Teaterkoncerten Mozart på Betty Nansen Teatret er skabt af det samme hold, som også stod bag teaterkoncerterne Gasolin og Come Together. Det er Nikolaj Cederholm, som står for koncept og instruktion. Brødrene Hellemann står for den musikalske bearbejdning af omkring 30 af Mozarts kompositioner, og librettoen er omskrevet til helt nye tekster på engelsk af den amerikanske rockpoet Neill Cardinal Furio. Forestillingen låner uden hæmninger bl.a. fra værker som Tryllefløjten, Eine kleine Nachtmusik, Don Giovanni og Requiem, og Mozart-melodierne er blevet omskrevet til popnumre, rocknumre, country, bossanova og jazzrytmer.

Der er i dén grad tale om hits i ny forklædning, for man genkender kun brudstykker af de verdenskendte Mozart-melodier. Til gengæld er det en teaterkoncert, som overrumpler med sit show og sine flotte sangpræstationer. Ensemblet består af Claus Hempler, Mark Linn, Bjørn Fjæsted, Martin Greis, Lotte Andersen og Rikke Bilde. Musikerne er Peter Hellemann (klaver), Søren Bigum (guitar), Frederik Damsgaard (bas), Kristian Jørgensen (violin) og Björn Jönsson (trommer).

Himlen åbner for sluserne
Visuelt er det et imponerende show. Vand dominerer forestillingen fra start til slut. Det vælter bogstavelig talt ned fra loftet over scenen på Betty Nansen, og skuespillerne løber (mens de synger!) frem og tilbage efter spande, kar og badekar, som kan opsamle vandet, men det løber ud over scenen og scenerampen. Der er åbnet for himlens sluser, og de medvirkende drikker, bader, synger og vælter rundt i vand, boblebad – og senere bliver det til et mudderbad. Vandet er alle vegne og flyder sammen med musikken, hverken musik eller toner lader sig stoppe, og det føles overvældende fra tilskuerrækkerne. Det er formodentlig også hensigten: at publikums syns- og høresans skal have ordentlig tur i baljen.

Skuespillerne optræder i Anja Vang Kraghs fantasifulde kostumer som fugle i et fantastisk skræppekor, som mænd og kvinder fra rokokoperioden med parykker, overdådigt pynte og udstyr, én vrikker rundt med to fuglebure på hofterne, andre udfører akrobatik, og Mark Linn kaster sig ud i en vanvittig sexet solo over badekarret i slutningen af første akt.

Catchy melodier
Som publikum skal man ikke forvente at finde en rød tråd, for der er intet handlingsforløb i forestillingen, og ingen historier fra Mozarts liv. Man skal i stedet tage i Betty Nansen Teatret med en forventning om at lytte til Mozart-kompositioner i en meget anderledes forklædning samt et fejende flot sceneshow. Tryllefløjten er blevet til et morsomt skræppende fuglekor. Eine kleine Nachtmusik er blevet til en catchy popmelodi: Hungry me … I see delicious you / Your lips are glistening, I’ll take a bite or two / Your mouth is sweet, ripe enough to eat / When I have a taste / you’re the only treat.”

Alle tekster synges på engelsk, men foreligger også i dansk oversættelse af digteren Peter Laugesen. Sangene handler om livet, døden, kærlighed, sex og krig. Når man bladrer i sanghæftet og ser den udmærkede danske oversættelse, kan det undre lidt, at sangene alligevel synges på engelsk for et dansk publikum.

Dansende flamingo punkterer ærefrygt
But anyway. Man lader sig rive med af showets flotte musikalske præstationer og de fantasifulde kostumer, som bl.a. har hentet inspiration fra Mozarts egen tid: rokokoperioden. En af de sjove figurer er en stor, sort Punk Flamingo, som danser rundt på scenen, dejser omkuld og skal genoplives. Det er i det hele taget et underholdende univers, som Cederholm & Co har bygget op, der punkterer den ærefrygt, som ellers omgærder Mozarts univers. Men der er stadig en grundlæggende respekt for Mozarts ånd og musik i forestillingen. Jeg forestiller mig, at Mozart selv ville have moret sig, hvis han havde siddet på tilskuerrækkerne.

Hen imod slutningen af anden akt bliver det hele noget mere dystert med toner fra Requiem. Skuespillerne maler ansigterne hvide og læberne røde med japanske farver, og senere indsmører de sig i hvide lermasker. Don Juan møder Kommandanten på kirkegården og får spejlet sin egen selvoptagethed: ”Just look at what you are (you are, you are) / Behind your sad guitaring… / Like voices, Echo bears repeating” – mens vandet plasker ned fra loftet og forvandler scenen til et mudderbad, og død og undergang ånder os alle sammen i nakken.