Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Youth (124 min.) Købefilm / Scanbox
Anmeldt 25/5 2016, 14:04 af Torben Rølmer Bille

Livet leves forlæns…


Livet leves forlæns…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er lidt af en åbenbaring at se Paolo Sorrentinos seneste film Youth. Det til trods for at det ikke er en film, der er båret af nogen egentligt plot, men i stedet af utroligt smukke billeder, fascinerende musikvalg og en række skuespillere, der virkelig formår at give tyngde til deres roller og de replikker de har fået. Det er en film der i bund og grund er en slags diskussion over livets helt store spørgsmål og værdier, primært set fra to gamle gubbers perspektiv.

Sorrentinos forrige film, Den store skønhed, havde ligesom Youth en ældre herre i hovedrollen og den bød også på undersmukke, hyperæstetiske billeder og efterlod seeren lettere mystificeret, da den - lige som er tilfældet i den nye - var en film der pegede i mange retninger og kunne tolkes på mange måder. Når nu disse film begge bød på gamle mænd i de bærende hovedroller, kunne man ledes til at tro at manden bag filmen måske selv ville være oppe i årene. Det er ikke tilfældet, for det var selvsamme instruktør, der i 2011 gav verden This Must be the Placeog slår man instruktøren op på IMDB finder man ud af Sorrentino er født i 1970.

Til gengæld virker hans film som om de er skabt af en instruktør, der virker gammelklog (forstået på den mest positive måde), har haft mange års erfaring med at skabe billeder, for det er begge film, der primært bæres frem af Luca Bigazzis utroligt skarpe og velkomponerede billeder. I Youth befinder vi os på bedste Thomas Mann-manér på et kursted i de Schweiziske alper. Her møder seeren en lang række figurer, bl.a. Maradona og Paloma Faith, der mest af alt synes at spille sig selv (bortset fra at fodboldspilleren i filmen bærer et andet navn og har en rygtatovering af Karl Marx der dækker hele hans flommede ryg). Filmens egentlige hovedpersoner er dog filminstruktøren Mick Boyle (Harvey Keitel) og den pensionerede komponist og dirigent Fred Ballinger (Michael Caine).

Dirigenten bliver opsøgt af en udsending fra det engelske hof, der vil have ham til at fremføre hans værk ”Simple Songs” i forbindelse med Prins Phillips fødselsdag, men Fred nægter at gøre dette. Adspurgt hvorfor siger han at det er der meget personlige årsager til. Imens forsøger hans gamle kammerat, Mick at få lagt sidste hånd på et manuskript til hans seneste film, men han har bare meget svært ved, sammen med sine unge manuskriptforfattere, at finde på en ordentlig slutning til filmen, der selvfølgelig skal foregå på den fiktive films hovedpersons dødsleje. Seeren møder også andre gæster på dette eksklusive resort, både en ung, verdensklog skuespiller (Paul Dano), der læser Novalis og virker som alt andet end den Hollywoodkliche som folk ser ham som, en Tibetansk munk, der ikke siger et kvæk og mange flere. Endelig er der også Freds datter, der lige er blevet forladt af sin mand, der tilfældigvis også er hans ven Micks søn.

Youth er lige som Den store skønhed en film om kunst, film, musik, (manglen på præcis) hukommelse, de svære valg man træffer i livet og naturligvis ultimativt om livets endeligt. Selv om titlen måske kunne antyde at filmen helt tidstypisk er en ensidig hyldest af ungdommen, så er den langt mere end dette. Naturligvis ser både Fred og Mick tilbage på deres lange liv og snakker om dengang de selv var unge og virile, men ikke udelukkende med en følelse af anger. Lige så tit oplever man at deres samtaler gør dem nærmest helt opløftede over nogle af de ting de har oplevet ofte i tilknytning til det kreative arbejde med hhv. musik og film.

På den måde bliver Youth også en metafilm, der handler om at skabe noget, at turde kaste sig ud på dybt vand, at finde mening med det hele og i yderste tilfælde at transcendere det man gør, hvad enten det handler om at meditere, skabe nyt, overskride personlige grænser eller blot leve livet.

Selv om Youth på mange måder er en art-film, er det heldigvis ikke en film, der på noget tidspunkt føles træg, langsommelig, tungsindig eller dyster, men som i stedet synes at efterlade sin seer med en følelse af positiv velbehag efter at have været i disse figurers selskab i et par timers tid. En slags billed- og lydmæssig spaophold for sindet.

Rollen som Fred Ballinger er utvivlsomt Caines bedste rolle siden hans rolle som Harry Brown http://kulturkapellet.dk/filmanmeldelse.php?id=793 for han får her lov og tid til at skabe en nuanceret og sammensat figur, der er svær ikke at holde af, til trods for hans menneskelige fejl og mangler. Ligeledes slår det gnister når han spille overfor sin charmerende amerikanske kollega, som man helt har glemt hvor meget man egentlig savner at se på lærredet.

Det kan godt være at Youth lige som sin forgænger af nogen vil kunne ses som en prætentiøs kunstfilm, der bevidst søger at skabe nærmest Peter Greenawayske tableauer og lege bevidst med sin seers evne til at skabe intertekstuelle og intellektuelle referencer til andre film, kunstværker eller literære forlæg. Det er samtidig en film, der helt enkelt handler om to mænds mangeårige venskab og filmens superlækre æstetik ødelægger på ingen måde den lune humor og de rørende øjeblikke, som også er en del af Youth. Det er derfor i denne anmelders optik en sand fornøjelse at tage på kurophold med Caine og Keitel, ikke kun for øje og ører, men også fordi det er en film der ud over at være enormt selvbevidst, samtidig lykkes med at skabe et ganske bizart og troværdigt figurgalleri. Fellinis ånd svæver i den grad over de Schweiziske alper i denne film og af samme grund er Paolo Sorrentino en instruktør, der er værd at holde et endog meget vågent øje med for eftertiden!


Forrige anmeldelse
« X-Files «
Næste anmeldelse
» En mand der hedder Ove »


Filmanmeldelser