Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Nymphomaniac (231 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 21/5 2014, 15:00 af Kim Toft Hansen

Glem alt om sex


Glem alt om sex

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lars von Trier søgte ind i et velkendt kontroversielt område, da han tog fat på projektet Nymphomaniac: ekspliciteret sex. Filmen, der skulle afslutte hans depressionstrilogi, der nu består af Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac. Alle tre film er med undergang i sigte og ikke mindst med udforskning af kvinden i centrum. Der er altid kvinder i midten hos Trier, og derfor kunne de fleste godt forledes til at tro, at en mand med hang til rabiate udsagn kunne præsentere en mands syn på og interesse i en kvindes temmelig frivole seksualitet. Men jeg tror faktisk (jeg er dog selv også en mand), at han er lykkedes fint med at lave en film, der ikke handler om sex. Med en fin feminin undertone, der gør filmen generelt spiselig.

Se, det er vel lidt af en påstand, når nu det sælgende pitch for filmen længe i pressen har været eksplicitte sexscener. Men filmen handler i stedet om en kvindes søgen efter en mulighed for at leve som det, hun føler, hun er. Det er en af Triers stærkeste identitetsfilm, og en film, der på mange måder driver ham tættere end tidligere på en slags essentialisme. Du er det, du er. Ja, hun har sex med tusindvis af mænd, og ja, vi får også lov til at kigge med, men filmen vil noget andet og noget mere. Den vil fortælle om en kvindes undergang eller søgen efter undergang – eller rettere: driften mod undergang, dødsruten, dødsdriften.

Filmen handler om nymfomanen Joe, der ret tidligt i sit liv opdager, at hun har muligheder og drifter, der skiller sig ud. Men filmen tager udgangspunkt i slutpunktet. En kvinde ligger forslået et mistrøstigt sted, hvor en fremmed mand hjælper hende. Hun vil ikke have lægehjælp, så han tager hende med hjem. Han insisterer på, at hun fortæller ham, hvad der er sket. Og det bliver til en tour de force igennem hendes liv indtil i otte dele. Fortællingen er på den måde fortrukket, så det hele fremstår som en efterrefleksion og samtidig som de indre billeder, Joes fortælling danner hos Seligman, der tager sig af hende.

Der er med andre ord al mulig grund til at betvivle selve fortællingen om Joe. For det første er det hendes egen udlægning af historien, vi får, og for det andet er det Seligmans forståelse af den, vi ser. Han drister sig da også undervejs til at så tvivl ved enkelte af fortællingens detaljer og struktur. Men Joe insisterer drævent og tvært på sin fremstilling. Hun er således en vaskeægte utroværdig fortæller, og filmen drukner derfor også i metafiktion på en måde, der trækker tæppet væk under fortællingen. Trier bruger endda også billeder fra andre værker i filmen, fx fra tv-serien Riget, mens filmen generelt er overdrysset med intertekstuelle perspektiver.

Ligesom især Antichrist, men også i høj grad Melancholia, er Nymphomaniac også pakket godt og grundigt ind i myter, sagn og religiøse rammer. Det er ikke nødvendigvis, fordi Trier viser religiøse toner i filmen. Han placerer Seligman, et jødisk navn men ateist af overbevisning, i seerens position. Men filmen nærer stor fascination af det store folkedyb, der kan give en forklaringsramme til handlingen. Seligman fortolker hele tiden Joes fortælling med udgangspunkt i en indsigtsfuld intellektuel praksis. Men samtidig forbliver myterne så oplagte og sammenblandede, at der også er god grund til at betvivle intentionen med dem.

Filmens visuelle side står den dansk-chilenske cinematograf Manuel Alberto Claro for. Han brød igennem sammen med Christoffer Boe, men har for alvor for længst skabt sig sit eget navn i Danmark. Han var med på Melancholia, og han giver også Nymphomaniac et strøg af den visuelle poesi, han så flot mestrer. Introduktionssekvensen, hvor Seligman finder Joe, er på højde med de flotte indledningspassager i både Antichrist og Melancholia. Med stor indfølt sikkerhed er Nymphomaniac en film, der i kraft af sine egentligt mange og varierende stile, samlet udstikker en meget sikker og overrumplende vej tæt ind på Joe. Man er lige ved at glemme, at hun jo er utroværdig, fordi det er så vellavet og poetisk.

Filmen er fortalt. Bogstaveligt. Det er en meget litterær fortælling, og den dybde, der kan søges, og som den intellektuelle Seligman hele tiden selv finder, gør filmen endnu mere præget af litteraritet. Sproglig rytme og den konstante påmindelse om, at Joe selv er fortæller, gør filmen til et drama præget af den litteratur, som filmen henter inspiration fra. Inddelingen i dele og kapitler understreger dette. Filmen giver fantastisk fin mening alene, men det er i folkemyternes og litteraturens dyb, den for alvor lever. Trier står ikke alene med denne henvendelsesform. To indbyggede ideallæsere, der giver forskellige film, er en kommerciel trend.

Triers cast er et ensemble af velkendte navne (både i og uden for Triers film) og relativt uprøvede kræfter. Stacy Martin som den unge Joe debuterer og slår igennem med en helt igennem modig præstation. De to dialogiserende Joe den ældre og Seligman spilles af Triers nutidsyndlinge Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgaard. Deres modeller af hhv. den hyperseksuelle og den aseksuelle (som det jo viser sig) er oplagte og velvalgte. Brugen af Christian Slater i rollen som Joes far er ikke alene overraskende, men det viser også, at han – ligesom flere andre ungdomsidoler – kan få sig en second time around. Han gør det forbløffende fint.

Nymphomaniac er en veloplagt og deprimerende afslutning på trilogien. Og deprimerende er her ment på den mest opløftende måde. Det er så befriende, hvordan det er muligt at være så veltilfreds og nedtrykt på samme tid efter en Trier-film. Han åbner virkeligt øjnene for nogle interessante perspektiver på mennesket. Filmene er i sig selv gode fortællinger om handlekraftige og driftige kvinder. Men de er også film, der viser sider af mennesket, der er gemt godt væk hos de fleste, selvom de absolut er en del af os alle. Det er modigt og veleksekveret. Og det er det, der gør Triers film til kunst af den gamle skole. Kunst, der vil være noget i sig selv og fortælle noget om os alle.

Filmen er på vej i Triers egen version. Denne udsendte er ’kun’ næste fire timer lang. Det er en autoriseret forkortet version, der – at dømme efter meldingerne fra Berlinalen, hvor første del af Triers egen har haft premiere – blot er reduceret for at skære fortællingen til. Ja, der skal være mere eksplicit sex i Triers egen. Men filmen vil fortælle så meget andet end det – og den fuzz, der har været om filmens sexscener er fantastisk overvurderede. Der findes langt vildere transgressioner hos mange andre instruktører. Se fx Abdellatif Kechiches’ Adeles liv, hvor det ikke var nødvendigt med stand-ins fra pornobranchen. Slaglinjen for Nymphomaniac er ’forget about love’, men den kunne også meget vel have været ’forget about sex’. Og forbandet om ikke også den underfundige kærlighed kryber ind undervejs.


Forrige anmeldelse
« Godzilla «
Næste anmeldelse
» Vendetta »


Filmanmeldelser