London Toast Theatre og deres årlige Crazy Christmas Cabaret (CCC) med Vivienne McKee ved roret er en institution for sig. Ligesom med Cirkusrevyen på Bakken har den et trofast publikum (jeg tæller mig selv blandt disse), der troligt vender tilbage hver eneste år for at se, hvad CCC nu har fundet på.

Showet følger i sin grundstruktur samme opskrift hvert år. Der er både running jokes, catchphrases og karakterer, som har været en fast del af showet i årevis. Andrew Jeffers faste karakter Dame, der i år hedder ’Mama Calzone’, har de mest fantastiske rober, som selveste RuPaul ville missunde. Bandet, som hænger under loftet i deres askebæger, sidder klar med deres skilte, som skal hjælpe publikum med at sige “Boo” og “Horray” på de rigtige tidspunkter i løbet af showet. Karakteren Dr. van Helsingør er tilbage med sit gebrokne danske/engelske. Ligesom de andre år bliver der også til hver forestilling udnævnt årets ’Crazy Christmas Cabaret Virgin’. Det er en blandt publikum, som ikke har set showet før, og som sikkert efterfølgende fortryder at have tilkendegivet dette. For pludselig er vedkommende del af showet. Altid sjovt.

Vivienne McKee sætter scenen i sin intro. Hun inviterer os med til 1980’ernes Miami med højt hår og jumpsuits, og hun afslutter introen med sin catchphrase: “Different show, same legs …”.

På papiret har aftenens show potentiale med mafiafamilien Calzone, som kommer i unåde hos den cubanske mafia boss Carrol Viagra de Lopez, spillet af Kevin Kiernan-Molloy. Der er bestemt et par underholdende indslag med Detective Chubbs og Detective Sonny Rocket, samt David Bateson, der som Alfresco Calzone, bærer forestillingen igennem.

Showet var tiltænkt at skulle have været sat op i 2020. Men grundet COVID-19 var det ikke muligt. Spørgsmålet er, om CCC skulle have sprunget netop dette show over. For det virkede mildest talt som et sammenkog af tidligere shows fremfor at være et nyt show i rækken. De ellers mangfoldige musikalske indslag syntes at være blevet reducerede, og valget af sange sad knap så meget lige i skabet som normalt. Kathrine Falkenberg, der har en baggrund inden for musicals, er normalt med til at hæve det sangmæssige niveau i showet. Men ved denne forestilling var hun bestemt ikke på som forventeligt.

Showet bærer undertitlen Tell Me About It om de glade 80ere. Det var den tid, hvor der ikke var problemer, men hvor Dallas, Dynasty, Miami Vice og skulderpuder var et hit. Det afspejles i de mange tidsikoniske kostumedesigns af Kirsten Brink, som virkelig har fået indkapslet de største modetrens fra denne periode, Der var alt i pastelfarver og kollektionsprøver fra Versace.

Crazy Christmas Cabaret 2020/21 afslutter med All I Want for Christmas, udgivet i 1994 af Mariah Carey. Hvorfor Stuart Goodstein som musical director til et show, der handler om 1980erne, ikke har valgt en af de mange tidssvarende julehits (Last Christmas, Wham, 1984, Do they know it’s Christmas, Band Aid, 1984 eller Merry Christmas Baby, Bruce Springsteen, 1986) må stå hen i det uvisse.

En ting står dog klart efter dette års Crazy Christmas Cabaret - Tell Me About It og det er: “Same legs, same show…”