Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Croods (98 min.) Biografversion / 20th Century Fox
Anmeldt 13/4 2013, 09:43 af Jakob Mølgaard Nielsen

The Croods


The Croods

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

The Croods’ er en kernefamilie, der lever i stenalderen. Før i tiden havde den kære familie en række naboer, men som tiden gik, er de alle bukket under for farefulde omgivelser. Historien tager sit afsæt i disse farlige omgivelser, der kendetegnes af golde landskaber og fjendtlighed. Findes der et dyr, så er det ude på enten at tage din mad, eller gøre dig til mad. Udover de få dyr, så er alt af sand og sten - jeg tror ikke at der findes noget grønt i denne del af filmen. Familiens domæne, der begrænser sig til en lille klippehule, er også indtaget af de store sandmasser, der sætter sig i karakterenes beklædningsdele og hår.

Katastrofale omstændigheder bringer familien modvilligt på farten. Her skifter scenariet drastisk. Det sker fra det ene skridt til det andet, hvor omgivelserne pludseligt bliver tropiske. Ved første øjekast ligner dette nye landområde et utopia, der står i skærende kontrast til det ’døde’ land, familien kommer fra. Der går heller ikke længe før de bliver mødt af vandrende træer, et par flyvende kæmpeskildpadder med vinger istedet for ben, en krokodille-hund, der vil lege, en flok lyseblå elefant-mus (små), der trompeterer, og en kæmpe kat med stødtænder. I samme stil som omgivelserne, så er disse dyr farvelagt med den helt store malerpalet, hvilket giver seeren en oplevelse, der er lig en sød drøm. Her virker det en smule mærkeligt, at et af de farligeste dyr i den nye verden, kæmpe-katten, også er malet i pastel-farver – det er svært at indleve sig i en situation, hvor man bliver jagtet af et kæmpe plysmonster.

Det er lidt en skam, at filmens udtryk skifter så drastisk, fra den ene pol til den anden, da man gemmer et ellers tidsløst plot ind i lidt for meget sukkersvøb. Som seer glemmer man nogle gange, hvad der er filmens røde tråd, da man har travlt med at følge med i de spraglede scenerier, hvor man bliver bombet med indtryk i form af fantasi-planter og fabeldyr. Dette er problematisk i forhold til filmens målgruppe, da man herved kan tabe det mere modne publikum. Selv sagt, så vil de yngste smæske dette eventyrsunivers i sig, men det er problematisk for et voksent publikum, der kræver lidt mere end scenerier.

Det er dog ikke helt galt, da filmen, som sagt, har tidsløse elementer i sig i form af dens problemstillinger. Man behandler i filmen problemstillinger enhver far kan nikke genkendende til. Derudover, så behandler The Croods et vigtigt samfundsmæssigt problem, hvor en befolkning bliver nødt til at omstrukturere og udvikle dets teknikker for at overleve. Derfor falder filmen ikke igennem som en dum animationsfilm, der udelukkende baserer dets salg på lav humor og flotte omgivelser. The Croods er en film, der er velegnet for alle aldersgrupper, der har en interesse for flotte animationsfilm, men den tenderer mod den yngre skare.

Selve titlen ”The Croods” ligger ikke langt fra det engelske ord ”crude”, der betyder noget i retningen af ”grov”. Denne beskrivelse er grundformen for familiens struktur og karakter, men ikke uden konflikt. Familien består som udgangspunkt af faderen, hans kone, en bedstemor, en søn, en baby-pige og en ung pige, der hedder Eep. Da vi kommer ind i historien er Eep kommet i en rebelsk alder, hvor hun, til sin fars store forskrækkelse, begynder at vælge for sig selv. Dette skaber en strukturel krise, da familien’s sikkerhed er baseret på, at de har en ’kerne’. Den strukturelle krise opstår, da datteren er blevet træt af den måde, hvorpå hendes liv udspiller sig. Alt handlen er beregnende og instrumentel – familien gør kun det, der er nødvendigt for deres overlevelse og ikke mere. Dette efterlader familien i et symbolsk mørke, i hulens rum, hvilket er problematisk for en pige, der vil opleve og følge lyset.

Filmens hovedkarakterer er fornemt besat. Her har Nicolas Cage bemandet rollen som den patriarkalske far, Grug, der ihærdigt forsøger at holde familien i sikkerhed. Emma Stone lægger stemme til den muskuløse unge kvinde Eep, der gennem filmen er problematisk for den konservative Grug, da hun er rebelsk, egenrådig og uenig i faderens ideologi. Derudover er Ryan Reynolds at finde, som den unge flotte Guy, der ikke ligefrem hjælper på faderens problemstilling med Eep, da Eep ser på Guy med romantiske øjne. Han skal dog vise sig at være en essentiel brik for familiens overlevelse, hvor han er med til at omdanne familiens ’grovhed’. Generelt, så må man sige, at det er en flot ’casting’, hvor de hver især formår at give de helt rigtige sider af sig selv til rollen. Noget der også kan siges om birollernes besætning.

Alt i alt, så er The Croods ikke prangende, eller en film, der vil gå over i historiebøgerne som 2013’s bedste film, men hvem forlanger også det? Så længe man ikke forventer andet end en god fortælling indbundet i fantastisk grafik, der formår at løfte ens smilebånd, så går man ikke galt i biografen med The Croods.


Forrige anmeldelse
« The Croods «
Næste anmeldelse
» Excision »


Filmanmeldelser