Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Whore (82 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 11/9 2012, 08:41 af Torben Rølmer Bille

Provokation med udløbsdato


Provokation med udløbsdato

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den engelske instruktør, der desværre døde i 2011, Ken Russell, har gennem sin karriere været kendt som en mesterlig provo. Søger man i – især britiske - filmtidsskrifternes analer vil man kunne finde ganske voldsomme reaktioner på film som Altered States, Lisztomania, Salome’s Last Dance eller China Blue, men det var også Ken Russell, der næsten 10 år før Alan Parkers version af The Wall, skabte filmmusicalen Tommy, der er mindst lige så visionær som den førnævnte film.

Der er også både blottede bryster og et konstant fokus på sex i Russells film Whore fra 1991, der netop er blevet genudsendt fra Another World Entertainment, men selv om filmen var utroligt provokerende for snart tyve år siden, så virker den altså både ganske tam og helt lødig, når man ser den med moderne, pornoficerede briller. Lidt mærkværdigt, når nu den førnævnte China Blue, som er fra 1984 faktisk stadig holder.

Den altoverskyggende hovedrolle som luderen Liz i Whore spilles af Theresa Russell, der i øvrigt ikke har andet end efternavnet til fælles med instruktøren. Hun kigger ofte ind i kameraet og taler direkte til seeren, som om filmen er en form for bekendelses dokumentar, til trods for at Theresa Russell har svært ved at ryste sin helt åbenlyse Hollywood glamour af sig, uanset hvor slutty hendes klædedragt er og uanset hvor tyk et lag blåt øjenskygge hun har fået smurt i ansigtet.

Denne direkte henvendelsesform bryder naturligvis illusionen om at filmen skal forestille at være en form for realistisk gengivelse af hvor hårdt dette job er, for idet Liz taler direkte til os så bliver vi jo i sagens natur mindet om at det er en film – om at vi ikke kan svare hende, eller stille hende spørgsmål. Samtidig er der ganske mange scener hvor det virker som om Theresa Russell har måttet eftersynkronisere sine replikker, hvilket giver hendes stemme en underlig distance.

Denne kunstighed som set med filmanalytiske briller kan være med til at man som seer har ganske svært ved at fordybe sig i filmen, når nu den er så selvbevidst, men den skyldes garanteret at Whore, er baseret på et skuespil af David Hines med titlen Bondage. Det kan være med til at forklare Liz’ konstante direkte tale til seeren, men selv om dette måske var nyskabende i 1991 og på mange måder kan ses som et tidlig forsøg på en mockumentary, så er Whore en ganske mærkværdig film om luderens mange genvordigheder.

I filmen følger vi Liz på flugt far sin alfons, der mener hun skylder ham penge og idet hun flygter ind på en bar, fortæller Liz om hvordan hun gik fra at være en uskyldig tøs fra landet til at sælge sig selv til sex. Vi hører om bitre erfaringer hun har gjort – blandt andet dengang hun sted ind i en varebil og blev tævet og gruppevoldtaget af en samling ynglinge, men der er også plads til mere skæve og charmerende fortællinger om elskværdige kunder, der måske har bizarre ønsker, men som behandler hende med både respekt og værdighed.

Whore er en film, der er blevet grundigt gennemtygget af tidens tand. For selv om den er ganske underholdende, så kommer Liz’ afsløringer næppe som en overraskelse for de fleste. Det er nemt at se filmen (som andre også har gjort det tidligere), som en slags modreaktion til luderromancen Pretty Woman der blev et verdensomspændende fænomen i 1990, for i Ken Russells film males der på ingen måde et rosenrødt billede af ludertilværelsen.

Samtidig er Liz’ figur, set med nutidige øjne, underligt puritansk skildret. Hun lister ved flere lejligheder ting op, som hun bestemt ikke vil gøre med kunder og det er i den grad medvirkende til at Whore har mistet sit bid. For giver man en testosteronplaget yngling ti minutter alene med en PC, vil han utvivlsomt kunne finde en række videoklip og film, der viser seksuelle feticher og øvelser, som er mange gange vildere end det som Liz blot taler om i filmen.

Whore er endvidere ikke blandt Ken Russells bedste film (Se Altered States, China Blue, Tommy, Gothic eller den fantastiske The Devils i stedet), den er visuelt jævn på randen til det (bevidst?) kedelige og selv om Teresa Russell spiller sin rolle som den ganske naïve og meget blonde Liz ganske godt, bliver både det teatralske element og filmens stil til at stå i vejen for den samlede oplevelse.


Forrige anmeldelse
« The 4th Floor «
Næste anmeldelse
» The Hunger Games »


Filmanmeldelser