Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Politimandens blodige hemmelighed (111 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 23/11 2015, 17:58 af Torben Rølmer Bille

Ulven, der vogter får


Ulven, der vogter får

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den franske thriller La prochaine fois viserai le coeur (direkte oversat: Næste gang sigter jeg efter hjertet) er ifølge informationer om filmen, baseret på en roman af Yvan Stefanovitch (Un assassin au-dessus tout soupçon – da: En morder hævet over enhver mistanke) og både film og roman tager udgangspunkt i virkelige hændelser, nærmere bestemt morderen Alain Lamares bedrifter.

Apropos titler, så er filmen på dansk kommet til at hedde Politimandens blodige hemmelighed, som egentlig passer enormt fint til perioden som filmen foregår i. For hvilken filmfan med respekt for sig selv husker ikke et væld af lignende titler, der alle stammer fra den periode filmen foregår i?

Man bør blot ikke forvente sig en (s)exploitation-film med halvdårligt skuespil, masser af tilfældig nøgenhed og sære replikker, for ud over at filmen er fra 2014, så er den også holdt i en meget ubehagelig, realistisk tone og byder på mange troværdige skuespilpræstationer. Bedst blandt alle er hovedrolleindehaveren Guillaume Canet, der leverer en iskold præstation som Franck. Canets underspillede form leverer en figurskildring, der kan konkurrere med en lang række af filmhistoriens mest ikoniske mordere.

I regionen Oise i Nordfrankrig hærger en seriemorder, der målrettet går efter unge, smukke kvinder og af samme grund sætter det lokale politi hele styrken ind for at fange gerningsmanden. Hvad seeren ved, allerede efter ti minutters er, at gerningsmanden er politimand. Faktisk er Franck så betroet en medarbejder, at han har udsigt til at overtage politimesterposten, når denne engang går på pension.

Francks job giver ham en unik position, som han formår at udnytte til fulde. Eksempelvis er seeren vidne til, at Franck i uniform besøger den pige, som han i scenen forinden kørte ned med bil, på hospitalet, og beder hende at beskrive gerningsmanden efter bedste evne. Det er en farlig leg Franck har gang i og det er måske især dette der pirrer ham og som driver ham frem.

Selv om han muligvis kunne have fortsat sine gerninger i potentielt mange år, så viser filmen også hvordan han bevidst sender beskeder til politiet og håner deres arbejde, for i næste scene at vise Franck fjerne inkriminerende beviser fra de depotrum på politistationen, hvor beviserne mod ham er arkiveret. Selv om det lyder for utroligt til at være sandt, er virkeligheden jo desværre et bevis for, at dette har fundet sted, selv om filmen naturligvis nok har skruet op for de dramaturgiske og fiktive virkemidler.

Filmen skildrer nøgternt Francks gerninger ved at følge ham tæt hele filmen igennem og selv om seeren konstant søger ledetråde, der kan hjælpe med at afklare hvorfor Franck er blevet som han er, giver filmen aldrig nogle klare svar på dette. Den rigtige morder blev diagnosticeret med en meget sjælden form for skizofreni og afsoner nu en forvaringsdom, som han næppe nogensinde bliver løsladt fra. Filmen er til sammenligning næsten helt uden forklaring.

Når filmen forekommer så realistisk i sin fortællestil, sikrer det at det skildrede bliver endnu mere uhyggeligt. Denne quasi-dokumentariske stil, der dog aldrig kammer over i found-footage kan godt sammenlignes med film som Henry – Portrait of a serial killer, selv om Politimandens blodige mareridt er både flottere fotograferet og ikke er nær så ekstrem som Henry.

Det er faktisk flere år siden at undertegnede anmelder har set en seriemorderfilm, der føltes så ubehagelig som denne og det skal så absolut læses som en anbefaling, for det er faktisk rart at man stadig kan blive chokeret og berørt af en fiktionsfilm om en morders gerninger, selv efter at have set så mange groteske, voldsomme og nederdrægtige voldsfilm som undertegnede af egen fri vilje har kæmpet sig gennem.

Man kunne sammenligne filmen rent tematisk med Abel Ferraras Bad Lieutenant, for der er noget utroligt ubehageligt ved at opleve en figur benytte sin position som politimand til at gøre nøjagtigt, hvad han har lyst til. Uanset hvor meget eller hvor lidt autoritetstro man ellers besidder, så ved vi også at en mand i uniform straks vækker tillid i den uniformeredes omgivelser. Når man ser en politimand, så tror de fleste at de er i sikkerhed, men dette gælder bare ikke når det er Franck der bærer den.

Filmen tegner et nuanceret, realistisk og voldsomt portræt af en meget syg mandsperson og det er bestemt en film, der efterlader tilskueren med et stærkt indtryk, selv om filmen aldrig svælger i blod eller sadistiske gerninger. Faktisk er det måske netop præcis på grund af dette – samt den gode iscenesættelse - at filmen virker så stærkt som den gør.

Politimandens blodige hemmelighed er en film som bestemt var røget under undertegnedes radar, hvis ikke den var dukket op til anmeldelse og det havde været en skam, for selv om filmen bestemt ikke er rar, så vil man fortryde at man ikke har set den – især hvis man i forvejen er fascineret af skildringer af mordere på film, hvad enten de er baseret på virkelige personer eller opdigtede. For selv om det måske ikke er alle, der vil indrømme det, så er de mest tabubelagte sider af det menneskelige sind altså sært dragende, især når man sidder sikkert i sin sofa og minder sig selv om at det hele de bare er en film.


Forrige anmeldelse
« Fast & Furious 7 «
Næste anmeldelse
» Nattergalen »


Filmanmeldelser