Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Tvind – The Musical Teater V
Anmeldt 18/11 2017, 15:45 af Teddy Tofte

Myten om Tvind gennem årene


Myten om Tvind gennem årene

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Året er 1972. Mogens Amdi Petersen har startet Den Rejsende Højskole og samme år Det Nødvendige Seminarium, der senere skal blive til det verdensomspændende imperium; Tvind. 70’erne var en tid med systemændringer, tankeeksperimenter, nye undervisningsformer – en udfordring af det etablerede samfund og opfordring til radikale ændringer. Tvind var et socialt projekt i en tid, hvor man sagde ”Os, vi, sammen” i stedet for ”Mig, mig, mig”. En tid hvor individet kun var det nødvendige tandhjul i fællesskabets maskine.

Dette er vigtigt at huske: forestillingen er ikke en dokumentarisk gennemgang af Tvinds historie med Amdi i hovedrollen. Det er heller ikke en musical i gængs forstand, men historien om en gruppe mennesker og deres udvikling i Tvind, individuelt og sammen, krydret med et udvalg af tidens politiske (slag)sange.

Vi følger en gruppe stærke individer fra den spæde start i 70’erne og til midt i 1990’erne, hvor Tvind kommer i alvorlig modvind. Vi møder ”bannerføreren og ideologen”, der knækker. ”Den stædige”, som forbliver stærk i troen. ”Talentet”, der forråder sig selv. ”Organisatoren”, der møder kærligheden, og ”Kvinden”, der mister den.

Det er svært at anmelde et værk som Tvind – The Musical. For hvad er det? Hvilket format vil værket gerne repræsenteres som? Eller vil det slet ikke være noget? Arrangørerne beskriver selv, at forestillingen faktisk ikke ér en rigtig musical, og at stifteren af Tvind, Amdi, ikke indgår i historien. Men hvordan vil forestillingen så have, den skal blive anmeldt?

Lad os se. Som musical kan jeg ikke anbefale Tvind. Bortset fra et par sange i løbet af stykkets anden akt (som til gengæld er gode og sjove), består det meste af musicalen af slagsange eller guitarspil i baggrunden. Jeg føler ikke, at jeg bliver inddraget i historien, fordi sangene simpelthen ikke er særligt appellerende og ikke rigtig siger noget, som skuespillerne bare kunne have sagt i en almindelig dialog. Måske har det også noget at sige, at jeg ikke kommer fra den generation, som voksede op med Tvind. Mens jeg så forestillingen søndag d. 12.11.2017 begyndte et par tilskuere at synge med på slagsangene, hvilket var en sjov måde at inddrage publikummet på. Men jeg sidder der og kender overhovedet ikke de sange – har aldrig nogensinde hørt dem før – og ville ønske, at jeg kunne føle den samme passion som dem, der sang med.

Hvad ellers? Så har vi selve historien, hvis vi ser bort fra musical-delen. Der er for det meste 5 skuespillere på scenen, som alle spiller forskellige roller. Det hele er nøje tilrettelagt, så de hele tiden kan skifte tøj, rekvisitter m.m. Det var svært for mig at finde ud af, hvem de helt præcist spillede nogle gange, men heldigvis trak det mig ikke ud af forestillingen.

I princippet var jeg ligeglad med figurernes navne, deres forhistorie og hvilken måde de bidrog til historien på, så længe historien blev ved med at drive frem, hele tiden fremad. Alle skulle de forestille at være forskellige aspekter af den måde, Tvind blev drevet på, og hvordan man opførte sig, eller ikke opførte sig, i det fællesskab, som kom ud af det. Historien fascinerede mig, fordi skuespillerne formåede at fremmane den idealisme og tidsånd, man følte på det tidspunkt, men det var også godt skrevet. Der bliver på ærligt vis skildret, hvordan Tvind nærmest fungerer som en sekt, styret internt med en hård hånd og voldsom indoktrinering. På intet tidspunkt møder vi, eller skuespillerne, Amdi selv, hvilket er med til at afspejle vores egen virkelighed.

Selve sceneopsætningen var utrolig fikst indrettet. Teater V har en lille scene, men det er med til at gøre forestillingen intim, og lidt skræmmende når der bliver råbt og peget fingre og sunget tæt på publikumm. Bag scenen var der indrettet tre skærme, som ved hvert sceneskift mindede os om, hvor vi befandt os tidsmæssigt, både med lyd og billeder. Anden akt startede med 80’erne og havde en virkelig god begyndelse. Her var karaktererne også blevet mere paranoide og ofte i konflikt med dem selv, og her må jeg sige, at det er til nytte, at man sidder så tæt på skuespillerne og kan se deres hårdtarbejdende ansigter.

Kan jeg anbefale Tvind – The Musical? Ja, bestemt. Giv det en chance, men husk at det ikke er en forestilling om Amdi og at sangene ikke er så mindeværdige. Teater V har fået opsat en anderledes musical, som godt kan interesse, hvis man har bare en lille interesse i et lille stykke af Danmarkshistorien.

258
Forrige anmeldelse
« Komedien, hvor alt går galt «
Næste anmeldelse
» Maskerade »