Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Blastfighter (87 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 24/2 2014, 07:02 af Torben Rølmer Bille

Amok med pumpgun!


Amok med pumpgun!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den italienske instruktør Lamberto Bava skabte i 1984 filmen Blastfighter, der i mange år har været en favorit i kultfilmkredse, især takket være dens utroligt voldsomme klimaks, men måske i lige så høj grad på grund af dens meget corny blanding af elementer fra First Blood, Deliverance og Death Wish kombineret med en fesen amerikansk eftersynkornisering, karakteristisk stift skuespil og ikke mindst det særlige je ne sais quoi der kendetegner italienske genrefilm.

Bava er nok bedst kendt for debutfilmen Macabro og hans to Demons film, som hører til blandt de mest udsplattede splatterfilm fra midten af firserne og naturligvis som søn af Mario Bava, men det er ikke kun instruktøren som har kultstatus, det har hovedrolleindehaveren Michael Sopkiw også, for selv om han kun har medvirket i fire film fra 80’erne (og en enkelt i 2007) – heriblandt 2019–After the Fall of New York, som vi her i kapellet også har dissekeret - gør netop disse få optrædener måske, at Sopkiw nævnes flittigt når b-filmentusiaster diskuterer deres hobby. Blastfighter er nok den Sopkiw-film som de fleste kender til, idet den der har den bredeste appeal, af dem han har været med i.

I starten af filmen møder vi hovedpersonen Jack Sharp kaldet ’Tiger’, der kommer ud fra fængslet og straks køber et ganske vildt våben af en fordækt mand i en bil. Det kan både affyre eksplosive, panserbrydende og ildkugler afsted. Grunden til at Tiger skal have fat i sådan et våben er, at han naturligvis har været uskyldigt dømt. Det viser sig hurtigt gennem en række flashbacks, hvorfor den forhenværende strømer Tiger endte i fængsel, for under et røveri skyder en psykopatisk røver Tigers politikollega. Tiger opsøger røveren, en søn af en indflydelsesrig rigmand og truer ham på livet, idet rigmanden dukker op, men Tiger er ligeglad og skyder sønnen.

Det lader først til at Tiger vil have hævn over faderen, men i stedet søger han hjem til sin fødeby og indretter sig i en hytte langt ude i skoven. I den nærliggende by gør han sig hurtigt upopulær blandt de lokale, inklusive hans barndomsven Tom (spilet af den Italienske B-films-veteran George Eastman), der først er glad for at se Tiger, men som langsomt ændrer mening, idet han opdager at Tiger ikke har tænkt sig at acceptere de ulovligheder som foregår i byen, især rovdriften på det lokale dyreliv.

Som om dette ikke er nok, dukker pludselig en ung, smuk kvinde op i Tigers hytte og begynder at koste rundt med den ellers fåmælte helt. Helt typisk denne type film spørger Tiger ikke hvem hun er, men lader blot irriteret til at acceptere at hun koster rundt med ham. Det varer dog ikke længe, før alle byens bonerøve er ude efter de to og de tvinges til at flygte ind i vildmarken.

Set med alvorlig filmkritiske briller er Blastfighter ikke en film man ville give mange roser med på vejen. Den roder rundt i sin fortælling, skaber karakterer der er så flade at de sjældent rummer mere end en følelse og en dialog der er lattervækkende dårlig. Det er samtidig disse karakteristika, der gør filmen til en meget underholdende actionperle for alle, der netop kan se dette som kvaliteter. For hvad der måske mangler opvejes af filmens fremadstormende væsen, der tromler afsted som var det en elefant på coke.

Med mindre man irriteres over de førnævnte ting, vil man utvivlsomt være glimrende underholdt, for lad os være ærlige, kernen i filmen er lige som de film den citerer, den ene mands ulige kamp mod en overmagt bestående af tåbelige rednecks, der ikke kan tales til fornuft, uanset hvor højt man råber dem ind i hovedet. Det er ligeledes filmens klimaks, hvor – med frygt med at afsløre for meget – at vi ser våbenet fra starten komme i anvendelse, at filmen leverer varen.

Dertil kommer at det er nærmest umuligt for instruktører i skrivende stund at skabe film så de minder om de vi så de italienske instruktører fra 70erne og 80erne lave. Isenescættelsen, kameraføringen, permanentkrøllerne, dunjakkerne, musikken og en dårlig synkroniserieng, kan en dygtig instruktør (læs: Tarantino) måske godt efterligne, men mystisk nok kommer det aldrig til at ”føles” som en rigtig film fra perioden. Så holder man af corny, overdrevne firserfilm, er der ingen vej udenom Blastfighter.

Til gengæld kan man undres over, at der i filmens første tredjedel er et par konstante pixelleringsfejl i billedet. Det ligner ellers ikke AWE, der som regel genudsender deres film ud i flotte, digitalt restaurerede udgaver. Hvorfor Blastfighter ikke er blevet kælet lige så meget for, kan man derfor kun undre sig over.


Forrige anmeldelse
« 2019 – After the fall of New ... «
Næste anmeldelse
» Den store skønhed »


Filmanmeldelser