Aarhus Teaters Farlige forbindelser er en særlig fortolkning af Christopher Hamptons skuespil fra 1985. Hamptons forlæg er den (i sin tid skandaløse) franske forfatter Pierre Choderlos de Laclos’ brevroman, Les Liaisons Dangereuses. Men historien er måske bedst kendt i dag i sine to Hollywood-udgaver, nemlig Stephen Frears’ film fra 1988 med Glenn Close og John Malkovich, komplet med barokkostumer og tidstypiske pudderparykker – og ungdomsfilmen Sex Games (Cruel Intentions på engelsk) fra 1999 med Sarah Michelle Gellar, Reese Witherspoon og Ryan Phillippe.

Sidstnævnte er en opdateret udgave af historien, der understreger de universelle tematikker og vedvarende menneskelige laster: Begær, magtkamp, jalousi, naivitet, latterlighed, hævngerrighed og endelig, på en måde, kærlighed.

Inkonsekvente anakronismer
Aarhus Teater har ikke valgt barokudgaven, men heller ikke en fuld nutidiggørelse. Teksten er, for det meste, bibeholdt i sin originale form, og handlingen udspiller sig fortsat i Frankrig hos den magtliderlige rock’n roll-aristokrat Marquise de Merteuil (Marie Louise Wille).

Kostumerne er derimod moderne uden at være tidstypiske, så vi befinder os i et tidsmæssigt vakuum, som nok skal forstås som et universelt tidsrum – et slags ”når som helst hvor som helst.” Men det fungerer ikke helt optimalt, fordi anakronismerne gnider mod hinanden: De ryger e-cigaretter og stavrer rundt i moderne designerkjoler, men alligevel går de i kloster og sender mad til de fattige i landsbyen.

Latterliggørelsen
Scenerummet er som indersiden af en kummefryser. Væggene er beklædt med noget, der ligner blanke termoplader (eller sølvpapir), og en skrå plade, som rækker fra gulv til loft, reflekterer lysglimt og facader. Den kølige, glatte overflade symboliserer idealet, som La Marquise og hendes ”partner in crime,” Vicomte de Valmont (Thomas Bang), tilstræber: En kølig isolation fra al udefrakommende indflydelse og modstand. Alt skal forestille at prelle af, men facaden er så kunstig, at den afslører alle huller og ridser i lakken.

La Marquise og Le Vicomte latterliggør sig selv i deres forsøg på at latterliggøre alle andre. De overspiller voldsomt i deres iscenesættelse af sig selv både som pålidelige venner med oprigtige intentioner og som intrigante magtherrer. Det er utroligt, at de andre karakterer – brikkerne i deres spil – lader sig overbevise af deres affekterede opførsel. Der er altså skuespil i skuespillet, hvilket kræver en særlig indsats fra Aarhus Teaters ensemble, som klarer opgaven flot.


Wille og Bang er et flot makkerpar, som kan deres håndværk til fulde. Der er ingen blufærdighed at spore, når de smyger sig glidende og katteagtigt op ad køleskabe, gangbroer, medspillere og hinanden. Men karakterernes forkrampede forsøg på at være sexede og overlegne får dem blot til at fremstå endnu mere tåbelige.

I første omgang er det svært at gennemskue, hvad overspillet skal til for. Men som deres facader nedbrydes i anden akt, ændrer stykket sig fra komedie til drama, og de to karakterers latterlighed og sårbarhed eksponeres til fulde. Dér forstår man den ironiske distance, som første akt lagde for dagen.

Det er her, forestillingen kunne være blevet virkelig interessant – men der er alt for meget udenomsstøj, der forpurrer personkarakteristikkerne.

Hat og briller
Der skete desværre det, på denne fredag aften i Aarhus Teaters Scala-sal, at publikum ikke var forberedte på tone- eller genreskiftet mellem første og anden akt – og det, der skulle have været en gribende slutning, blev ufrivilligt komisk.

Hele første akt er et hysterisk intrigespil, hvor komikken på en besynderlig måde tager overhånd. I det private giver La Marquise fuldstændig efter for alle sine lyster, til både piger og drenge, børn og voksne, men også til Ballantine’s whisky og citronmåner fra DanCake. Scenen flankeres af to køleskabe, som er ladet med det gule kageguld, som hun grådigt fortærer.

De gule krummer flyder på scenen, og dekadencen er ikke til at tage fejl af. Discount-kagen camouflerer hun i en Chanel-pose, så ingen kan se hvor underlødigt, hun i virkeligheden ter sig, og kaffen serveres i et plastikkrus. Pludselig råber hun: ”Aarh, Chanel et café noir plastique!” Det er simpelthen så malplaceret og mærkeligt, men vi griner da ad det. Det er bare svært at gennemskue, hvad de komiske udbrud skal til for.

Problemet er, at den tilsyneladende umotiverede pjattethed giver publikum visse forventninger, som nødvendigvis fortsætter ind i den mere seriøse del af handlingen. Så i den endelige dødscene kom der høje grin fra salen, og Willes afsluttende monolog gik op i hat og briller.


All over the place
Spillerne danser til rimelig svedige beats, bruger tyske og engelske floskler og gloser, og de læser op af breve indleveret af potentielle publikummer via q-koder (et led i markedsføringen af forestillingen). Farlige forbindelser skal være sjov og alvorlig, forførisk og ironisk på én gang. Den skal også være både nutidig, interaktiv og gammeldags.

Men instruktøren formår ikke at få forestillingen til at rumme alle disse elementer, så alle de moderne tiltag kommer til at virke noget forkrampede og umotiverede. Det er ærgerligt, for selvom historien allerede er blevet genbrugt flere gange, har den stadig relevans og potentiale. Undertegnede blev ikke helt og aldeles forført af Wille og Bang – men man må indrømme, at forestillingen har en vis underholdningsværdi trods sine fejl og mangler. Farlige forbindelser får 3-4 gennemfrådede citronmåner for forsøget.