Tæppet går op. En kæmpe show-trappe med stimer af dansende herrer i kjole og hvidt med stok og top-hat. Men hov, herrerne iført netstrømper, corsage og strømpebånd og er det i det hele taget herrer?

Mere dekadent kan det vel ikke blive (og dog, vent bare!). Helt oppe på toppen af trappepyramiden står den pailletteglimtende superstar Stella med langt gyldent hår, slids op til navlen og en flaske i hånden. FLOT show. Så styrter, ruller, hun/han fra toppen i frit fald, ned over de mange trin. Et forrygende stunt.

Sikke en start. En ny musical med et stænk Berliner dekadence fra 20erne? Nej, gamle Hoffmanns eventyr skrevet og sat i musik af Jacques Offenbach (1881) og vagt til fuld live på Operaen af den norske operainstruktør Stefan Herheim.

Eventyr? Det er nok så meget sagt, ikke helt i slægt med H. C. Andersen, snarere med Edgar Allan Poe eller andre mareridtsforfattere. Grumme fortællinger om druk, forførelse, identitet, bedrag og liderlighed, langt fra prinsen på den hvide hest og den romantisk kærlighed.

For Stellas trappefald er netop oplægget til fortællingen (eventyret) om Hoffmanns beruselse af spande af vin og tre forskellige kvinder - måske endda den samme? For hos Hoffmann har psykologerne virkelig noget at pille i.

Olympia – hende den guddommelig – er menneskeskabt, ikke som os andre, nej sat i verden med skruer og møtrikker. Magikeren professor Spalanzani har sammen med optikeren Coppelius bygget den mekaniske dukke, Olympia.

Hoffmann bliver straks besat og forblændet af den slumrende robots skønhed – og værre bliver det, da dukkens mekaniske bevægelser bliver mere og mere menneskelige. Vildere skal det blive – i hvert fald når instruktør/scenograf/videokunstnere kaster sig ud i dekadencens frie fald. Et skød/skræv blæses op på en kæmpeskærm, hvor venusbjerget og hvert pubeshår står knivskarpt. For kendere er dette Auguste Courbets berømte maleri Origine du Monde, som intet museum indtil for et par år siden turde udstille. I dag kan ”revnen” ses på Musée Dorsay i Paris. Men hov, en vigtig detalje; lårene hos den indbydende kvinde, er her skruet på med møtrikker! Sammen, Hoffman og publikum, zoomes nu ind i Moder Jords mørke skød.

Hoffmann erkender sin blindhed – og styrter en destruktiv dans med Olympia til jorden. Dukken ødelægges og kun musens og musikkens skønne trøst redder ham.

For glemmes skal ikke den dramatiske musik, hvor den franske Offenbach specialist Frederic Chaslin om ikke fik kapellet til at swinge, så til at fylde rummet med vellyst og gru. Ikke mindst den ungarske tenor Zylanta Nyari får lov, som den vin- og elskovsberusede Hoffmann muligheder for at spille med alle stemmelejets nuancer, stærkt suppleret af den skønne Olympia ( Sophia Brommer).

Der skal komme flere kvinder på hans kurvede vej. Antonia, violinbyggerens datter, med den uimodståelige skønne stemme – drager, som sirenernes sang for Odysseus. En stemme, nedarvet fra moderen, der på kunstens alter, måtte bøde med sit liv. Eller var det den onde doktor Mirakels dræbende medicin? Antonia, har derfor lovet sin far, at opgive en sangkarriere i håb om at skåne sit liv. Hoffmanns kærlighed er igen ubetinget og stærk – og han lover ægteskab. Men Mirakles hypnotiserer og frister kunstnersjælen med: ingen må ofre sit talent for et borgerligt ægteskab. En stor og stærk scene, hvor moderen under Antonias dødbringende sang, henter hende op til parnasset – døden er for hende uomgængelig.

Mere død skal der til. Denne gang i Venedig, til tonere af Bacarolen – hint berømte verdens-hit. Her fristes Hoffmann over evne af skjønne venetianske kurtisaner – også her er der en del kønsforvirring. Vanviddets centrifuge sættes i gang med Offenbach himself på scenen, der med en fjerpen i hånden dirigerer døden, der i gondol padler med leen gennem kanalerne ind imellem et væld af sorte kister med transseksuelle skønheder. Prisen for elskoven er denne gang Hoffmanns spejlbillede. Et offer, så stort, at kun et selvmordsforsøg er redningen.

Let har den groteske indre rejse ikke været, hverken for publikum eller stakkels Hoffmann – der endog midt i sin identitetskrise helt bogstaveligt, mister hovedet! Operaens konklusion er da heller ikke ligefrem opløftende: stor bliver man af kærligheden, men større af tårerne.

Det er en fantastisk rejse, fyldt med frydefuld forvirring, hvor ikke mindst transex og kønsskifte, kan tage pusten fra enhver gennemnormaliseret tilskuer. Sjældent har Operaen kunnet så meget. Musik og sang – OK, det var det vi kom for – men vi fik meget, meget mere: en visuel oplevelse af de sjældne. En overvældende brug af koret, kapellet, kostumer, strunt, video, lys og koreografi - der var lige ved at få overtaget på Offenbachs himmelske toner. Kort sagt: tak for en fortumlet, skøn dekadent, eventyrlig rejse.