt klare styrke – og det, der gør, at den tager et lille skridt videre end Fellinis opus originale. Men om det er i det spirituelle, i det uperfekte, i kvindekroppen, i hverdagen, i naturen, i dansen, i kunsten eller hvor som helst, at skønheden skal findes, giver den ikke en løsning på. Og netop dét ligger helt i tråd med Adornos mystiske skønhedsbegreb: selvom impulserne giver os en fornemmelse for virkeligheden an Sich, så er disse oplevelser stærkt subjektive, für uns. Den store skønhed giver ikke svaret, fordi svaret er vores eget, vores inderste, vores egen lidelse.


Forrige anmeldelse
« Blastfighter «
Næste anmeldelse
» Die Andre Heimat »


Filmanmeldelser