Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kon-Tiki (118 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 8/4 2013, 23:54 af Torben Rølmer Bille

Eventyrlig realisme


Eventyrlig realisme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der sad, som parafraserede man en gammel revysketch, fem mand på en tømmerflåde. Forskellen er blot at både mænd og tømmerflåde er alt andet end en vits og at deres rejse, der varede i mere end 100 dage og strakte sig nærved 8000 km fra Peru til Polynesien, var en realitet i 1947. Der er naturligvis tale om spillefilmen om Heyerdahls eventyr om bord på sin båd Kon-Tiki.

Den norske storfilmssatsning, der er instrueret samme makkerpar, der i 2008 instruerede Max Manus – og mere måske lidt mere bizart i 2006 stod bag feministwesternen Bandidas med bla. Salma Hayek - er en virkelig betagende film. Den rummer alle de elementer, der gør den til en nærmest perfekt blanding af biografi og eventyrdrama. For selv om det er en film, med bund i virkeligheden, baseret på Heyerdals bestseller af samme navn, så er det i lige så høj grad en film, der byder på en lang række scener, der virker så fantastiske, at de grænser til det fabulerende, havde det altså ikke været fordi man vidste, at fortællingen netop bunder i vores virkelighed.

Filmen starter ud med at vise Heyerdal, der som ung mand sammen med konen Liv opholder sig på en af de små øer i Fransk Polynesien. Hustruen undrer sig under en rotur, at forskerne påstår at øens oprindelige befolkning skulle komme fra Sydøstasien, idet strømmen går stik imod ro-retningen. Da Thor taler med en gammel indfødt fortæller han legenden om Tiki – solguden – der bragte folket til øen østfra. Heyerdal bliver på grund af disse oplevelser og gennem andre opdagelser overbevist om, at lokalbefolkningen i stedet er kommet hele vejen fra Peru, på primitive flåder lavet af balsatræ.

Heyerdal forsøger at overbevise et utal af forlæggere om hans teori, men ingen tror på ham, da den ikke kan bevises i praksis. Da Heyerdal nedtrykt, ved en tilfældighed, møder den norske ingeniør Herman, beslutter de at omsætte teori til praksis. Under opholdet i New York, møder de også en brovtende Peter Freuchen (fint overspillet med gigantisk fuldskæg af Søren Pilmark) i Eventyrernes Klub. Freuchen fortæller dem, at det er livsnødvendigt udelukkende at benytte de materialer, som de indfødte anbefaler, da de er efterprøvet gennem flere tusind år.

Opildnet til dåd fra flere kanter vender Thor derfor ikke hjem til den ellers planlagte juleferie med Liv og sine drenge, men drager i stedet til Peru, hvor han mødes med yderlige tre af sine gamle venner fra Norge og efter lidt finansielle startvanskeligheder, er Kon-Tiki ekspeditionen en realitet og der sættes sejl mod Polynesien.

Selv om fem mands tur på en primitiv flåde, udstyret med sekstant, kompas og en primitiv radio, men uden følgebåde og redningsveste umiddelbart kan lyde kedelig – og selv om filmen også i visse scener bevidst dvæler ved netop monotonien og de spændinger der nemt kan opstå mellem selv de bedste venner, især når de er stuvet sammen på alt for få kvadratmeter – så er filmen alt andet end en trist sejlads. Vi får ikke kun lov til at være med til dramatiske uvejr og arrige hajangreb, men seeren får også selv syn for de fantastiske naturoplevelser, som mandskabet bliver vidne til på deres vej.

Bedst af alt er dog, at stort set alle figurerne både indenfor og udenfor Kon-Tiki er tegnet skarpt op. Selv om Heyerdal naturligvis er den vigtigste person, får man i løbet af to timer også et godt indtryk af de andre besætningsmedlemmer, især Herman, der konstant er bekymret – med rette - over hvorvidt flåden er ved at falde helt fra hinanden, fungerer som en fin kontrast til Heyerdahls stålsatte tro på sine antagelser.

Vigtigst af alt er dog, at man ikke kan forlade biografen uden at have fået en næsegrus beundring for den mand, der så kompromisløst og nærmest fanatisk gik efter at bevise sin teori, faktisk i en sådan grad, at det i sidste ende fik personlige omkostninger.

Heyerdal var og er en norsk nationalhelt, og det er oplagt at lave en spillefilm om ham. Det til trods for at der måske er enkelte der vil mene, at var hans sejlads ikke endt som den gjorde, ville der næppe være nogen der lavede en film om den. Filmen tegner altså ikke kun et portræt og viser en sørejse, den forsøger også at være en hyldest til eventyret, til den originalitet, genialitet og viljestyrke, der ligger uhyggelig tæt på galskaben, men som driver visse mennesker frem, uanset nationalitet. At turde gøre noget, som alle anser for vanvittigt og så lykkes med det, er virkeligt beundringsværdigt.

Kon-Tiki er en film for alle landkrabber, der gerne vil opleve et storslået eventyr, som synes at fortælle en hel del mere om den menneskelige vilje end eksempelvis den noget mere udvandede Life of Pi. Det er sikkert fordi Kon-Tiki ikke er en allegori, eller en fabel, men en film baseret på et levet liv.

Til gengæld synes det at trække lidt ned i bedømmelsen at filmskaberne ikke bevidst hugger en splint af Heyerdahl-portrættet, ved at informere biografgængeren om, at den teori som han søgte at finde beviser for, sidenhen – takket være DNA analyser – er blevet afvist. Polynesiens befolkning kom ikke fra Peru, men som først antaget fra Asien. Det er altså lidt en skam for de biografgængere, der af forskellige årsager ikke efterfølgende tjekker fakta om ekspeditionen, vil tro, at Heyerdahl ikke kun gennemførte en umenneskelig hård tur mod bedre vidende og ikke mindst elementerne, men at han rent faktisk også fik ret i sine antagelser.

Bevares, det forekom jo sådan i en lang årrække, men der er da ikke noget galt med at få også de seneste fakta indført i en film, der netop påberåber sig faktuelle koder både narrativt og rent visuelt. Der kunne netop være en fin pointe i at det er selve rejsen der er den vigtige og ikke den teoretiske antagelse der lå til grund for samme.


Forrige anmeldelse
« Death Race – Inferno «
Næste anmeldelse
» Shadow »


Filmanmeldelser