Seebach – The Musical er fortællingen om en af de mest betydningsfulde familier inden for dansk popmusik. Om far og søn – Tommy og Rasmus Seebach. Om op- og nedture. Om den lette genre og dens tunge bagside i forhold til livet, døden, kærligheden og – ikke mindst – musikken, der indrammer det hele. Det er en fortælling om popularitet og kritik, om legen og alvoren, om drømme og nederlag, om at mødes og skilles, om det at være sin egen, og om den arv der altid vil følge os.

Med Seebach kommer vi med på en rejse gennem de sidste 50 års dansk musikhistorie: fra 1960’ernes pigtråd over tre årtiers Melodi Grand Prix-vindere, og især til toppen af vore dages hitlister – fra de helt store sceners rampelys til de mørkeste afkroge af livet bag dem.

Det varmer altid om hjertet, når Fredericia Teater får stor succes, både med deres internationale sceneopsætninger (eks. produktionerne af Disneys populære tegnefilm), men så sandelig også med de mere lokale teaterstykker. Når man som jeg er født og opvokset i Fredericia, kan undertegnede ikke helt lade være med at smile ved tanken om den fortsatte succes og de roser, som Teatret bliver ved med at høste år efter år. Jeg ved ikke, hvordan de gør det, men det er måske også lige meget. De har formået at ramme en kerne, så folk kommer langsvejs fra for at se et teaterstykke i Fredericia. Det er endda gået så vidt, at de samarbejder med Det Kongelige Teater i København og fremfører deres opsætninger, når stykket er færdigt i Fredericia. Det betyder jo bare, at deres historier tiltaler alle, uanset hvor i landet man kommer fra. Det Kongelige Teater var der, hvor denne anmelder så dette teaterstykke.

Seebach – The Musical er en historie, som har fået nogenlunde samme behandling som Teatrets tidligere opsætning, Shu-Bi-Dua, hvor man tager et band (eller i dette tilfælde: to kunstnere, adskilt gennem årtier) og fylder det op med deres egne hits, idet man følger musikerne i tykt og tyndt, i medgang og modgang. Der er altså tale om en såkaldt jukebox-musical. Det er også et ganske glimrende koncept, men det kræver naturligvis, at man kan værdsætte den specifikke musik, som er blevet valgt til musicalen. I dette tilfælde er det musikken tilhørende Rasmus Seebach og hans far, Tommy Seebach. Det er så her, at jeg er splittet: Tommys musik, thumbs up. Rasmus’ musik, thumbs down. Hvilket vil sige, at musikmæssigt var det kun fyrre procent, som fik mig op at stå og nikke anerkendende med hovedet. Dog skal det siges, at publikummet omkring mig var dybt forelsket i Rasmus’ musik og heppede med på sangteksterne, som om de var til en koncert, og derfor må jeg jo konkludere, at jeg var i mindretallet den aften.

Heldigvis blev der ofte skiftet mellem de forskellige typer af sange, og nogle gange skiftede sangene endda musiker. Hvilket betød, at Tommy på et tidspunkt sang Øde ø, og Rasmus sang nogle af hans fars sange, ja faktisk sang hans søskende også nogle af sangene. Det var skønt at se, at alle tilstede på scenen rent faktisk kunne synge, og synge godt.

Det som egentlig overraskede mig var, at de to hovedrolleindehavere (i rollerne som Tommy og Rasmus) virkelig havde fantastiske stemmer, på grænsen til at være bedre end de originale, men dog ikke helt. Hvad angår hele besætningen af skuespillere, så var der intet at sætte fingeren på. Underholdningsværdien var høj og de fik alle publikummet med på en griner i ny og næ. Når det så blev tid til at være dramatisk og spille skuespil, formåede de også at fælde en tåre, når det var påkrævet, og de skiftede lynhurtigt fra scene til scene som de professionelle skuespillere, de nu er.

Jeg bliver dog nødt til at fremhæve Pelle Emil Hebsgaard, som denne aften spillede Tommy Seebach: hans præstation er hårrejsende god. Han spiller den Tommy, som vi alle kender fra fjernsynet og fra scenen, men i det private er der, hvor han virkelig øger sit skuespil, og på intet tidspunkt tænkte jeg, at det ikke var Tommy Seebach deroppe på de skrå brædder.

Scenografisk set var der ikke så meget at komme efter, synes jeg. Det bestod mest af en masse skærme, som var stand-in for rigtige kulisser. Og det er ikke særligt spændende. Ja, det kan da godt være, at det hele så flot ud med masser af digitale farver og realistiske settings, men når det ikke rigtigt bidrager til selve historien og bliver en erstatning for fysiske kulisser, så kan jeg ikke blive imponeret af det. Det gav mening i forhold til Melodi Grand Prix’erne, da de prøvede at få det hele til at ligne tv-transmissionerne fra 70’erne og 80’erne, og det gav mening, da Tommy fløj rundt i en bar med ølflasker bag sig på skærmene, men ellers ikke. Lidt øv herfra.

Til sidst vil jeg lige kort komme ind på historien. Eller er det manglen på samme? Nej, ikke helt, og dog. Igen er det det samme problem som med musikken. Tommys historie var der en del kød på, men ikke så meget i Rasmus’ og hans søskendes. Tommys historie var en kærlighedshistorie, en slægtshistorie, en kunstnerhistorie, en dramatisk rutsjebanetur med alkohol, sejre og nederlag, samt – ej forglemme – god musik. Rasmus’ historie var i store træk en historie om at sidde i et rum og lave musik, og om det var nødvendigt at forkaste sit efternavn for at opnå succes.

Så alt i alt er det en blandet følelse at sidde med efterfølgende. Seebach – The Musical var ikke et teaterstykke, som ramte mig følelsesmæssigt på nogle punkter overhovedet. Til gengæld er det velproduceret og sat godt sammen, godt hjulpet på vej af glimrende skuespillere og teknikere. Det er et teaterstykke, som har fået gode anmeldelser og som går sin sejrsgang, indtil det lukker ned i sommeren 2018. For mig at se er det blot en slags musical, som forsøger at være en storladen produktion uden at ramme der, hvor det skal give mening.