Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Kartellet (100 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 30/9 2014, 18:32 af Kim Toft Hansen

Byggesjusk på film


Byggesjusk på film

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lars Helbo har været succesfuld entreprenør i Dubai. Nu vender han tilbage til den danske provins for at overtage sin fars firma. Faderen er af den gamle, socialistiske skole, hvor firmaet er af tilpas størrelse til, at det lige løber rundt. På den måde har han kunnet tage hånd om sine folk, der alle har været tilfredse. Lars vil ændre på det. Han vil se en bundlinje, hvor den mønten klinger en overskudsmelodi. Han begynder derfor at byde ind på større kommunale licitationer – og vinder stensikkert. Til hans store overraskelse begynder andre byggefirmaer at chikanere ham. Han opdager hurtigt, at det ikke er så let at lege med de store, der har rottet sig sammen mod den lille.

Det er lidt som at se en film om mobning i en skolegård. Alle de store drenge hænger ud sammen. Da en ny, lille dreng med ben i næsen kommer ind i klassen, skal han trynes, så han kan indordne sig under det eksisterende hierarki. Da han ikke uden videre retter ind, må de store drenge tage mere hårdhændede metoder i brug. Midlerne er ikke længere bare buksevand og en snebold i nakken. Heldigvis er Lars mere selvsikker end de fleste. Han prøver først at finde nogle andre drenge at lege med. Da det så også viser sig at være svært, og hans bedste ven i klassen ser ud til at være mere lodden i kanten end først antaget, begynder Lars endelig at tvivle på sig selv.

Sagt på en anden måde: Charlotte Sachs Bostrups film Kartellet kunne ligeså vel have været en film om skolemobning. Nu er optikken og den relativt simple handlingsgang flyttet ud på byggepladsen, hvor Lars skal kæmpe med et velkendt socioøkonomisk problem i den danske byggebranche: karteldannelse. I finanskrisetider er det svært at få alle kroner hjem i god behold. Men hvis firmaerne sammen kan være enige om at overbyde på byggeprojekterne, er det nemmere at holde finanserne i hus. Problemet, som også understreges i filmen, er, at det for bagmandspolitiet er enormt svært at optrevle problemet, fordi beviserne ikke er nemme at opdrive.

Denne antagelse ligger på lur allerede fra starten. Det er tydeligt, at Sachs Bostrup, der – sammen med Henrik Kristensen – også har begået manuskriptet, er indigneret og gnaven. Filmens komposition er derfor indlagt i nogle rammer, der fra starten skal få os til at være sure på de store drenge og føle med Lars, der (selvfølgelig!) også får familiære problemer, fordi han – i mødet med de store markedsdrenge – arbejder alt for meget. Det er lidt irriterende, at filmen har brug for en midtlivskrise for at få os til at gå med på legen. Det er et billigt trick, som et velskruet manuskript egentlig ikke burde have brug for. I stedet for at handle om byggekarteller, vil filmen fortælle om en mand, der er splittet mellem arbejde og familie. Ved siden af bliver kartelopgøret til et minieventyr med en ond og rig fyrste på tronen, der kontrollerer sine allierede.

Samlet betyder det, at Kartellet bliver en temmelig forudsigelig film, der er ensrettet i sin handling og fortalt gennem ret flade karakterer. De ’onde’ er fra starten griske og mørke, mens den ’gode’ helt kun skal kæmpe med at få sin ’dronning’ til at tro på, at han har noget at kæmpe for. På sin vis er Kartellet en film med et relevant fokus. Det er et offentligt og journalistisk erkendt problem, at danske virksomheder opererer i karteller. Derfor er der også noget tematisk at komme efter. Det er bare en skam, at filmen ikke tør fortælle om det i en ramme, der minder mindre om et opgør mellem store og små drenge i en skolegård.

Kartellet kan nu erhverves som købefilm i danske butikker, der forhåbentlig holder sig fri af strafbare karteldannelser.


Forrige anmeldelse
« Nurse (3D) «
Næste anmeldelse
» Ekstra Bladet – Uden for citat »


Filmanmeldelser