Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Kollektivet (111 min.) Biograffilm / Nordisk Film
Anmeldt 16/1 2016, 16:41 af Torben Rølmer Bille

Trekantsdrama uden for bollerummet


Trekantsdrama uden for bollerummet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der kan indimellem spores en vis tendens til at spænde nostalgihjelmen lidt for stramt, når man laver hverdagsdramaer om tresserne og halvfjerdserne – for som bekendt var tiden før oliekrisen satte ind en brydningstid, der bød på håb for fremtiden, alternative måder al leve sit liv på og ikke mindst en tro på at verden kunne forandres til det bedre.

Det er dog ikke rendyrket nostalgi, der præger Thomas Vinterbergs nye film Kollektivet, selv om enkelte seere – undertegnede inkluderet – ikke kan lade være med at smile over gensynet med klassiske FDB & Irma-plastposer, Carlsberg etiketter som man husker dem fra barndommen, bundesligagarn og en dresscode, der ofte vover at sætte brunt fløjl op mod tisgult velour. Samtidig cementerer disse elementer også at man er ved at blive gammel – lige som når man genoplever sit barndomsværelse udstillet i Den Gamle By i Århus.

Til gengæld har Vinterberg helt bevidst valgt ikke at lade klicheerne styre løjerne. For til trods for at filmen byder på masser af fællesmøder i køkkenet, hvor alle bagateller skal til fællesafstemning, på figurer som konstant har en tændt, filterløs smøg i hånden eller på en enkelt scene hvor alle husets beboere bader nøgne for at fejre købet af det fælles hjem, så er filmen heldigvis befriet for plakater med Mao, Che og hampblade, bollerum, syretrips i baghaven eller endeløse dialogstykker om Zen eller den politiske situation i Sydøstasien. Det er nemlig ikke et hippiekollektiv der skildres, men derimod en broget skare af borgere der på tværs af status har det til fælles, at de har lyst til at bo på denne måde.

Selv om Kollektivet, som navnet antyder, byder på en ganske stor gruppe medvirkende, fokuserer filmen primært på tre figurer. Først og fremmest er der arkitekten Erik, der arver en stor, gammel strandvejsvilla fra en far han for længst har mistet al kontakt med. Han vil egentlig helst sælge huset, men hans hustru Anna, der arbejder som nyhedsoplæser på TV-Avisen, foreslår at de slår sig sammen med en række andre mennesker og laver et kollektiv, så de på den måde har råd til huslejen. Erik er lidt af en konservativ knudemand, der egentlig ikke bryder sig om kollektivideen, men han lader sig dog efter et stykke tid overtale af hustruen.
Sammen har parret den unge datter Freja, hvis perspektiv mange af begivenhederne i huset er set fra – men det er ikke hende, der udgør den tredjevigtigste figur i fortællingen. Det er derimod den unge arkitektstuderende Emma, som Erik forelsker sig hovedkulds i.

Kollektivet benytter den nyere danmarkshistorie som baggrund for sit trekantsdrama, for det er ret beset det filmen er, til trods for alle dens fortællermæssige afstikkere. Eksempelvis følger seeren undervejs også Frejas vej ind i voksenlivet og et par i kollektivet, der har en lille dreng med en medfødt hjertefejl. Hans mantra er, at han ikke bliver mere end ni år gammel. Den fortælling der dog kommer til at fylde mest er Annas. Hun spilles overbevisende nuanceret af Trine Dyrholm. Anna elsker sin mand så meget, at hun ligefrem, i al fald indledningsvis, er villig til at acceptere at han har fundet endnu en kvinde i sit liv.

I en af nøglescenerne i filmen vælger Erik en sen nattetime, at fortælle hustruen om ”den anden kvinde”. Anna tager det umådeligt roligt, spørger om han stadig elsker hende og fortæller ham, at han naturligvis må gøre det som er bedst for ham selv og få det bedste ud af livet.

Anna kan dog ikke holde til denne ordning i længden, og da slet ikke da Emma bogstaveligt talt også bliver en af husets beboere. Langsomt men sikkert skabes der først hårfine brud, senerehen egentlige sprækker i det der startede som en lang fest, en fejring af at dele sit liv med andre. Anna begynder at drikke langt mere end selv var acceptabelt på DR-TV på den tid, da hendes mand slet ikke længere bruger tid på hende.

Filmens startede oprindeligt som et teaterstykke Vinterberg havde skrevet sammen med den nyligt afdøde Mogens Rukov. Manus til filmen er skrevet sammen den nu Oscar-nominerede Tobias Lindholm og det er i denne anmelders optik kommet en både vellykket og ganske rørende film ud af.

Vinterberg voksede som barn selv op i et kollektiv, så man må antage at visse dele af filmen har et snert af biografi over sig. Han er dog ikke ensidig kritisk overfor kollektivtanken, men viser den på både godt og ondt, for det er trekantsdramaet og alle de andre følelser som de forskellige beboere har, som bliver det bærende.

Der er mange scener i Kollektivet der virker, netop fordi der ikke bruges unødig tid på overflødig dialog, men i stedet formidles stemninger og følelser gennem en masse nærbilleder af berøringer, krydsklipninger af blikke der mødes foruden en lang række reaktionsskud, der sikkert og bestemt indvier seeren i hvordan figurerne har det indeni.

Moralen i filmen forekommer dog en anelse for entydig, for sympatien ligger helt klart hos Anna, der til trods for de gode fortsæt og sin kærlighed til Erik tager nogle beslutninger, der synes at fungere rigtigt fint for husbonden, men det er samtidig beslutninger som truer med at ødelægge Anna selv. Det til trods er Vinterbergs nye film bestemt værd at bruge tid på. Det er realistisk hverdagsdrama, men gennemført udført, så det aldrig bliver for patetisk eller uinteressant. Håndværksmæssigt fejler filmen intet og skuespilpræstationerne er alle helt i top.

Har man derfor lyst til at indtage et stort stykke med nostalgi, samtidig med at få serveret et velfungerende drama ved siden af så er Kollektivet værd at overveje. Det er hverken lige så dramatisk som Festen eller Jagten men det er bestemt heller ikke kedeligt.


Forrige anmeldelse
« Klovn Forever «
Næste anmeldelse
» Ronaldo »


Filmanmeldelser