Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Direktøren for det hele (99 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 5/12 2007, 14:52 af Kim Toft Hansen

Komediepoetikken genfundet


Komediepoetikken genfundet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lars von Triers seneste film Direktøren for det hele er lige dele fortræffelig underholdning og refleksion over underholdningsaspektet i komedien – og dette sågar selvom Trier selv starter med at dementere, at der er nogen som helst form for refleksion til stede. Dette kendetegner nu blot filmen, der er ligeså besværlig at få hold på, som Lars von Trier er at blive klog på. Derfor er det en af årets bedste danske komedier, om end ikke en af de bedste danske komedier længe.

Aristoteles har lært os en masse om tragediens grundtrin, mens der i den såkaldte Poetik eller Om digtekunsten, som den også er blevet kaldt, nærmest impliciteres, at der må findes en poetik over komedien ligeså. Denne er dog formentlig gået tabt gennem tiderne sammen med mange andre Aristoteles-tekster. Dette afsavn kan man læse meget mere om hos Umberto Eco i Rosen navn. Men når nu vi ikke har Aristoteles komediepoetik, så må tage von Triers Direktøren for det hele som en ganske morsom erstatning, da denne film nærmest er komedieteori inkarneret. Filmen kan på det nærmeste bruges som undervisningsmateriale, hvilket ved første kast med øjet kan lyde frygteligt kedsommeligt og gråt, men filmen er alt andet end dette. Filmen formår at fortælle en behersket men grænsenedbrydende komedie, der gør, hvad den skal: Den får os til at grine. Den bryder med konventionerne, samtidig med at den leverer de fasttømrede elementer, der skal til – og dette i en bevidst grad, så det er umuligt at give sig i kast med filmen uden at føle den lille del folkelige sjæl, som von Trier trods alt ejer. Filmen illustrerer og komplimenterer komediens grundtrin, mens det lader hånt om formen i samme håndevending.

Og ikke nok med at filmen agerer ligevægt mellem fremtrædende komedieoptrin og teoretiske refleksioner af samme, så forsøger den samtidig at komme ind under huden på filmen som væsen. Von Trier har ikke evne til at lave film i frie rammer, og af samme grund skal der lægges regler for teknikken og for de medvirkende foran teknikken. Filmen er qua sin teknik samtidig et fritstillende essay over de tekniske funderinger af at fortælle en simpel historie om en falsk direktør for det hele. Til grund for filmen ligger nemlig konceptet automavision, der betyder, at von Trier først framer scenen, hvorefter han – ved hjælp af et computerprogram – tilfældigt vælger, hvordan filmen/scenen skal skydes. Det betyder, at der i filmen forekommer flere besynderlig indstillinger, hvor den talende er uden for billedet eller mangler halvdelen af ansigtet eller lignende. Af samme grund – og dette er helt bevidst – passer klokken sjældent, når der klippes, eller når Peter Gantzler spiser bamseis med farvet tyggegummi, får det tyggegummi ikke mindre end fire forskellige farver. Dette sker i øvrigt samtidig med, at de – i filmen – ser Tarkovskijs film Spejlet. Jo, von Trier spejler sig selv, som han også gør det i allerførste indstilling i Direktøren for det hele. Derfor skal man, for at grine af filmen, hele tiden acceptere, at filmen peger på sig selv, spejler sig selv, og demonterer sig selv som fortælling, ellers fejler man i forståelsen af filmen. Det er absurd, det meta, det er – sjovt.


Forrige anmeldelse
« The Brave One «
Næste anmeldelse
» AFR »


Filmanmeldelser