Et arrangement med mål om at vække kendte karakterer fra børnelitteraturen til live, og det i Nordeuropas største cirkustelt.

Det kan noget.

Det er Aarhus Teater, Saxo og Muskelsvindfonden, som samarbejder om at tilbyde et par timers magisk sceneshow udført i udpræget stor teaterstil og ditto effekter. Det går ikke stille for sig, og det fænger.

Her er det Tante Andante, Snøvsen, Buster Oregon Mortensen, Den lille pige med Svovlstikkerne, næsehornet Otto, der vokser ud af bøgerne.

Og jeg som litterat er jo decideret vild med bestræbelserne på at få figurerne til at træde levende frem, for det vidner også om, at der er et bagvedliggende ønske om, at børn i hobetal styrer direkte mod litteraturen og læser, læser og læser. Det bryder jeg mig om, for læsning er jo magi, det er noget, der er behov for i denne verden.

Jeg blev selv overrasket over at læse - efterfølgende - at Den lille pige med svovlstikkerne ikke omkom juleaften, men faktisk på årets sidste dag. Dinodrengen syntes at fortælle mig noget andet.

Så litteraturen kan lige sætte fokus på det - jeg blev i al fald kaldet til at fordybe mig en smule i den, efter at jeg havde mødt den her som forestilling.

Der er i sandhed tale om en storslået oplevelse for familiens mindste, dog gerne fra fire og opefter. Artisteri, trylleri og finurlige replikker.

Jeg er stadig forundret over, hvor godt Dinodrengen, Bertram Jarkilde, udfører skuespillet. Det er troværdigt og så flot. Ligesom jeg er duperet af klovnen Harry, som virkelig brænder for at formidle klovneriet, her skildret af Kristian Holm Joensen.

Eneste anke her er selve strukturen i fortællingen, som jeg finder ganske løs. Den kunne sine steder godt strammes op. Jeg bryder mig for så vidt ikke synderlig om familien Juls måde at være familie på, som jeg ikke synes mimer den gode stemning, den gode jul, hvor det netop til tider bliver for teatralsk og søgt.

Men det skal ikke fjerne deklarationen, at dette er en gennemgående god underholdningsform for familien her i december 2022.