Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Eaten Alive (91 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 24/1 2015, 22:36 af Torben Rølmer Bille

Krokodillen og leen


Krokodillen og leen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Gyserfans kan måske godt blive forvirrede, men denne film med titlen Eaten Alive er ikke Umberto Lenzis jævne men groteskt blodige kannibalslasker fra 1980, men derimod Tobe Hoopers første film, efter publikumssuccessen Motorsavsmassakren. Selv om Hooper også på denne film havde Kim Henkel med som medforfatter, Robert A. Burns til at lave set design og Marilyn Burns på filmens rolleliste, fik den alligevel hverken samme omtale eller succes som Saven, hvilket man godt forstår, når man ser den.

Det er i sagens natur også enormt svært at skabe en ny film, der kan konkurrere med en af filmhistoriens absolutte klassikere, selv om Eaten Alive byder på både flere mord og langt mere udpenslede dødsscener. I stedet kommer den til at fremstå nærmest ufrivilligt komisk, både hvad angår sin præmis og ikke mindst dens handlingsforløb.

Når ret skal være ret, er det også en film der måske er bedre end dens omdømme. Undertegnede kan huske at have set den i en slidt VHS udgave for over ti år siden og afgjorde på det tidspunkt, at der ikke var nogen god grund til at se den film igen – nogensinde. Det til trods fik den alligevel en chance, især set i lyset af, at The Texas Chainsaw Massacre, netop var kommet i en lækker restaureret udgave og at flere af folkene fra den som nævnt ovenfor også var med til at skabe Eaten Alive.

Filmen foregår som sin forgænger langt ude pålandet i Texas og er meget løseligt baseret på en sand beretning (nærmere bestemt om morderen, Joe Ball, fra byen Elmendorf, der havde en krokodillefarm og vandrehistorierne vil vide at han fodrede sine ofre til disse.

I filmens start møder vi en ung prostitueret, som opgiver sit job. Hun finder et afsidesliggende hotel som hun tjekker ind på, men hurtigt der dræbes hun af den skøre hotelejer og fodres til den enorme krokodille som han holder i baghaven, som en del af den meget faldefærdige zoologisk have som er blevet oprettet for at trække gæster til etablissementet.

Der går dog ikke længe før der kommer flere gæster til hotellet, som hotelejeren ligeledes forsøger at ekspedere, for slet ikke at tale om den forhenværende, nu døde luders søster og far. Hvad årsagen er til at Judd, som hotelejeren hedder, ser sig så sur på sine gæster, at han vælger at slagte dem i koldt blod og før de udånder fodre dem til ’dillen i baghaven, får seeren aldrig noget svar på, men det er heller ikke strengt nødvendigt, for filmen forsøger i stedet at skabe en række gyserscenarier, der skal fungere som den primære fremdrift.

Især er scenerene med den lille pige, som i filmens første del gemmer sig fra den Judd i krybekælderen under hotellet, ganske effektive, for selv om man godt kan undre sig over at Judd tager sin le med under huset som våben, er det ikke svært at føle med den lille pige. Dertil kommer at Marilyn Burns endnu engang gør det fint som bundet offer.

Det som blot er problemet ved filmen er, at den – ud over den ganske effektive afslutning - ikke helt formår at fungere. Det er mærkværdigt, at politiets mistanke ikke tidligere er faldet på Judd, når han helt tydeligt slår folk ihjel, hvis han ikke bryder sig om dem. Det er også uklart over hvorfor han lader Marilyn Burns’ figur leve, fastbunden til en seng, i stedet for også at fodre krokodillen med hende.

Selv om der er dele af filmen der virker, er der dog flere ting der ikke gør. Hotelscenerne er helt klart optaget i et stort studie, der uanset hvor meget tåge og buske Robert Burns har tilført, ikke kan skjule at det forholder sig sådan. Krokodillen er mindst lige så kunstig og kommer heller aldrig til at fremstå lige så truende ondskabsfuld, som sikkert har været tanken.

Dertil kommer at ”musikken” som Hooper selv har stået for er nærmest uudholdelig irriterende at høre på. Tanken har sikkert været at skabe en lydkulisse, der var lige så skræmmende, som det man ser på skærmen, men det ender i stedet med at bliver nærmest hovedpinefremkaldende i sin skingerhed. Filmens billed og lydside har heller ikke fået samme lækre overhaling som AWE’s udgave af Motorsavsmassakren, hvilket gør, at man må leve med ridser på filmen og et visuelt udtryk, der er tydligt præget af både alder og filmens skrabede budget.

Eaten Alive har en vis corny schlock-værdi og vil sikkert appellere til hardcore gyserfans, der både har lyst til at opleve Hoopers efterfølger til sin mest populære film og Robert ”Freddy Kreuger” Englund i en af hans tidligste roller. Sagt på en anden måde, er dette nok mere en film, der er for de seere der har en specialinteresse i genren, end en god, vellavet gyserfilm som vil appellere bredt.


Forrige anmeldelse
« Torment «
Næste anmeldelse
» Life of crime »


Filmanmeldelser