Da Claus von Stauffenberg i 1944 planlagde og udførte et attentat mod Adolf Hitler, var det i den tro, at Tyskland ville være bedre tjent uden end med en diktator som Hitler ved magten. Eftertiden har hyldet ham som en fremsynet og mere moralsk person, der – trods sit (nødvendige) tilhørsforhold til nazipartiet – indså, at dele af politikken var løbet af sporet. Spørgsmålet er, hvad der adskiller netop den handling fra attentatet mod JFK i 1963. Begge politikere havde reelt vundet magten retfærdigt, og førte den politik, de begge troede, var den rigtige, og begge var dybt involveret i en beskidt krig.

Hvis vi for en stund lader de historiske briller falde, er der i princippet ingen forskel på disse to attentatet, bortset fra at det ene lykkedes, hvad det andet ikke gjorde, samt at den historiske eftertid har bedømt handlingerne meget forskelligt. Det lige præcis sådanne spørgsmål Kjeld Abells klassiske teaterstykke Anna Sophie Hedvig fra 1939 tager fat på. Stykket har netop haft premiere på Aalborg Teater – og har du ikke tid til at læse anmeldelsen her, så skynd dig hellere i teatret. Det en glimrende opsætning af et spændstigt stykke.

Vi starter sent i handlingen. Et par kommer pga. en strømafbrydelse til at gå forkert, og havner en etage under deres lejlighed. Her finder de husholdersken sovende på divanen, mens huset flyder. De vækker hende, og spørger, hvad der er sket – og hun fortæller i et flashback, hvordan hele huset var ved at tumle omkring under en fest – og vi springer tilbage. Anna Sophie Hedvig ankommer til sin kusines hus midt under et hektisk hurlumhej. Fruen får netop besked på, at hun skal holde hus for en større gruppe officielle gæster.

Og for at familiens idyl skal være holden inviterer hun også deres søn med kone, med den formaning at han skal holde sine kritiske holdninger for sig selv – holdninger, vi på dette tidspunkt ikke kender. Under denne middag falder diskussionen på spørgsmålet, om enhver kan slå ihjel, og her indtager sønnen John en position, der ender med at provokere specielt en af de officielle gæster, direktør Hoff som faren skal gøre forretningen med. John mener, at flere burde kunne slå ihjel, hvis det var nødvendigt. Hoff forsøger at modargumentere denne holdning, hvilket ender i et buldrende skænderi – indtil Anna Sophie Hedvig råber ”Jo!”.

Anna Sophie Hedvig er et stykke, der var fremsynet i sit syn på verden. Kun et år før Danmarks besættelse i 1940 har det premiere på Det Kgl. Teater, og blikket, som stykket kaster på den verden, der er på nippet til at kaste sig ud i blodig krig, er dystert og nærværende – også fordi vi ved, hvordan det gik. Men argumentet, som stykket fremmaner, er ikke nødvendigvis nemt og ensidigt, idet Abell her tør gå i clinch med det svære spørgsmål, om hvornår det er retfærdigt at udøve vold og at dræbe.

Måske som bekendt viser det sig (uden at det giver stykkets plot væk – hun siger det jo selv), at Hedvig har slået en diktatorisk skolebestyrerinde ihjel, fordi hun udøvede moralsk vold mod eleverne. Det er her derfor selvfølgelig nærliggende at læse stykket allegorisk. Men det vil mere end det – det handler ikke kun om sin historiske samtid: Det handler også om vores fælles nutid og fremtid, der netop bygger på, hvem der har monopol på retten til at slå ihjel – fysisk vold finder sted hver eneste dag på ganske lovlig vis. Volden er på den måde en kilde til at skabe netop det modsatte: et roligt samfund. Men hvordan skelner vi? Det er det spørgsmål, der er så svært.

Aalborg Teater kalder selv sin opsætning for en politisk krimi – en genre, der er lidt diffus, og måske mere er en publikumsmagnet end en reel genrebetegnelse for stykket. Men den springende rytme, der klipper i tid, efterlader en klar tråd af suspense. Det er uklart, hvad der er sket på flere tidspunkter, og det efterlader stykket måske nærmere som en politisk thriller. Mordet er for så vidt ”opklaret” fra starten, i hvert fald fra publikums synsvinkel.

Fotograf: Nils Krogh

Under alle omstændigheder formår opsætningen her at levere en nervepirrende version, der også teknisk fungerer uantasteligt. Særligt Ida Prags og Jonas Hvids lys- og lyddesign sætter en olm og alvorsfuld stemning, der godt nok i første del er blødt gevaldigt op af herligt, humoristisk skuespil. Da jeg i sin tid læste Abells teaterstykke, grinede jeg ikke i nærheden af så meget, som jeg grinede under denne opsætning. Og denne tolkning, hvor første dels grundtone mest er præget af lystspil, står på den måde i skærende kontrast til anden dels mørke og dystre vinkel på voldens grundelementer.

Fotograf: Nils Krogh

Hanne Windfeld, der spiller Hedvig, rammer i denne sammenhæng en rolle, som hendes lidt tilbageholdte stil egner sig storartet til. Meningen er, at Hedvig undervejs anonymiseres og næsten glemmes til fordel for de mere højrøstede, der – når sandheden kommer på bordet – ikke formår at efterlade samme indtryk som den stille Hedvig. Carsten Svendsen, der er en af de højrøstede, spiller indlevende og særdeles skarpt i rollen som sønnen John, mens Marianne Høgsbro er stykkets helt centrale kilde til opsætningens gode, humoristiske side.

Fotograf: Nils Krogh

Lars Lohmann, der spiller faderen i familien, er derimod (igen, er jeg lige ved at sige) relativt anonym – han viser ikke rigtig den nødvendige spændvidde, der skal til for at mestre forskellige roller. Men under alle omstændigheder er stykkets grundsten, at skuespillet samlet set faktisk fungerer uovertruffet. I godt samspil med en velfungerende scenografi viser stykket igen engang, hvor højt et niveau Aalborg Teater balancerer på. Anna Sophie Hedvig er – og det siger ikke så lidt – blandt de bedste opsætninger længe på teatret.