Det er fraklippene, vi skal se.

Det får vi at vide, da danseforestillingen Two Lions and a Castle begynder.

Men fraklippene ender med at blive selve forestillingen - eller måske smelter fraklippene bare sammen med hovedfortællingen. Ja, fraklippene er i virkeligheden slet ikke klippet væk.

Two Lions and a Castle er en finurlig forestilling, der i lang tid balancerer mellem ‘top’ eller ‘flop’. Skal denne forestilling have en tommelfinger opad eller en tommelfinger nedad, sidder man og tænker langt hen i forestillingen. Hvad er den dybere mening med det hele?

Tommeltotten drejer dog lige så langsomt opad, og der ender den også med at blive. Scenens bagvæg er gylden glitter, og idemanden til forestillingen er israeleren Roy Assaf, der viser sig at være overmåde humoristisk.

Dansen er helt i top. Smidig, kraftfuld er fyldt med energi. Flere spring nærmer sig næsten balletverdenens ‘grand jeté’, hvor vægten fra den ene fod nærmest transformeres til anden fod, mens danseren hænger øjeblikke i luften. Andre gange bliver bevægelserne helt krøllede.

Nogle gange trækkes de enkelte danse lige lovligt meget ud og gentages et par gange for meget. Bemærkelsesværdigt er musikken, der næsten er fraværende - meget atypisk for en danseforestilling. I stedet for lægges der dansk og engelsk tale ind.

En mandlig havfrue
Den gennemgående figur er ‘Joe the Mermaid’ - en mandlig danser som Den lille Havfrue. Og er der noget mere ærkedansk end Den lille havfrue? Det synes tusindvis af turister i hvert fald at mene, og den danske turistindustri spiller med. Israeleren Roy Assaf kaster dog - sådan opfatter jeg det - et kærligt, men også kritisk blik i samspil med de udenlandske dansere, der er med i forestillingen.

Ordene i forestillingen får dog så stor en vægt, at dansen langt fra transporterer fortællingen alene. Det plejer ellers at være et særkende ved Dansk danseteaters forestillinger. Lidt småfrækt bliver det med tekster á la dem, som kåde, unge mænd førhen sang uhæmmet til gymnasiefester. Der lægges op til et rim, som udebliver, og det bliver derfor den, der lytter til teksten, der er den frække - og ikke den, der synger: “Sønnen, der hed Nick, spillede på sin piccolofløjte” og “For han havde en datter, der havde nogle store panderynker”.

Fire mandlige dansere og fire kvindelige dansere udgør holdet. Navnene på danserne fremgår hverken af Danske Danseteaters hjemmeside eller af programmet. Vi får blot at vide, at forestillingen danses af “Dansk Danseteaters dansere”. Det åbner også mulighed for løbende udskiftning. Selv om Two Lions and a Castle er en gedigen holdpræsentation, var der dog især tre mandlige dansere, som jeg gerne havde villet fremhæve. For det er gennemgående herrerne, der tager stikket.

I stedet for at posere som Den lille havfrue poserer de med strittende håndled og udspillede rumper.

Man er udmærket underholdt med Two Lions and a Castle.