Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Mortuary (94 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 3/12 2007, 18:34 af Kim Toft Hansen

Mainstream slipstream


Mainstream slipstream

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi kender bedst Tobe Hooper fra debutspillefilmen Texas Chain Saw Massacre (1974) og kæmpesuccesen Poltergeist (1982), mens han gennem firserne og halvfemserne stort set ikke viste sig med nogen nævneværdig. Han har senest været med i Mick Garris Master of Horror-projekt med den helt igennem fornuftige Dance of the Dead. Nu er han klar med en ny spillefilm betitlet Mortuary – og titlen fortæller det hele om filmen.

Tobe Hooper har været omkring Stephen Kings fortællinger i sin filmatisering af romanen Salem’s Lot (1979), som efter min mening er en af vampyrgysets mere oversete film. Med denne berøring i tankerne – og karaktertegning og fortællerytme i Poltergeist – kan et vist kingsk affiliation ikke overraske nogen i Mortuary. Den lille flække, hvor ondskaben ligger i hi, de outrerede karaktertyper, de nye tilflyttere og mange andre træk er alle meget kingske kendetegn, hvilket måske ikke synes alvorligt nævneværdigt. Hvad den tidlige Stephen King (og den tidlige Hooper) gjorde, var at udnytte disse mere eller mindre arketypiske genretræk i en vis sammensmeltning og derfor temmelig funktionel formel. Dette forsøger Hooper at gentage i Mortuary, hvor det desværre kikser – og dermed søsætter en film, der benytter alle trækkene til en lidt vældig overflod. Derfor falder filmen durk ind i en stærk mainstreamformel, der for så vidt er udmærket og underholdende, men den når ikke videre.

Vi har at gøre med, hvad jeg tidligere har kaldt for repetérkronotopi, hvilket betyder, at vi får alle de velkendte steder bragt ind i filmens tidslige forløb: Vi har det nedlagte, hjemsøgte landsted, vi har ned lille, stille by, vi har kirkegården lige uden for landstedet. Hertil føres så nogle karakterer, som – spillet ganske eller mere eller mindre fornuftig – falder direkte ind i de kendte typer, som vi venter: kældermonstret, den unge rebel, den unge helt og dennes kæreste, som selvfølgelig skal findes midt i al den fantastiske morads. Tag ikke fejl! Den slags kan godt underholde, og har man – som jeg gerne indrømmer jeg har – en sær fetich for den slags fantasme, så er Mortuary lige sagen. Den har samlet alle de ting, der kan skabe en fornuftig gyser. Men den kommer ikke en millimeter ud over skærmkanten, men holder sig i stedet på det sted, hvor den stort set ikke længere giver gys. Til dette skal føjes det noget nært mest irriterende musik til en horrorfilm, jeg længe har hørt. Det lægger ganske fint ud med alternative kompositioner, men undervejs – når sindet skal stresses – rammes filmens rytme af besnærende teknolignende toner. Dette stresser godt nok, men det er den helt forkerte effekt, der giver.

Det resulterer derfor i en – for den lidet kræsne – en seværdig film, men for den krævende og velbevandrede horrorbuff er der stort set intet nyt at komme efter.


Forrige anmeldelse
« Dommeren «
Næste anmeldelse
» Thumbsucker »


Filmanmeldelser