Der er mange danskere, der synes at kunne huske at have set Jeppe vågne op i baronens seng på tv, enten fordi de har set DR-tv-teatrets opsætning fra 1963 eller Kasper Rostrups filmatisering af skuespillet med Buster Larsen i hovedrollen fra 1981. Måske har du set filmen i skolen, måske så du den på Danmarks Radio fordi de dengang havde monopol på din opmærksomhed. Meget er dog sket siden og tvivler du på dette udsagn, så anbefaler Kapellet på det varmeste at du tager turen forbi Århus Teater for at opleve deres genopsætningen af Christian Lollikes ganske enestående version af Jeppe på bjerget.

Man kan godt forestille sig enkelte (læs: en eller to) purister blandt publikum, der kan mene, at der i denne version ligefrem gøres vold på Holberg, ved at lade stykket starte på en altan i en betonblok, hvor Jeppe trøstesløst kigger ud mod publikum mens han forsøger, lidt kejtet, at give sin datter et kærligt knus.

I de halvåbne persienner kan vi alle sammen se Jeppes kone Nille tjene penge ved at lade en fremmed mand gøre med hende, hvad han vil. Kunden forsvinder og publikum inviteres ind i den trange lejlighed, hvor forældrene skændes så det brager mens datteren Christine skynder sig at tage headset på og flygte ind i sit computerspil. Alt dette foregår i et trægt, slow-motiontempo, der kun forstærker trøstesløsheden og elendigheden i boligblokkens misbrugervirkelighed endnu mere.

Kapellets anmelder mener selvsagt, at de helt klassiske opsætninger af teaterforestillinger også sagtens kan fungere i 2026, men lader man et stykke som dette komme i rette hænder – som er tilfældet her – er det også muligt at tage klassiske fortællinger og omforme dem så de både formår at bibeholde essensen af det originale skuespil, samtidig med at det får sat et provokerende, kritisk spejl op overfor det danske samfund. Man kan påstå at også Holberg med sit stykke netop forsøgte at sætte fokus på forskellen mellem rig, fattig, afhængighed og identitet.

Jeppe drikker stadig tæt på Århus Teater. Han besøger stadig Søren Skomager (der dog hér er bartender) og Jepper bruger alle de penge han skulle have brugt på ”brød, mælk og sæbe” på stærk alkohol. Det er til gengæld ikke en baron der falder over den døddrukne mand, men derimod en progressiv kunstner, komplet med et røvslikkende entourage. Kunstneren er ved at løbe tør for ideer, men pludselig ser han sit snit til at benytte denne jævne mand som omdrejningspunkt for sit nyeste kunstprojekt. Et projekt hvor Jeppe i første omgang, helt klassisk, placeres i en himmelseng af guld, omgivet af overflod, bukkende tjenestefolk og så videre.

Lollike leger helt bevidst med publikum. Selvsagt skal Jeppe levere alle de replikker som nærmest er blevet til hvermandseje, men i denne forestilling bliver det også en del af den komiske timing, når publikums forventninger ikke indfries med det samme. Lollike (samt Anders Thrue Djurslev og Njål Helge Mjøs, der har været med til at bearbejde Holbergs original) leger i lige så høj grad, især i andet akt, med det faktum, at det reality-show som Jeppe ufrivilligt er blevet en del af, også er et som vi blandt publikum på Aarhus Teaterselvsagt morer os kosteligt over. Vi, der med store grin og fryd ser på den Jeppe, som muligvis er en postmoderne version af Holbergs ynkelige drukmås, men som samtidig er en stakkel der har ar på sjælen efter at have været i krig. En mand, der har svært ved at føle sig som en rigtig mand, når nu Nille konstant bestemmer over ham. En mand, der konstant plages af syneerne af dem han har måtte slå ihjel.

Selv om Lollike måske peger anklagende fingre over vores voyeuristiske tendenser, så tager han også samtidig tykt pis på kunstverdenen, etablissementet og lader endda en af de medvirkende have en dialog, der mest af alt minder om en teaterteoretikers essay om dette stykke – studentikost og supersjovt tænkt. Man kunne nemt forestille sig instruktører diskutere på denne måde, i arbejdet med stykket.

Selv om PTSD, seksuel tvang, krigstraumer og vold i hjemmet måske ikke virker som emner der vil få folk til at skraldgrine, så er og bliver Jeppe på bjerget en komedie. Endda en meget vellykket en af slagsen. For selv om vi får serveret en masse interessante observationer om vores medierede virkelighed, om udnyttelsen af de allersvageste i samfundet, om kunsten smidt direkte i fjæset, så er det også en forestilling, der takket være sit fremragende ensemble, groteske scenerier, velskrevne replikker og karikerede figurer får dig til at grine højt hele vejen igennem. Det er ganske enkelt fantastisk teater.

Det virker derfor helt naturligt at Aarhus Teater vælger at genopsætte det stykke som trak fulde huse til sidste sæson, for det er ganske enkelt vildt godt.

Ture Lindhardt er blændende i rollen som den forhutlede, forvirrede Jeppe, der som i en form for alkoholiseret udgave af The Truman Show forsøger at navigere gennem det ene bizarre scenarie efter det næste. Det er ikke fordi resten af holdet ikke gør det fremragende, men Tures Jeppe føles virkelig som det eneste ´rigtige´ menneske på scenen. Muligvis er det en bevidst pointe, men det kan også være fordi Lindhardt er en helt vildt dygtig skuespiller, som gør Jeppes figur til helt sin egen.

Selv om man ikke skal lade sig forblænde af priser, så er det fuldstændigt velfortjent, at denne opsætning af Jeppe på bjerget blev belønnet med en Reumert-pris for årets bedste forestilling. Selv om man sagtens kan se Holbergs stykke titte frem mellem alle metalagene, så er det også brandaktuelt, tankevækkende, sort og meget morsomt. Det er et stykke som vil få selv din kronisk gnavne, tik-tok-afhængige teenager til at få øjnene op for hvad teatret kan. Det er teknisk lækkert, medrivende, flot, musikalsk, vildt og fremragende iscenesat.

Kort sagt, rummer denne forestilling alt det som teater skal være, når det er allerbedst.