Dansk filmhistorie bærer et tungt realistisk åg, der gør det svært at bryde igennem med genrefilm. Med mindre det er folkekomedier. Det er derfor lidt pudsigt – såvel som omvendt i forhold til særligt den amerikanske filmkultur – at den kunstneriske hovedstrøm afføder en genreeksperimenterende understrøm. Dansk genrefilm lever i bedste velgående, men det er i den danske filmundergrund. Indiefilmen. Det vidner dette års konkurrence Movie Battle også om. Her var temaet ’supernatural tales’. De ni film, der blev udvalgt til hovedkonkurrencen, plus syv runners up, er nu udkommet på dvd’en Supernatural Tales.

Dansk indiefilm vokser langsomt men sikkert for tiden. På bare et årti er den danske undergrundsinteresse i film steget fra at være de få etablerede, der turde stille sig udenfor etablissementet, til at være et medium for alle, som ønsker at tage et livtag med filmproduktion. En ærlig, selvstændig og ikke mindst dybt genrebevidst tendens er det blevet til. En lang række af filmene er begyndt at udkomme på dvd – ligesom Supernatural Tales. Og er konkurrencen Movie Battle symptomatisk for, hvordan dansk indiefilm udvikler sig, så stiger den i graderne. Den er ikke blevet lødig, bliver det formentlig aldrig, men den er kommet i godt selskab.

Movie Battle blev etableret i 2004 af den dansk-chilenske instruktør Shaky Gonzalez, der huskes for den skæve vampyrgyser Nattes engel (1998) og den fine latinogangsterfilm Pistoleros (2007). Gennem årene er det gået fra at være en meget lokal begivenhed i en dagligstue til at være en velbesøgt filmbegivenhed. Anerkendelsen af dette er kommet i år, da konkurrencen blev indlemmet i den 18-dages filmfestival CPH:PIX, der løb af stablen i april måned. Et flot resultat for en gruppe filmentusiaster, der har været indigneret over, at intet skete i dansk film. Nu har de efterhånden bare at vise, at det gør der.

Filmentusiasterne i dansk indiefilm er med andre ord gået fra at være sure kritikere på sidelinjen til at træde ind på banen, hvor de skal bevise deres værd. Flere har gjort det med et væld af kortfilm og enkelte med fine spillefilm. Alle filmene i samlingen Supernatural Tales er kortfilm, og flere af bidragene viser, at dansk indiefilm efterhånden bliver taget dræbende seriøst. Dommerne har haft deres sag for, eftersom der faktisk er mange af de små film, der er regulært gode film. ”Emma”, ”The Man Who Died”, ”Kissing the Bride” samt konkurrencens vinder ”Outpost” er personlige favoritter. Alle fire er effektive, flot effektuerede og gribende gyserfortællinger. De viser også, hvor få midler, der skal til, før det virker.

Det kan dog undre, at en film som ”Rex Inferno” og i nogen grad ”Iblis: Prometheus” er gået igennem til hovedkonkurrencen i lyset af de film, der er valgt fra. ”Den lille engel” er liden af størrelse, men smuk i sin gørelse. ”Mors dag” er en pudsig dansk zombiefilm, der dog halter en anelse i sin etablerende logik. Men i særdeleshed har udvalget blundet, da de fravalgte ”No Good Deed”. Ikke alene er det en teknisk og fortællemæssig fin lille film, der fungerer godt i sin smalle logik og sin stilmæssige udfærdigelse. Den viser også, at Danny Thykær er en overset dansk skuespiller. Han er stensikker i rollen som okkult detektiv. Hvordan ”Rex Inferno”, der mest ligner en undsluppet efterskoleproduktion, kan ryge gennem nåleøjet, mens ”No Good Deed” ikke kan, virker besynderligt. Dog virker de fleste fravalg velbegrundede.

Der er mange navne i denne samling af film, der vækker genklang fra dansk filmundergrund. Jack Hansen, Solkongen, Jonas Kvist Jensen og Kim Sønderholm er blandt flere navne, vi bør lægge mærke til. Det gælder også instruktørnavne som Sohail A. Hassan, Philip Th. Pedersen og Esben Halfdan Blaakilde. Foran kameraet er flere ansigter også velkendte fra indiemiljøet. Flere optræder i mere end en film – og den danske kultskuespiller Eric Holmey er (nærmest) med i de fleste. Der ulmer små gennembrud på skuespillerfronten i dette miljø. Alle oversteget af talentfulde Danny Thykær. Men der er altså også diverse blundere. Flere af filmene forsøger sig på knagende engelsk, fx Sønderholms ”Succubus”, hvor han gør samme sproglige fejl som i sin spillefilm Craig.

Samlingen af film er udgivet på en dobbelt-dvd og er forsynet med korte biografier, der fortæller, hvem de forskellige instruktører er. AWE skal ikke mindst krediteres for at turde sende disse på gaden. Der er stor variation i kvaliteten de enkelte film imellem. Flere er hjertekære bud på film fra amatører, der ikke kan lade være, mens heldigvis endnu flere er eksempler på, at dansk indiefilmisk genrefilm er ved at komme på fode. Gyserfilmen er næsten ikke eksisterende på dansk grund, men med disse film lover det godt. Jeg kan kun håbe på, at en eller flere af disse navne – flere opererer som små kollektiver, der har lavet flere film sammen – bryder igennem. Alt i alt er det forfriskende, at der i dansk film gryr en genrebevidsthed, der er gået tabt i realisme, kunstfilm og folkekomik.

Læs om Movie Battle 2010 og udgivelsen Wasteland Tales her. Og læs om dansk indiefilm i temaessayet Dansk Indiefilm.