Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Butler (132 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 6/2 2014, 21:32 af Mette Krucov Rieks

Historien om den lille mand vs. historien om den store nation


Historien om den lille mand vs. historien om den store nation

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon, Ford, Carter og Reagan. 8 amerikanske præsidenter. 34 år som ansat på den mest magtfulde adresse i verden. Så kort kan de vigtigste år på arbejdsmarkedet beskrives for Eugene Allen, der arbejdede som butler i Det Hvide Hus i Washington D.C i årene 1952 til 1986.

Havde det ikke været for Wil Haygood, journalist for The Washington Post, var den fantastiske kulturskat, som Eugene Allen gemte i sin kælder og i sine minder, måske aldrig blevet fortalt. 5 år efter mødet mellem journalisten og butleren landede historien i biograferne, og fortællingen om Eugene Allen, der lige så godt kunne være endt i historiens glemmebog, er nu i stedet blevet en del af den amerikanske kulturarv.

”Du ser ingenting, og du hører ingenting. Du skal bare tjene.”
The Butler er et historisk drama instrueret af Lee Daniels (Precious) og skrevet af Danny Strong. Hovedpersonen Cecil Gaines er inspireret af virkelighedens butler, Eugene Allen, og spilles af Forest Whitaker. En rolle, som mange industrifolk mente, han burde være nomineret til en Oscar for.

Vi møder første gang Cecil i en bomuldsplantage i Macon, Georgia, hvor han ser sin mor blive voldtaget og sin far dræbt af plantageejeren. Han oplæres herefter som husneger af fruen i huset, men efter nogle år flygter han fra disse slavelignende forhold og ender som tjener på et luksushotel i Washington. Her imponerer han en gæst, som bliver hans golden ticket ind i Det Hvide Hus. I mellemtiden har han fået en kone (Oprah Winfrey) og to sønner, som hver især har sine holdninger til faderens arbejde. Som årene går og præsidenterne ligeså oplever Cecil både privat og på jobbet konsekvenserne ved de sortes borgerrettighedskamp og Vietnam-krigen.

Flere af filmens elementer er ændret i forhold til Eugene Allens liv, og både hændelsen blandt bomuldsplanterne og Cecil Gaines sønner er opdigtede. Eugene Allen havde én søn, og han var ikke en del af borgerrettighedskampene. Dette er sandsynligvis gjort for at tydeliggøre den metafor, Cecil Gaines således bliver for de hændelser, der skete i USA i løbet af de 30 år, han var ansat i Det Hvide Hus. Dermed højnes dramatikken, når præsident Nixon fortæller de administrativt ansatte, at han har beordret politiet at skyde på folkene i Black Panther Party; en gruppe læderklædte aktivister, som den ældste søn var medlem af i en periode. Ligeledes bliver Vietnam-krigen også personlig for Cecil, da den yngste søn i 1968 slutter sig til den amerikanske hær i Vietnam.

Selve historien bliver mere interessant, idet de store politiske problemer i datidens USA også er personlige problemer for vores hovedperson. Danny Strong kunne dog sagtens have undladt historien om den yngste søn, der tager til Vietnam, da den alligevel ikke får nok plads i manuskriptet til virkelig at udfolde sit dramatiske potentiale. Det mest fængslende er i stedet Cecils skrantende forhold til den ældste søn. Paradokset er, at Cecil Gaines er så tæt på landets beslutningstagere, som man kan være, uden at have nogen indflydelse, alt imens hans søn sætter livet på spil for at få netop disse menneskers opmærksomhed. Dette illustreres blandt andet på fremragende vis i en scene, hvor der krydsklippes mellem Cecil, der serverer for de hvide, mens sønnen får tæsk af racisterne i Sydstaterne.

En tur hen over isen
Det er desværre en gennemgående problematik, at Lee Daniels og Danny Strong forsøger at gabe over for meget. Den altoverskyggende grund til, at historien om Eugene Allen er interessant at fortælle, er, at han arbejdede for otte præsidenter i en tid, hvor landet er i et indre oprør. Derfor bør The Butler – på papiret i hvert fald – selvfølgelig vise, hvordan disse præsidenter med større og mindre succes håndterer de stadigt voksende raceproblemer i USA.

Problemet er blot, at det ikke fungerer på film. Lee Daniels og Danny Strong har valgt at portrættere fem af de otte præsidenter, Eugene Allen arbejdede for, men for filmens skyld kunne tallet være mindre. Når man arbejder med filmmediet er der en grænse for længden af denne type film, og det er desværre ikke tid nok til at gå i dybden med de vigtige historiske begivenheder, præsidenternes roller deri samt Cecil Gaines personlige problemer uden, at det kommer til at fremstå overfladiske og fragmenteret, og at man som tilskuer sidder tilbage med en følelse af at have været på en skøjtetur igennem amerikansk historie fra 1950’erne til 1980’erne.

Et historisk drama på godt og ondt
The Butler er et historisk drama, der visuelt formår at skabe et troværdigt billede af de forskellige årtier, vi bevæger os igennem i løbet af filmens spilletid. Det er særligt den velplacerede anvendelse af arkivbillede, der bringer en vis form for autenticitet til filmen. Derudover kunne holdet af make-upartister også passende være blevet anerkendt i form af en Oscar-nominering for deres fremragende arbejde med skuespillernes ældning. Denne tro på at være tilstede i et historisk øjeblik bliver dog desværre brudt af den lange parade af stjerner i forskellige biroller. Det drejer sig blandt andet om Robin Williams som Dwight W. Eisenhower, Jane Fonda som Nancy Reagan og Alan Rickman som Ronald Reagan for blot at nævne nogle få. Det er selvfølgelig morsomt at se John Cusack som Richard Nixon, der i sin anden periode som præsident er ved at falde fra hinanden, men problemet er, at det stjæler fokus fra det, scenen egentlig vil fortælle. Man ser ikke Richard Nixon på skærmen, men John Cusack som Nixon, hvilket illustrerer hvorfor det er så svært at portrættere historisk kendte mennesker, som publikum kender så godt.

The Butler er en vigtig film, der fortæller de sortes kamp for deres rettigheder, og derfor med rette har en plads i filmhistorien. Forest Whitaker og Oprah Winfrey udfylder deres roller godt, og blev endda i nogle kritikeres øjne snydt for en Oscar-nominering i henholdsvis Bedste Mandlige hovedrolle og Bedste Kvindelig hovedrolle. Filmens udfordring er desværre, at den i sidste ende vil for meget og forsøger at gabe over for mange historiske øjeblikke og personer, hvilket resulterer i, at det kommer til at minde om en hurtig og overfladisk historietime i stedet for det følelsesladede drama, det var meningen, det skulle være.


Forrige anmeldelse
« Blue Jasmine «
Næste anmeldelse
» Antboy »


Filmanmeldelser