Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Den Andalusiske hund (16 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/11 2013, 18:12 af Torben Rølmer Bille

Kniven i øjet og hunden som viser sig


Kniven i øjet og hunden som viser sig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Der var engang”, står der skrevet. En ragekniv slibes på en læderstrop. En ung Luis Buñuel ser på rageknivens æg. Han afprøver skarpheden på sin tommelfingernegl. Han går ud på balkonen og ryger. Han ser op på fuldmånen. En kvinde sidder ned og stirrer direkte ind i kameraet (og på beskueren). En mandshånd tvinger hendes ene øje vidt åbent og ragekniven nærmer sig med en glidende bevægelse. En tynd, sort sky glider over månen. Ragekniven pløjer øjet op og en gennemsigtig, dråbelignende væske trænger ud af det ødelagte øje. Dette er starten på Un Chien Andalou – Den Andalusiske hund, et af filmhistoriens mesterværker.

Selv om vi efterhånden er blevet vant til at se lemlæstelse, tortur og splatter i fiktionsfilm, virker åbningsscenen på Den Andalusiske hund lige så voldsomt på betragteren som den gjorde første gang blev vist for et publikum i 1929. Filmen var et samarbejde mellem den unge Buñuel og surrealisten Salvador Dalí, der ifølge bl.a. Buñuels selvbiografi Mit sidste suk (der netop er blevet genudsendt), opstod på baggrund af en række drømme som de to havde haft og som de ønskede at omsætte til celluloid. Selv om dette måske ikke er hele sandheden bag filmen så fremstår Den Andalusiske hund meget lig en drøm. Vel og mærke en ubehagelig drøm, en af dem man vågner svedig fra og som man efterfølgende meget tydeligt kan huske brudstykker fra.

Af samme grund er det også meget svært at give en decideret handlingsbeskrivelse af filmen, for selv om den kun er et kvarters tid lang, så rummer den nok symboler, modsatrettede informationer, kryptiske, surreelle sekvenser og motiver, der konstant, nærmest rituelt gentages, alt imens tilskueren kæmper for at danne sig et indtryk af helheden. De konstante brud på den narrative struktur, legen med tilskuerens forventninger og ikke mindst den bizarre iscenesættelse er bevidste forsøg på at engagere seeren.

I et klip mellem to nærmest identiske scener skrives der ”seksten år før” – og på et andet skilt umiddelbart efter øjet er blevet skåret igennem kommer skiltet ”otte år efter”. Tidsangivelser er stort set den eneste information tilskueren får præsenteret. Hvad figurerne i filmen siger til hverandre må man selv tænke sig til. På den måde udfordrer filmen måden som vi ser og tolker film på. Vi forsøger konstant at finde mening i galskaben, men om der er nogen må være helt op til den enkelte. Det er måske blandt andet derfor filmen stadig ivrigt bliver diskuteret i filmkredse og er en film der for længst er blevet en fast del af filmkanonen. Den Andalusiske hund er nemlig både en vigtig film i sig selv - i kraft af sin eksperimentelle tilgang til fortællingen, klipningen og forholdet mellem film og tilskuer, og som om dette ikke er nok, er det en film der har fungeret som inspirationskilde for en lang række senere værker.

Eksempelvis er det oplagt at tolke klippet i David Lynchs Vilde Hjerter, hvor en mager køter stikker af sted med en afskudt hånd, som en direkte henvisning til Den Andalusiske Hund, selv om man i Buñuel og Dalis film aldrig ser nogen hund. Den eneste hund i filmen eksisterer som tekst. Derimod ser man flere gange hænder som en slags gennemgående motiv i filmen. En afhugget hånd, der får folk på gaden til at stoppe op og pirke til den med en pind, nærbilleder af den mandlige hovedpersons håndflade, der har et hul i midten, som myrer kravler ud af. Hånden der tvinger kvindens øje åbent. Hånden, der fører ragekniven. Muligvis en reference til filmhåndværket, evnen til at bogstaveligt talt at klippe i betydningen, klippe modsatrettede ting sammen så de for seeren former en sammenhæng eller måske ligger der noget helt andet gemt i dette.

Oplagt er det også, som Robert Short fortæller på et kommentarspor til filmen, at tolke Den Andalusiske hund Freudiansk, idet begge filmskabere var meget interesseret i Freud på dette tidspunkt, og idet det handlingsforløb som er til at forstå fokuserer på en mand og en kvindes seksuelle forhold. Manden er mere end almindeligt liderlig, da han begynder at rage hende på brysterne. Hendes kjole forsvinder via en overblænding og de nu nøgne bryster forvandles til hendes baller. Der klippes til mandens orgasmiske, savlende fjæs og idet hun afviser ham, tvinges han til at trække to reb mod hende. For enden af hvert reb er to flygeler med et dødt æsel (som mangler øjnene) i hvert og på tovet mellem mand og flygel trækker han også et par præster. Lige til det freudianske højreben, skulle man tro. Men denne tolkning lader også en masse delelementer i filmen stå ubesvaret hen. Den Andalusiske hund lader sig ikke nemlig ikke indfange helt så nemt og i sidste ende er det en af de film der forbliver enigmatisk. Det er ikke en film man udelukkende ser, det er en film der i den grad opleves og som ætser sig fast i bevidstheden.

Selv om der nok er enkelte filmfans, der vil påstå at det er lidt af et røveri at betale gode penge for en film som er 86 år gammel og som ligger gratis på youtube så får man altså også mere end en flot restaureret version af hovedfilmen. På DVDen ligger, foruden førnævnte kommentarspor (der giver en meget fin – og meget akademisk – analyse af filmen) en halvanden time lang, spanskproduceret dokumentarfilm om Buñuel og hans livsværk kaldet A propósito de Bunuel fra 2000.

Dokumentarfilmen bliver langt hen af vejen båret frem af en oplæsning af selvbiografien, men den krydres med masser af nyere interviews med samarbejdspartnere, skuespillere og naturligvis rigtigt mange klip fra mandens filmproduktion. Så har man aldrig før set Un Chien Andalou, ønsker man et gensyn med de sort/hvide drømmesyn eller vil man bare gerne vide lidt mere om en meget indflydelsesrig film og filmmageren bag, så bør man bestemt få fat i denne DVD.


Forrige anmeldelse
« Tjener, der er en marsmand i mi... «
Næste anmeldelse
» Loulou fra Montmartre »


Filmanmeldelser