Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Flugten fra KZ (105 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 7/12 2012, 07:31 af Kim Toft Hansen

At komme et menneske i hu


At komme et menneske i hu

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Film kan på mange måder arbejde med erindring. Den vigtigste måde er naturligvis historiske dramaer, mens et alternativ er fortællingen om at miste, huske og genfinde. En kombination af disse kendetegner den tyske instruktør Anna Justices gennembrudsværk Flugten fra KZ, som netop er udkommet på dansk købefilm. Den danske titel er lidt uheldig, men sikkert udmærket, hvis målet er opmærksomhed på et marked, hvor film om Anden Verdenskrig er et ret sikkert kort. Filmens tyske titel er Die verlorene Zeit, der betyder ’den fortabte tid’, mens den engelske er Remembrance. Begge titler signalerer dette spil op ad erindringen, mens den danske titel blot understreger handling om to personer, der under krigen flygter fra en kz-lejr.

Flugten fra KZ er et mestendels velspillet og veleksekveret drama om Tomasz og Hannah, der møder hinanden i en polsk fangelejr under krigen. De forelsker sig i hinanden og flygter tilbage til Tomasz familie, hvor Hannah ikke just tages pænt imod. Hun er en tysk jøde, og antisemitismen var ikke noget nazisterne opfandt. Samtidig følger vi Hannah fyrre år senere, der ved et tilfælde ser en, der ligner Tomasz blive interviewet på tv. Nu bor hun i USA, mens hun hele livet – gift med børn – har troet, at Tomasz døde i modstandskampen under krigen. Hun sætter Røde Kors’ eftersøgningsprogram i gang igen, men oplevelsen, fundet, har sat nogle tanker i gang. Og hun kan ikke snakke med sin familie om det. Hun har kun erindringen.

Der er mange af denne slags fortællinger om krigen, og denne er angiveligt inspireret af virkelige hændelser. Mange personlige spor, der krydser andres veje, og erindringer om tab, der skal bearbejdes. At overleve holocaust gav faktisk mange psykiske mén, og det var ikke kun pga. mishandlingen. Mange følte simpelthen skyldfølelse over at være blandt de overlevende. Hele denne hengemte bankbog af minder blusser op igen hos Hannah, der nu måske har mulighed for at genfinde sin store kærlighed – og manden, der redede hendes liv under krigen. Filmen veksler effektivt mellem flugten fra koncentrationslejren og Hannahs venten på nyt fra eftersøgningsprogrammet. Hun ved reelt ikke, om det var Tomasz, men muligheden gør, at hun splittes mellem fortid og nutid.

Struktureringen af fortællingen minder en hel del om Gilles Paquet-Brenners De kaldte hendes Sarah, der også spiller på forholdet mellem krigstiden og eftertiden – et spil, der giver mulighed for at vise, at en krigs afslutning ikke altid afrunder oplevelsen. Fortidshistorien er dog principielt den mest gribende af de to, hvilket egentlig ikke udspringer af, at sporet fra 70’erne ikke er interessant. Det kommer sig af, at Alice Dwyer, der spiller den unge Hannah, spiller væsentligt bedre end Dagmar Menzel i rollen som den ældre Hannah. Samtidig er stilforskellen på de to tidspunkter med så stor forskel, at det bliver en lidt for let farvekode: Mørke og grå farver under krigen og gullig overbelysning er naturligvis en stilmæssig accentuering af sindsstemning. Men modsætningen bliver lidt for tydelig og gennemskuelig.

Flugten fra KZ er gribende, fordi Anden Verdenskrig og nazisternes forfølgelse af dissidenter hele tiden er aktuel. Denne del af historien spiller en væsentlig samvittighedstung rolle, som samfund til alle tider kan lære noget af. Også vores eget i nutiden. Selvom den direkte erindring om krigen er ved at dø ud, hænger krigen fast i den kollektive erindring som en kamp mellem godt og ondt. Flugten fra KZ rammer plet med flugtfortællingen fra krigen, hvilket måske er årsagen til, at den danske udgiver har fokuseret på dette i titlen. Det forskudte spor fra 70’erne er lidt sværere at engagere sig i, fordi det er svagere spillet, og fordi denne del af fortællingen forbliver et lidt indesluttet kammerspil. Filmen vil under alle omstændigheder appellere til alle, der – som jeg – ikke kan slippe den dragende effekt, som den sidste store krig stadig har.


Forrige anmeldelse
« Mad Men (sæson 5) «
Næste anmeldelse
» En kongelig affære »


Filmanmeldelser