Der findes film, der – når man nærmer sig dem – på mange fungerer som hakkede løg. Der findes film, som gennem en skildring og en særegen tilrettelæggelse kan sætte gang i tårekanalerne, som var de smurt i chili. Der findes talere, der på lignende vis kan tryllebinde tilhørerne med ord, der perser trillende væde ned ad kinderne. Kunsten at græde i kor er en sådan film om en sådan sag og en sådan taler. Filmen har allerede gået sin prisnominerende og -modtagende sejrsgang både i Danmark og internationalt, mens den samtidig har blevet tynget med papirregnskov af rosende ord, der fremhæver filmen som ”perfekt”, ”en perle” og ”fremragende”. Der er da heller ingen tvivl om, at filmen på samme tid er blandt de bedste danske film længe og blandt de mest grusomme film i yngre mænds minde. Der er derfor flere ting, der bør fremhæves, når filmen skal skitseres.

For det første skal emnevalget fremhæves, og kreditten for dette tilfalder selvfølgelig Erling Jepsens romanforlæg for film. Filmen handler om et så besværlig, følsomt og prekært emne som incest og pædofili. Emnet har her hjemme været berørt tidligere i Jacob Thuesens kølige, billedstærke film Anklaget, der formåede at holde seeren hen i mistrøstig blindhed og skarp kontrast til anklagerne om børnemishandling – her mere lagt i overgrebets form. Kunsten at græde i kor er meget anderledes, fordi den ikke så meget skildrer konsekvenserne af anklagerne eller selve agten, men sætter skarpere fokus på en families eksistens og en psykisk ustabil far, der finder ud af, at han får sin vilje, hvis han græder. Emnet er på den måde i høj grad mere nuanceret end Anklaget¸ på trods af dennes ellers dygtigt narratologiske nuancering af problematikken. Kunsten at græde i kor evner på samme tid på den ene side at skildre nogle sociale kår og familiære og psykiske sammenhænge for problemet, mens den på den anden side formår ikke at undskylde noget som helst. Det er et filmisk tvesyn, der sjældent ses.

For det andet skal en af de vigtigste årsager til netop dette tvesyn fremhæves, nemlig filmens synsvinkel, der henlagt til drengen Allan. Det betyder, at skildringen kan åbenbares gennem en barnlig naivitet, som på den ene måde er vidensmæssigt tilbageholdende, for drengen fatter selvfølgelig mindre end andre i familien. Men på den anden måde betyder dette også, at fortællingen derved kan trænge endnu tættere på, end den ellers ville have kunnet gennem en mere objektiv skildring af problemet – lidt som Anklaget kan og gør godt. Det kan lyde selvmodsigende, at den barnlige synsvinkel kan virke både distancerende og nærgående, men dette afhænger stærkt af filmens fortællemæssige udvikling, der går fra fjernt til nært, og filmen er derved i stand til at placere sig nuanceret mellem to stole.

For det tredje skal filmens mørkere humor betones, hvilket nemlig også hænger sammen med synsvinklen. Det er nemlig gennem denne barnlige naivitet, at det grusomme kan beskrives gennem små comic reliefs. Uden den barnlige synsvinkel ville filmen ikke hverken turde eller kunne gradere alvoren med humor, men barnets røst trænger sjældent så alvorstungt gennem – og alligevel bliver det sagt klarere. Forståelsen af sagens alvor går kun sent op for Allan, og derfor kan filmen gennem denne karakter både trænge dybere ind i det forfærdelige, men samtidig holde det på et grovkomisk niveau.

For det fjerde afhænger alt det ovenstående også af castingen, hvor valget af Jannik Lorenzen som Allan er et scoop, der sjældent er set. I tilgift ligner han rent faktisk Jesper Asholt, der fremragende godt spiller Allans far. Disses spillestil er habilt afstemt med filmens nedtonede rytme og besnærende cinematografi. Om noget formår Kunsten at græde i kor at sammenskrue en film, der kan siges at overholde et dekorumkrav om samspil mellem fortælling, personer, dramaturgi og stilvalg. Det er med andre et helstøbt værk, der hver en rose værdig – trods det alvorstunge emne.