Temaet alderdom har sat sig på turnéteatrenes repertoire det seneste par sæsoner. Alene i efteråret 2012 har forestillingen Slut være på landevejen med en fortælling om fire pensionsmodne mennesker, der ser tilbage på alt det, de fik gjort og ikke gjort. Så var der stykket Små grå løgne om et ægtepar, der ikke havde så forfærdelig meget at se frem til – men så meget imellem dem at kives om.

Nu er det så komedien Kvartetten om fire pensionerede operasangere på et ældrehjem. Måske er teatret – lige bortset fra litteraturen – en af de sidste bastioner, de modne og ældre har tilbage. Heldigvis har de det ikke kun for sig selv, men så dog som et sted, hvor det gammeldags endnu er tilladt: Kukkasseteatret – med naturalistisk scenografi og et en-dimensionelt scenebillede.

Teater 2 er på turné i provinsen med forestillingen Kvartetten, der er baseret på en engelsksproget original af Ronald Harwood – oversat af Pia Jondal og Waage Sandø (havde premiere i Folketeatrets regi København i 2011).

Afdankede stjerner
Handlingen er til at overse. Tre afdankede operastjerner slår tiden ihjel i deres lidt trivielle aflukke på ældrehjemmet for tidligere sangere og skuespillere, hvor der gælder to regler. Man må ikke spørge »Hvordan har du det i dag?« og »Hvad er dine planer i dag?«. Til gengæld synes der at være frit slag, når det gælder om at rippe op i gamle sår. Der er chikane, sexchikane, men også følsomhed bag facaderne.

Waage Sandø er en gammel gris, Wilfred Bond, der klasker damerne bagi og tør at være rigtig sjofel i sin tale, dog mest når damerne har øretelefoner på og alligevel ikke hører noget. Paul Hüttel vil gerne være gentleman i rollen som Reginald Paget, men nogle gange ryger der et par finker af panden. Lotte Olsen er sopranen Cecily Robson, der er blevet lettere oven i hovedet og tungere på kroppen.

Og så dukker divaen op på ældrehjemmet. Pia Jondal som den tidligere superstjerne Jean Horton, der viser sig at have været gift med Paul Hüttels figur, Reginald. Der er gammelt nag mellem de to. Hvad er der sket? Det skal ikke røbes her. Men vi får det råt for usødet, når de to kvinder diskuterer mænd, der er bas foroven og sopran forneden.

Playback
Hele forestillingen er en lang og ikke særlig stejl kurve op imod klimaksen: Fejringen af Verdis fødselsdag. Det skal fejrs med opførelse af »Kvartetten« fra tredje akt af Rigoletto. Men Pia Jondal alias Jean Horton hugger bremsen i. Hun vil ikke. Vil ikke! For hun står ikke blot uden jordisk gods, men også helt uden stemme. Kulminationen er, at Rigoletto skal opføres med playback og i mølædte kostumer, der sidder stramt på aktørerneskroppe, der jo er blevet fyldigere med tiden. Og så er den potte ude.

Morsomt er det – og godt spillet. Især Pia Jondal og Waage Sandø brænder godt igennem på en scene, hvor Lotte Olsen nogle gange var lidt bleg i stemmekraften. Der kunne godt være skruet mere op for lydforstærkningen her. Stykkets engelske originaltekst er o.k., men heller ikke mere. Skuespillerne får dog godt med humor læsset på, og karaktererne bliver også tilfredsstillende ridset op.

Forestillingen henvender sig klart primært til et publikum, der er ovre deres værste ungdom. Men den vil også kunne ses med udbytte af teatergængere, der endnu ikke har ramt deres midlife-crisis. Man gør nogle gange klogt i at tænke på alderdommen, så den ikke kommer som et chok. Og så er det jo en nydelse at lytte til musikken fra Rigoletti med det Slovakiske Radio Symfoniorkester som afslutning på den godt to timer lange forestilling. Playback eller ej.