Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Antboy (Oscar Dietz, Nicolas Bro, Samuel Ting Graf, m.fl. min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 14/2 2014, 06:13 af Kim Toft Hansen

Frelsermyren


Frelsermyren

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ikke længere blot superheltefilm. Dem kender vi. Afkoder dem let og ubesværet. Uden at ænse den tunge kulturelle bagage, heltemotiverne bærer på. Men fordi helten i vestlig kultur er så indarbejdet og velkendt en figur, må superheltefilmen ty til nye midler. Fornyelsen ligger ikke i helten som sådan. Det ligger i dannelsen af en helt. Metafilmen. Superheltefilmen om at lave en superhelt, fordi den, der er superhelt, ikke helt ved, hvordan sådan en navigerer. Sådan lyder den korte model over Ask Hasselbalchs spillefilmsdebut. Børnefilmen Antboy er netop udkommet som købefilm.

Vi kender det fra mange superhelte. De grå tilværelser, der vokser sig store og nævneværdige. Fra skyggen ind i offentlighedens sol. Model Spiderman. Med hjælper slash sidekick og et eftertragtet objekt slash pigen. Og ikke mindst superskurken. Ingen helt eksisterer uden sin antitese. Antboy handler om den stille og forsagte Pelle, der så gerne vil bryde den grå hverdag og blive set. Forældrene har travlt. Sanser knap Pelle. Og mest af alt: den smukke eftertragtede Amalie, der stort set ikke har registreret Pelles eksistens. Indtil han en dag bides af en genmodificeret myre, der giver ham superkræfter.

Dansk superheltefilm. Ja, udtrykket smager af noget, men smagen er bestemt ikke velkendt i dansk film. Superhelte er der masser af i grundsuppen i danske tegneserier og børne- og ungdomslitteratur, men afkastet i filmen har været lang tid undervejs. Endda med Det danske filminstitut i ryggen har Ask Hasselbalch – instruktør fra den såkaldt alternative filmskole Super16 – vist, at det kan lade sig gøre. At lave en dansk superheltefilm. Med en flot mellemsællert (175.000 solgte biosæder) antyder filmen på det kraftigste, at der må være flere i vente. Og fra grundsuppen kommer filmen da også. Fra Kenneth Bøgh Andersens afholdte Antboy-bøger, som der er flere af. And counting

Antboy er en frelser. En mytologisk figur, der hiver og flår i alt, hvad der kan kravle og gå i tegneserieverdenens omfattende univers. En leg med koder og henvisninger. Sidekick’et Wilhelm er modelleret over Superman og Spiderman med vandkæmmet hård og hornbriller. En kapacitet, der har læst alt, der kan læses om superhelte. Han er filmens hjælper, der giver Pelle de nødvendige redskaber for at kunne navigerer i farvandet blandt superskurk og udspekulerede finansfolk. Antboy tyvstjæler en variation af Lex Luthor fra Superman – og placerer ham i en dansk medicinalindustri med henvisninger til industriel ondskab, der breder sig. At Amalie – den eftertragtede eventyrdronning – er datter til magnaten er selvfølgelig oplagt.

Stedvist er filmen temmelig overbevisende i sine special effects, og den når langt med meget fine, kreative cinematografiske og scenografiske løsninger. Af og til virker især Nicolas Bro som skurken Loppen noget kejtet, fordi der antageligvis ikke var nok midler til overbevisende visual effects. Men det gør egentlig ikke så meget. For filmen henvender sig til et publikum på Pelles egen alder (konfirmationsalderen), selvom jeg er sikker på, at de dog har set det, der er væsentligt mere vellykket. Filmen er naturligvis forudsigelig. De kort er udstukket på forhånd, men den vinder ved sin kontinuerlige insisteren på at være en metafilm om skabelsen af en superhelt.

Denne metadimension, hvor Pelle hele tiden skal finde sig selv, som dreng og som helt, fungerer rigtig godt. Dobbeltdimensioneret bliver det til en fornuftig diskussion af en pubertær knægts identitetsformation og -krise. At blive set er ikke nok. At være superhelt, intet mindre. Det er strategien for den grå skyggekarakter, der så sandelig bryder igennem. Filmen er en stille kommentar til de fortravlede forældre, der ikke opdager, når sønnike – ved afprøvning af superkræfter og sanselighed – pludselig tømmer slikskabet og slår hul på en væg. Mor støvsuger roligt videre. Fra sin egen skyggetilværelse bryder superheltefilmen nu også igennem i dansk film.

Antboy er en vellykket film om en pre-teen søgen efter identitet og plads i verden. Som superheltefilm har den sine svagheder, men styrken er, at en lille myreflittig indsats for superheltefilmen i Danmark kan vise sig at bære langt mere end sin egen vægt. Et lovende bud. Og overraskende nok ret så nyskabende i en dansk filmkultur, der viser, at Super16 stadig har noget i sig. Mere derfra, mere fra Hasselbalch, tak, og lur mig, om ikke der er mere stof i Antboy-karakteren. Andersens bøger – i filmen bevidst tegneserieadopteret – ligger klar. For the taking! Han fik for nogle år siden tegneserieprisen Orla for sine godt nok gennemillustrerede bøger. Det er slående nok, at bøger bliver vurderet som bedste tegneserie. Men det fortæller noget om mulighederne i formatet, i filmen og i personen. Frelsermyren.


Forrige anmeldelse
« The Butler «
Næste anmeldelse
» Before Midnight »


Filmanmeldelser