I Europa blev komedien glemt i århundreder og Aristoteles teoretiske værk om komedien brændt, fordi den muntre form også rummede en alvor om opgør med autoriteter og selvoptaget overmod, der sneg sig uhindret ind med latteren. Men i Italien overlevede den som ´comedia dell’arte´, der rummer den klassiske form for teatret, hvor musik, bevægelse og tale giver en dybere følelsesmæssig – og dermed erkendelsesmæssig oplevelse.

Den kombination mestrer Grønnegårds Teatrets opsætning af Erasmus Montanus på sublim vis.

Nok skrev Holberg komedien i 1723, men som al god kunst handler det om de menneskelige relationer og kunsten af kende sig selv. Den problematik er eksistentiel og derfor uden for årstal.

Erasmus vender hjem til Bjerget efter tre års studier på Universitetet med titlen ´Baccalaureas´. Som et selvoptaget brushoved, har han ikke respekt for det, han ikke ved, men mener sig hævet over sin familie og de øvrige på bjerget, hvor hans bror er blevet hjemme og har passet gården sammen med faderen, så der var penge til Erasmus’ studier i København.

Land og by har forskellig kultur og det kredser Holberg så ind i den store disput med ridefogeden, om hvorvidt jorden er flad eller rund. I 1700-tallet var det en aktuel problemstilling, hvor folk på landet netop mente, at jorden er flad – også selv om man boede på ”Bjerget”.

Erasmus har som student lært at disputere, men får ikke fulgt op på den endnu vigtigere dimension: at skaffe sig den fornødne viden om verden og sig selv, og dermed at tænke ud fra fornuften og det nytter ikke, at det så også foregår på tvivlsomt latin, selv om det virker overbevisende på ham selv og til nød kan inspirere degnen til også at lufte sit hullede latin.

Det er så ridefogeden, der som praktiker tager den afgørende disput med Erasmus om jorden og stjernerne og som supplement så spiller Holberg den afgørende trumfkort, hvor al logik kommer til kort: kærligheden.

Erasmus må indordne sig under svigerfars logik: ”Jorden er flad”, hvis han skal få sin Lisbed, der lokker med kærlighed.

Det er så kvinderne, der baner vejen for fornuften: Lisbed gennem følelserne med truslen om, hun dør af hjertesorg, hvis de ikke bliver gift og hendes mor ved at udklæde sig som en løjtnant, der indkalder Erasmus til militæret, hvilket han frygter og dermed er vejen banet for at han forstår, at kunsten er at indordne sig under samfundets regler – i hvert fald på overfladen –”for skik følge eller af land fly!”

Vi kender forløbet og aner udfaldet – men Grønnegård Teatrets opførelse formår at overraske med et medlevende og forunderligt nærvær, hvor hver eneste skuespiller på imponerende vis overrasker med nuancer i bevægelse, betoning og mimik, der sammen med den stemningsgivende indlagte musik gør denne forestilling til noget helt særligt uden at fravige komediens kerne om, at viden er godt, men fornuften skaffer dig brød på bordet og de nødvendige sociale relationer, som netop broderen Jakob gør opmærksom på.

Kulisserne er på original måde ”skriften på væggen”, i form af ord fra Erasmus breve hjem til forældrene, der indeholdt latinske ord, der symboliserer de steder, det handler om: København ”Hafnia” med havnen ”Portus”, bjerget ”Montanus” og verden ”Tellus” – og det er netop det sidste blik ud i verden, der er vigtigt.

Grønnegårds Teatrets opførelse af Erasmus Montanus er en helt igennem magisk oplevelse, hvor alt spiller sammen som et musisk værk med glimt i øjet, befriende selvironi og respekt for værket – og så er det tilmed en fornøjelse at læse det oplysende og velskrevne program.