For tiden er der megen fokus på uddannelsesområdet: Der er debat om, hvor vidt det faglige indhold på de videregående uddannelser i højere grad skal matche de behov, som virksomheder og samfundet har. Desuden diskuteres det, om universitetsstuderende har nok antal undervisningstimer og om danske studerende er for længe om at blive færdiguddannede.

Hertil kommer, at det blot er en række måneder siden, at regeringen fremlagde en plan, der peger på mål, Danmark skal nå frem mod år 2020. Planen går ud på at øge Danmarks vækst, så Danmark kan klare sig helskindet igennem finanskrisen. Ifølge planen kan dette gennemføres ved, at flere uddanner sig. For tankegangen er, at der med uddannelser kan opnås viden, som kan bruges i erhvervslivet til at udvikle varer, som kan sætte væksten i vejret.

På baggrund af denne fokus på uddannelse er det relevant, at CaféTeatret netop nu opfører stykket Tankens Kraft, som handler om uddannelsesmiljøet. Det er inspireret af, hvad der sker i den virkelige verden: Stykket tager fat på de udfordringer, der kan være inden for uddannelsesmiljøet. Det beskæftiger sig også med, at medier, studerende og politikere flittigt tager ord som konkurrence, viden, vækst, digitalisering og globalisering i brug, når det drejer sig om Danmarks evne til at begå sig velovervejet i den store verden. Endelig berører Tankens Kraft, at universiteter udbygges med et økonomisk rationale for øje og med henblik på, at de skal kunne rumme og tiltrække flere studerende.

Tankens Kraft er forfattet af Mads Mazanti Jensen, som er uddannet fra Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater i 2001 og er cand.mag. i japansk fra Københavns Universitet i 2011. Stykket er iscenesat af Line Paulsen, der er uddannet i dramaturgi ved Aarhus Universitet i 2003. Således kender de til livet som universitetsstuderende, og har dermed haft gode forudsætninger for at sammenskrue et stykke som Tankens Kraft. Begge har en række produktioner på CV'et.

Udfordringer
I stykket følger vi den unge Gert Hjort (spillet af Andreas Berg Nielsen), som indskriver sig på et stort, nyt superuniversitet, der er beliggende i København og er en sammenlægning af alle fakulteter. Hér er det intentionen at udklække kloge personer, der kan bringe den danske økonomi på sikker kurs.

Til at begynde med er Gert frisk og frejdig, men som tiden går, bliver han – på trods af sin positive tankegang – mere og mere forvirret over sin færden på universitetet. For hér møder han uhyre engagerede studerende (Thomas Bek og Emilie Bernt Haag) med rundsave på albuerne. De er så engagerede, at de på science fiction-agtig facon nærmest render rundt som robotter, der er ude på at indfange viden.

Gert møder også den stramtandede underviser Elma Lembcke (Annette Støvelbæk), der går mere op i at befinde sig helt øverst på listen over de dygtigste inden for universitetsområdet, end hun går op i de studerendes ve og vel. Desuden stifter Gert bekendtskab med en ældre professor (Ole Westh-Madsen), som er desillusioneret og derfor ikke nem at blive klog på. Det hele bliver ikke lettere af, at Gert oplever problemer med at logge sig på universitetets IT-system; han forstår ikke de forklaringer, som den dovent anlagte administrator Data-Danny (Rasmus Hammerich) disker op med.

Oveni dette skal Gert vænne sig til alle de floskler, der bliver brugt på universitetet. Ydermere skal han forholde sig til, hvordan han på bedste vis kan holde et oplæg og til, hvordan han i det hele taget kan tilpasse sig, så han er i bedre harmoni med tilværelsen som student. Der er med andre ord nok at se til for Gerts vedkommende, så spørgsmålet er, om han kan 'holde hovedet koldt', så han kan vinde viden uden at tabe forstanden. Eller om han vil synke dybere og dybere ned i universitetets sammenblanding af teknokrati, bureaukrati og floskler?

I stykket er der også en videnskabsminister (Kristian Halken), der ikke har det helt godt med at være en person, der er i mediernes søgelys. Hermed ramler stykket ind i noget aktuelt: Det at nogen journalister stiller skarpt på politikeres private liv og økonomi, så de politikere, der 'træder et skridt forkert', kan blive hængt ud i pressen.

Ikke 'højt til loftet'
I Tankens Kraft er der ikke 'højt til loftet' – på hverken den ene eller anden måde: Den scene, skuespillerne står på, består af en stribe hæve-sænke-borde. Dermed er skuespillernes hoveder indimellem næsten lige ved at ramme loftet. Det giver god mening med denne scenografi af Nicolaj Spangaa, for man kan sige, at den kan fremstå som en hentydning til, at der på det universitet – stykket skildrer – i overført betydning ikke er 'højt til loftet'.

Der er en form for dannelsesfortælling over Gerts anspændte kamp for at finde sig til rette på universitetet – og kampen kan få én til at tænke på, om det er lykkeligt for Gert at lægge al sin personlighed eller noget af den på hylden, så han bedre kan gå i spænd med universitetslivet?

I Tankens Kraft ser man, at IT-administratoren Data-Danny sætter mere pris på at læse tegneserier end at passe sit job og end at fordybe sig i bøger fyldt med fremmedord og universitetsrelateret indhold. Administratoren virker meget harmonisk i forhold til den stressede, karrierefikserede og vidende underviser Elma Lembcke. Dét kan lede én til at tænke på, om tilegnelse af viden gør alle lykkelige?

Muntert
Med sin fokusering på universitetsverdenens genvordigheder virker dramaet umiddelbart tragisk. Men det er mere end det. For Tankens Kraft folder sig primært muntert ud. Det skyldes, at stykket med 'et kærligt glimt i øjet' beskæftiger sig med universitetslivets kradsbørstigheder: Stykket byder på en masse små farceprægede situationer, hvor der snakkes hurtigt, er skruet op for grimasser og armbevægelser – og hvor tingene til tider er sat så meget på spidsen, at det bliver så grotesk og langt ude, at man ikke kan lade være med at grine.

Et eksempel på en langt ude-situation fra stykket, forekommer, da videnskabsministeren i en tale, han holder for universitetets ansatte og studerende, fremfører følgende mærkværdige ytring: "Uden fremtid, ingen fremtid. Fremtiden tilhører fremtiden. The future of the future is the future."

Line Paulsen har i et interview fortalt, at stumfilm, farcegenren og pantomime har givet hende inspiration til iscenesættelsen af stykket. I denne sammenhæng kan det siges, at skuespillerne gør det godt. De har fint styr på at spille de typer, de skal spille og er i stand til engageret at indgå i de førnævnte spilleformer, Line Paulsen har inddraget i stykket. I denne forbindelse kan det også medtages, at stykkets videnskabsminister er harmonisk, men af og til er det som om, at al det arbejde – hans job indebærer – stiger ham til hovedet. Faktisk i så stor grad, at det indimellem rabler så meget for ham, at han får hektiske armbevægelser og et dystert ansigtsudtryk. Det er tragisk, men det er tillige morsomt, da Kristian Halken i rollen som videnskabsminister bevidst overspiller, så det bliver klovneagtigt at overvære ministerens rablende adfærd.

Vellykket
Stykket har en bemærkelsesværdig scenografi, gode skuespillerpræstationer og på en tankevækkende og tragisk, men mest af alt munter måde retter det blikket mod udfordringer, man kan møde i universitetsregi. Så det kan betegnes som vellykket.