Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Alice (1990) (100 min.) Købsfilm / SF Film
Anmeldt 19/10 2008, 13:34 af Kim Toft Hansen

Woody wol. 9: Alice


Woody wol. 9: Alice

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I slutningen af september satte SF-film gang i en Woody Allen-kampagne, som omfatter en række af Allens centrale værker. Kulturkapellet bringer i den anledning en række omtaler af disse film. Der kan siges meget generelt om Woody Allen, men i stedet forsøger disse enkeltstående omtaler at sætte fokus på de selvstændige værker i sin egenart.

Der findes ord, navne og steder, som er ladet med ekstrabetydning. Det kommer fra myter, fortællinger, litterære forlæg eller andre former for folkelige sagn, som på en eller anden måde trænger ind i vores sindelag og giver et ekstra lag af betydning til noget, der ellers blot er en etikette. Det er kaldt semiotisk overdetermination – og navnet Alice er et godt eksempel på det.

Det spiller Woody Allens film Alice fra 1990 også ganske eksplicit på, for det er en newyorker-version over temaerne fra Alice in Wonderland. Filmen handler om den midaldrende kvinde Alice, der lever et stabilt, illusionsfyldt liv i et stagneret, vindtørt men egentlig solidt ægteskab. Hun har problemer med sin ryg, som hun har forsøgt stort set alt for at få sat på plads, men intet hjælper, indtil hun pludselig en dag nærmest tilfældigt hører den kinesiske naturlæge Dr. Yang omtalt hele tre, uafhængige gange. Da hun så besøger ham, finder han selvfølgelig hurtigt ud af, at det ikke er ryggen, der er essensen af problemet, men at hun i stedet har særdeles ondt i livet.

Alice er nu ganske klart fulgt efter ’kaninen’, og en hel ny verden begynder at blomstre op for hende, hvor nærmest alt synes muligt. Hun får mod til at træde ud af sine vante roller, hun får kraft til at forfølge sine egne lyster, og ikke mindst får hun lyst til at træde ved siden af sine ægteskabelige rammer, der jo er kilden til hele problemet. Eventyret er iværksat, og Alice kan undersøge nogle sider af sig selv (og andre), som hun hidtil ikke har haft øje på.

Grundlæggende er Alice med andre ord en moderne pastiche over Lewis Carrolls klassiske fortælling om Alice i eventyrland, men her stopper fællestrækkene også hurtigt, for de ting, Alice oplever og indser, har i stedet i særdeleshed noget med hendes egen psyke og egne problemer at gøre. Woody Allen, der i flere af sine film både benytter sig af og udstiller psykoanalysens metoder, bruger her eventyrformlen til det samme. Det er en sindig parafrase over en kvindes naturvundne psykoanalyse, som både kan gøre hende usynlig, flyve som en anden Peter Pan hen over New York og tvinge forelskelser ud af fyre med love potions.

Det er derfor også mindre en komedie, end vi er vant til fra Woody Allen, men samtidig trækker han et tykt komisk spor gennem denne eventyrpastiche, der både direkte og ganske subtilt formår at fortælle om det menneskeligt dybsindige gennem letfordøjelige og humoristiske spor. På sin vis er det en ganske banal kærlighedsfortælling, men samtidig fortæller filmen også – som eksempelvis Crimes and Misdemeanors også gør – om den kompleksitetsgrad, der ligger i den på samme tid tilgængelige og uopnåelige røst fra kærligheden.

Samtidig er filmen også en hyldest til fortællingen, som vi kender den fra alle de klassiske myter, eventyr og sagn. De fleste elementer er med – en personlig favorit er den yderst refleksive muse, der dukker op, da Alice på et tidspunkt finder ud af, at hun skal skrive. Fortællingens kraft og mulighederne for den enkelte til at vælge at fortælle sit eget liv på en bestemt eller en anden måde er det essentielle i dette stykke drama. Valget er igen i centrum, hvilket på den ene side udstiller menneskets fragilitet men på den anden side også fremhæver glæden ved at have mulighed for at vælge – og ikke lade sig undertvinge af et liv, som det helst skal se ud, men tvinge sig selv til at trænge igennem til andre, mere oplagte versioner af sig selv. Syng for mig, Muse, og du skal se, hvad livet kan bringe.

Læs flere omtaler af Woody Allens film her på siden:
Sleeper (1973)
Annie Hall (1977)
Manhattan (1979)
Broadway Danny Rose (1984)
Hannah and Her Sisters (1986)
Radio Days (1987)
Små og store synder (1989)
Alice (1990)
Melinda and Melinda (2004)
Scoop (2006)


Forrige anmeldelse
« Altered «
Næste anmeldelse
» Solaris »


Filmanmeldelser