Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage (85 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 18/10 2014, 09:31 af Kim Toft Hansen

Onkel Sofus fra Amerika er fra Australien


Onkel Sofus fra Amerika er fra Australien

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kai Engholms tegneserie Far til fire (1948-88) har gang på gang vist sig at være et særdeles holdbart dansk populærkulturelt fænomen. Filmene har siden 50’erne – stort set kun afbrudt af Ib Mossins mindre succesfulde Far til fire i højt humør (1971) – fået danske familier i biografen i hobetal. Det gælder stadig. Far til fire beskrives gerne i generationer med henvisning til de medvirkende skuespillere. Som det er velkendt fra tegneserierne, så udvikler personerne sig ikke. Især de mindste medvirkende har det jo med at blive store for hurtigt, og derfor udskiftes galleriet fra tid til anden. Seneste film Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage er første film i den såkaldte fjerde generation. Den er netop udkommet som købefilm.

Filmen tager udgangspunkt i onkel Sofus, som også indgik i Far til fire og onkel Sofus (1957). Pudsigt nok var Sofus dengang en onkel i Amerika – nu er han fra Australien. Forskellen i karakteren er ikke motiveret, men Sofus er stadig den lidt iltre og selvstændige onkel, der går sine egne veje. Lille Per og hans tre større søskende har lært, at man opfører sig pænt, men det gør Sofus ikke. Det skal han lære. Midlet er denne gang, at de skal til Roskilde Dyreskue, hvor Sofus skal deltage i en malkekonkurrence, som han agter at vinde. ’Fjenden’ er Hans Peter, som er også ude efter den flotte traktor, der er førstepræmie. Undervejs skal onkel Sofus lære at opføre sig pænt og forstå dansk ’hygge’. Intet mindre. På mange måder helt i tråd med de nationalromantiske forestillinger i de andre film.

På flere måder har denne filmtradition fået et par hårde drag over nakken de seneste år. For det første sætter nyere filmforskning Far til fire-filmenes fostrende makkerpar producent Henning Karmark og instruktør Alice O’Fredericks i forbindelse med Nazityskland og de nationalromantiske filmforestillinger i forbindelse med tysk ”Blut & Boden”-tendenser. For det andet opstod der en vis furore omkring især den såkaldt tredje generation i serien, da den nyligt afdøde Jess Ingerslev udtalte, at han slet ikke kunne lide filmene, efter han var blevet erstattet af Kurt Ravn som den kiksede onkel Anders. De seneste års debat og behandling af bl.a. Far til fire har med andre ord været lidet flatterende, og derfor er det også modigt, at ASA igen tager serien op.

Med næsten 300.000 besøgende i danske biografer var det måske alligevel ikke så dum en idé. Der er åbenbart noget appellerende ved de meget skematiske fortællinger, flade karakterer og forudsigelige plots. Stilen er mere eller mindre i tråd med klassiske danske folkekomedier og familiefilm. Musikken sætter en lystig stemning, og handlingen lærer os noget om, hvordan man bør opføre sig moralsk. Et svagt parodisk spor indfinder sig også. Dyreskuebesøgende må have følt sig lettere udstillet i filmen. For mig er det faktisk meget overraskende, at en fortælling som denne kan få så stort et publikum for tiden. Det må være traditionen, der hiver folk ind, for filmen her er i princippet en simpel og helt igennem forudsigelig affære. De tidlige films mere udprægede musicalkarakter er dog (næsten) væk.

Spillestilen er – mere end i alle de andre film – lettere karikeret og hyperbolsk. Filmen er tilmed, fordi den er tænkt så populært, som den er, helt indsmurt i produktplacering. Det var de første film jo faktisk også. Vi lærte at spise Ota solgryn fra de ældre film i 50’erne. I dag skal vi lære om traktorer fra Massey Ferguson, øl fra Skovlyst, sponsorater fra Arbejdernes Landsbank og motorsave fra Stihl. Det er på mange måder overraskende, at en film, der både kan tiltrække så mange biografgængere og tiltrække finanser fra private virksomheder, har brug for statsligt tilskud. I en tid, hvor film, der ikke kan trække folk i biografen, diskuteres ud fra, om de burde få tilskud, så kunne vi diskutere det modsatte: bør en film, der ikke vil noget nyt, og som kan hente penge mange andre steder, have sekscifret kronetilskud.

Far til fire – Onkel Sofus vender tilbage er en film, der er som trukket ud af en skematisk oversigt over drejebogskonstruktion. Den er krydret med en bevendt dosering af gode og onde inden for den folkekomiske slags. Jeg er tilbøjelig til at give Jess Ingerslev ret: manuskriptet er her ret svagt og skuespillet (denne gang især fra Sigurd Philip Dalgas, som spiller Lille Per) er stakatisk og muligvis udtryk for en svagere instruktion. Der er også besynderligt, at onkel Anders’ og onkel Sofus’ skæg skal være så falsk, at det slet ikke er forsøgt gjort troværdigt. Men omvendt må vi bøje os for, at så mange har besøgt danske biografer, men vi må også huske på, at hver gang en lille dreng eller en lille pige motiveres til at se filmen, skal mor eller far jo gerne også med i biografen. Det er smart at indspille film, der får far, mor eller farmor til at byde et barn i biografen, og derved sælge dobbelt så mange billetter.

Filmen fik en chance hos undertegnede, der ville se, hvad pokker der kan motivere til så store publikumssuccesser – og jeg har altså lidt svært ved at se det.


Forrige anmeldelse
« Badehotellet «
Næste anmeldelse
» The Salvation »


Filmanmeldelser