Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Mit sidste suk / Louis Buñuel og Jean-Claude Carriere / 320 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-2701-0
Anmeldt 26/6 2013, 19:31 af Torben Rølmer Bille

Et levet liv


Et levet liv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er nærmest ikke noget værre end den mængde af biografier, der skrives om eller af folk, der uanset kendisgrad ikke er meget ældre end 30. Det er muligt at læse biografier om Lady Gaga, Justin Bieber eller en lang række andre stjerner, der alle har det til fælles, at de er meget berømte, men endnu ikke har levet et fuldt liv, og hvis observationer omkring de vigtigste ting i livet derfor kun i meget begrænset grad synes relevant.

Det skal ikke forstås sådan, at ungdommen ikke har nogle vigtige pointer at videregive til omverdenen, eller at en aktuel biografi om eksempelvis en berømt svensk fodboldspiller ikke kan være uhyre velskrevet eller byde på gode pointer, men det er bare ikke – set med denne anmelders indskrænkede blik – essensen af en rigtig biografi.

Hvis en biografi skal skrives, kræver det, at forfatteren eller fortælleren som et minimum har levet et fuldt liv, så han eller hun kan se tilbage på helheden og videregive de allervigtigste ting fra dette til sin læser, som måske på denne måde kan sætte disse ting i relation til sit eget liv. En tradition, der stammer helt tilbage fra dengang, man samledes om bålet og stammens ældste øste ud af deres erfaringer, og de yngste lyttede med den nødvendige blanding af respekt og skepsis.

En af disse gamle fortællere, som bestemt er værd at lytte til, er den spanskfødte filminstruktør Luis Buñuel, der i samarbejde med sin manuskriptforfatter Jean-Claude Carriere i 1982 forfattede Mit sidste suk – året før Buñuel døde. Den er netop blevet genudgivet på dansk, og den er lige så læseværdig, som da den udkom første gang. For Buñuel har ikke kun haft et vældigt interessant og begivenhedsrigt liv; han har også taget sig tid til at tænke over de ting, der har givet mest mening for ham selv, og de begivenheder, som har formet ham som menneske.

Buñuel blev filminstruktør nærmest ved et tilfælde, og dette tilfælde har affødt nogle af filmhistoriens mest indflydelsesrige film. I flæng kan nævnes hans første to surreelle mesterværker Den Andalusiske hund og Guldalderen, men også sene film som Borgerskabets diskrete charme, Dagens skønhed og Begærets dunkle mål hører til absolutte milepæle inden for europæisk film.

Mit sidste suk handler dog om mangt og meget andet end blot film, og de historier, der knytter sig til Buñuels produktioner – selv om disse er nok så interessante, især for de, der vil vide mere om mandens arbejdsliv, for bogen er en kronologisk tilbageblik på et helt liv – er filtreret gennem en 82-årigs blik. Buñuels indrømmer bramfrit i bogens start, at erindringen naturligvis ikke står i et 1:1 forhold med virkeligheden, og han lover heller ikke læseren, at der ikke pyntes eller ændres på nogle detaljer undervejs, for at gøre det mere interessant. Ikke desto mindre virker bogen ganske troværdig og tro over for både de mennesker og begivenheder, som omtales undervejs.

Buñuel starter med sin barndom, hvor han som søn af en velhavende forretningsmand havde alle muligheder her i livet. Vi hører om skarnsstreger, om hans første biografoplevelse og om de forskellige religiøse festivaler, som prægede egnen, hvor han voksede op. Kronologisk skrider vi frem til ungdommen i Madrid, hvor han omgikkes med bl.a. Lorca, og senere den unge mands møde og indlemmelse blandt surrealisterne i Paris. Den spanske borgerkrig viser sit grimme fjæs, før Buñuels liv fører ham til både USA og især Mexico, hvor han arbejder i en årrække, inden han vender hjem til Europa igen, hvor den aldrende filmmand skaber nogle af sine mest interessante film.

Undervejs får læseren også opskriften på gode cocktails, får at vide, hvorfor man bør elske cigaretter, finder ud af hvad Buñuel elsker og hader, får en masse anekdoter og ikke mindst oplever at komme tæt på en mand, der – selvom han for længst har draget sit sidste suk – har en klar stemme, som man bør lytte til. For den fortæller både læseren om en verden, der ikke eksisterer længere (Buñuel fortæller flere gange om steder, især barer, der ikke længere eksisterer), og om hvad der for ham er de vigtigste ting, man bør nyde inden det er for sent. Af samme grund bør alle, der har mod på at læse en fandenivoldsk beretning om et virkeligt interessant liv glubsk kaste sig over Mit sidste suk.

Forrige anmeldelse
« Monstrologi – Frygtens manife... «
Næste anmeldelse
» Nanas kageri »