Der er øjeblikke i den nye balletversion af Den Store Gatsby, hvor man glemmer tid og sted. Når ensemblet slynger sig ud i et orgie af charleston og champagne, eller når Gatsby og Daisy danser en duet, der sitrer af uopfyldt længsel, rammer forestillingen en næsten magisk tone. Men når det kommer til at formidle romanens moralske dybde og eksistentielle melankoli, glipper grebet.

Danserne leverer ellers en pragtpræstation. Ryan Tomash som Gatsby er både storslået og skrøbelig – en mand, der med hvert løft og spring forsøger at hæve sig over sin fortid. Hans dans er fuld af længsel, drømme og desperation.

Caroline Baldwin som Daisy er underspillet og teknisk ulastelig, med en kølig præcision der på én gang tiltrækker og frastøder. Også ensemblet stråler: især festscenerne, hvor kroppenes rytme smelter sammen med jazztrompeter og klirrende krystalglas, er koreografiske højdepunkter.

Men balletformatet formår aldrig helt at indfange Fitzgeralds fortællingssjæl. Romanens stemningsfulde sprog, dens ironiske distance og de komplekse psykologiske lag er reduceret til visuelle tableauer.

Der er rigeligt med guld og glitter, men knap så meget af den eksistentielle vægt, der gør Den Store Gatsby til mere end blot en tragisk kærlighedshistorie.

Nick Carraway, som i romanen fungerer som moralsk og fortolkende prisme, glider her i baggrunden – og med ham forsvinder meget af romanens substans (selvom han bliver fremragende spillet af Andreas Kaas).

Musikken, mesterligt dirigeret af Chanmin Chung, blander (efter denne anmelders tonedøve ører) jazz, klassisk og moderne lydflader i en modig og til tider medrivende score. Den fanger stemningen af de brølende 20’ere og giver fortællingen mere dramatisk fremdrift.

Som danseoplevelse er Den Store Gatsby en triumf – kropslig skønhed, teknisk overskud og visuel overdådighed. Men som fortolkning af Fitzgeralds mesterværk forbliver forestillingen på overfladen og tør ikke helt dykke ned i det mørke vand, hvor de store sandheder gemmer sig.