Der er sikkert mange såkaldte ”voksne” der mener at deres liv er alt for kort til at beskæftige sig med tween-film, der byder på overnaturlige eller science fiction-elementer. Indrømmet, der er ingen skam i at gå glip af Twilight-hysteriet og ovenstående træghed kan måske også godt melde sig efter man har kæmpet sig gennem de sidste to film i The Hunger Games-serien , men det er ikke ensbetydende med, at alle film der falder ind under denne kategori bør afvises pr. automatik.

En af de filmserier som i skrivende stund virker allermest tiltalende er Maze Runner-serien, for selv om den første film på mange måder virkede som en halvbror til netop The Hunger Games idet vi også her følger en lille gruppe unge, der mod deres vilje bliver kastet ind i hvad der allermest virker som et slags sociologisk eksperiment, hvor de skal forsøge at omgå systemet og på den måde undslippe labyrinten der er blevet placeret midt i, så er det befriende at fortsættelsen, der har fået undertitlen Infernoet åbner op for en stor postapokalyptisk verden der eksisterer udenfor den labyrint, som etteren udelukkende foregik i.

Undertitlen refererer til det trøstesløse ørkenlandskab som vore teenagevenner skal krydse, i håbet om at finde frem til en mystisk modtandsbevægelse, der måske kan hjælpe dem i kampen mod den magtfulde men også mystiske organisationen WCKD (der udtales ”Wicked” og derfor naturligvis er den antagonistiske overmagt, der fungerer som den altoverskyggende modstander). Det var WCKD der skabte labyrinten fra den første film, men måske strækker deres magt længere. Hvad deres egentlige mål er, vides endnu ikke, selv om vi i denne film synes at få endnu flere ledetråde til, hvad det er for planer WCKD har.

Det sander vore lille gruppe af hovedpersoner, ledet af den karismatiske Thomas. I al fald idet de begynder at tvivle på hvor oprigtige de mennesker er, som i slutningen af den første film hjalp dem væk lige udenfor Labyrinten og fløj dem til en base midt ude i ørkenen, hvor gruppen overraskende nok møder andre unge mennesker, der lige som dem også har været fanget i labyrinter andre steder på kloden.

Hele ideen med kun at give nogle ledetåde til hvad WCKDs egentlige motiver og formål også er kunne måske ses som frustrerende, men det er heldigvis gjort så tilpas elegant, at man i stedet bliver brandnysgerrig på at se videre, og krydse fingre for at sammenhængen bliver afsløret i den næste (og sidste) del af trilogien. (NB – når kappelanen hér skriver ”trilogi”, så tænkes der ikke på de to prequel-bøger, som James Dasher også har begået: Kill Order og Fever Code da der, i al fald indtil videre, ikke er planer om at filmatisere disse).

Maze Runner: Infernoet er, som nævnt i biografanmeldelsen, en film der på mange måder overgår den første film. Der er stort set ikke et kedeligt øjeblik, for selv de scener der ikke byder på action eller flotte, stemningsfulde effekter bruges på at skabe dialogisk fremdrift. For Thomas og hans venner er lige som seeren enormt nysgerrige på at finde ud af hvad der mon er sket. Dette handler ikke udelukkende om WCKDs planer, men lige så meget om den rolle Thomas spillede før ha mistede hukommelsen.

Hvor både Twilight og Divergent serierne måske primært henvender sig til et publikum bestående af unge hunkønsvæsener, idet begge disse serier har unge, handlekraftige heltinder i hovedrollen, så er Maze Runner nok en serie, der forsøget at få de unge drenge i tale. Ikke udelukkende fordi at helten hedder Thomas, men også fordi grundtonen er meget mere dyster og at der i denne filmserie er blevet skruet alvorligt op for tempoet. Her er ingen emo-vampyrer der glinser forførende i solskinnet, men derimod horder af sultne zombievæsener, der kommer løbende ud af skyggerne.

Er man blevet fan af universet er der et ganske omfattende ekstramateriale man kan dykke ned i på skiven. Foruden et kommentarspor med instruktøren og de medvirkende, er der både gag-reel og en masse featuretter, der går bag om filmen og som bl.a. viser hvordan effekterne er blevet til. Dertil kommer en række alternative scener og scener som er længere end de vi har set i den endelige film. Disse er måske mest af alt interessante for de der også har læst bøgerne, men vi andre kan også være med.

Rådet herfra er – kunne du lide Maze Runner så skynd dig at få fat i BluRayudgaven af Maze Runner: Infernoet og få (gen)set den. Det kan filmens sagtens holde til. Den er mindst lige så dramatisk i anden omgang og klarer også overgangen fra det store lærred til stuens TV med bravour. Det kan godt være at visse kyniske anmeldere mener at denne slags serier kun bliver lavet for at suge penge ud af et købekraftigt segment af befolkningen, men er dette sandt så må de også godt få lidt af mine penge, for det er knageme god underholdning der leveres retur.