Aalborg teater har skabt endnu et lille teaterrum i den hyggelige café, hvor publikum på nærmeste hold kan se forestillingen Ægte jyder samtidig med at de indtager en teatermenu eller blot lidt at drikke.

Ægte jyder handler om tiden og om roller og så alligevel ikke. Et filmhold fra København er kommet ud på landet, hvor de skal optage en film om den smukke adelsdatter og ejer af herregården, Ingeborg, der bliver gift med sin Svend Erik, der storladent overgiver jorden til bønderne på selve bryllupsdagen.

Bag denne solstrålehistorie, der fortaber sig i forne tider, er så nutidens mere selvbevidste bønder, der tjener en god dagløn ved at være folket, men, som det viser sig hen ad vejen, et ganske andet folk end dem, de spiller.

Komedien bygges op om klassiske skel mellem land og by, og om lønarbejdets påvirkning af livet. Filmholdet har en stram tidsplan, der er styret af et stort budget, der skal overholdes og statisterne er lønarbejdere, der også må tage hensyn til de landlige traditioner, der skal overholdes – eller næsten da, for med penge kan man måske alligevel rykke lidt på principperne.

Bøndernes faste roller og den utidsvarende selvforståelse bliver udstillet, da drømmeren Ivar midt under optagelserne vælger at gå ud i fjorden og drukne sig. Det er ingen ulykke, men et nøje planlagt selvmord – han har husket at tage sten i lommerne.

Da filmholdet skal skyde bryllupsscenen, skal virkelighedens bønder til begravelse og her står traditionen over for filmindustriens effektivitetskrav om arbejdet, som det vigtigste. Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Er det økonomien der styrer eller er det følelserne og respekten for andre? Der er ingen nemme løsninger. Der overvejes flere kompromisser: kan filmen laves om? Kan begravelsen inkorporeres i filmen? Kunne bønderne ikke blot nøjes med at være to timer til begravelse og så tilbage til bryllupsscenen? Kan dette måske lykkes mod en klækkelig forhøjelse af daglønnen til bønderne på 50%. Ja, det kan det faktisk! Pengene styrer trods alt!

Diskussionerne viser, at der bag de stovte facader på landet gemmer sig drømme, der kæntrer i de fastlåste roller og traditioner, som det alligevel er svært at støtte sig til – selv en lille begravelse af et ikke særlig skattet medlem af samfundet kommer til at rokke ved det stovte samfund.

Den døde Ivar var ingen helt, men han forsøgte det, som de andre ikke turde. Han ville udleve den drøm mange i byen fik, da der en gang tidligere var en filmindspilning på stedet. Han vovede pelsen og forfulgte sine drømme om at blive skuespiller. Han tog til byen – hvor de skibbrudne drømme så blev holdt i live med stoffer. Og så kom han hjem igen som narkoman og blev emblemet på, at man skal blive ved sin læst.

Selvmordet har en meget central placering i Maria Jones skuespil fra 1996, der netop bærer titlen ”Stones in his Pockets”. Selvmord er altid et chok for et lille samfund og ikke mindst i et katolsk land, hvor selvmord også anses for en alvorlig synd. Den kulturelle problematik er ikke så let at følge op på i Danmark.

I Geir Sweeaas iscenesættelse koncentrerer sig da også mere om de fastlåste roller og den manglende selvforståelse, der krydres med en dejlig enkel scenografi. En blå himmel og en lydkulisse i form af lidt kobrøl, fuglefløjt og Giro 413-musik, når det er belejligt. Alt sammen stemmer på fineste vis ind og får sin helt egen stemme i skuespillet.

De to skuespillere, Holger Østergaard Kristensen og Jakob Højlev Jørgensen, spiller tilsammen 15 roller med få rekvisitter og megen vitalitet og humor. De løser opgaven ved at vægte det stereotype i de mange roller, så konflikterne står skarpt, men komikkens stereotypi kommer til at stå i vejen for de dybere toner. Det kniber med at få historien om drømmeren Ivar placeret som en farlig lille nerve i det ellers særdeles velspillede skuespil. Det er fint timet og underholdende – men det kommer til at mangle eftertænksomhedens bid i komikken.