Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Lizzie Fredericia Teater
Anmeldt 31/1 2017, 07:42 af Lise Majgaard Mortensen

Rockmusical med vilde sangpræstationer


Rockmusical med vilde sangpræstationer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fredericia Teater har de sidste par år slået sig grundigt fast som stedet, hvor de bedste musicals (og de dygtigste musicalstjerner) udklækkes. Sidst var det Klokkeren fra Notre Dame, næste år er det Seebach – og lige nu er det repremieren på musicalen om Lizzie Borden.

Forestillingen spillede i 2014 med moderat succes, men nu er den vendt tilbage i en engelsk version med én dansk og tre udenlandske stjerner. Efter et par uger i Danmark tager forestillingen videre og spiller et par uger på Greenwich Theatre i London. Det i sig selv er ganske stort.

Lizzie er noget så sjældent som en rockmusical. Den er baseret på en sand historie om pigen Lizzie Borden, der i 1892 hakkede sine forældre til plukfisk med en økse. Det er et spøjst udgangspunkt, men musicalproducenter synes at have en forkærlighed for det gotisk victorianske. Det har vi senest set på Fredericia Teater i Young Frankenstein og Ole Lukøje.

”Lizzie” står skrevet overalt i foyeren med store gotiske bogstaver tilsat blodstænk. Man skal endelig ikke tro, at det er en almindelig musical, man har sat sig i plyssædet for at se. På scenen står fire stærke kvinder iført først jomfruelige kjoler og dernæst stramme korsetter, læder og højt hår. Publikum på de såkaldte ”splatterpladser” allerforrest får uddelt regnslag, inden forestillingen går i gang.

Lizzie Borden bor i New England med sin far, storesøster, stedmor og hushjælp. Det mere end insinueres, at faren begår incest og stedmoren er en uduelig golddigger – og Lizzie går lige så stille i hundene. En dag får hun nok, griber øksen og giver sin stedmor ”40 whacks”, og dernæst giver hun faren 41. Det fortjener de. Stykket udspiller sig som Lizzies vidnesbyrd i retten. Plottet er tyndt, men fyldt ud af sange, der passer til hver lille udvikling i historien og til hver sindstilstand. Man skal forstå sangene for at forstå historien, da der er ganske lidt tale til at binde scenerne sammen. Heldigvis har de fire sangere en tydelig diktion, så vi kan følge med.

Fredericia Teater har sikret sig et imponerende internationalt stjernecast: Amerikanske Eden Espinosa er velbevandret på Broadway, hvor hun har spillet hovedroller i blandt andet Rent og Wicked. Britiske Jodie Jacobs har lignende meritter fra Londons West-End, og det samme gælder Alice Russel. Alle tre har et stemmeformat og karisma, vi ikke så tit ser samlet på scenerne i Danmark.

Men det er dog danske Bjørg Gamst (som er en del af Fredericia Teaters faste ensemble), der tager flest kegler i rollen som Lizzie Borden. Det er faktisk ganske uforståeligt, hvorfor hun ikke for længst har overhalet Maria Lucia som Danmarks musicaldarling og tiltusket sig de helt store roller. Hun har en uforlignelig alsidighed og synes at kunne synge – og spille – stort set alt. Hun har en skæv finurlighed over sig, og hæsheden i hendes store stemme gør hende interessant. Vi må håbe, at vi ikke mister hende til West-End efter dette forår.

Lizzie betegnes som en rockmusical, som må siges at være en genre med en indbygget selvmodsigelse. Her er dog mere rockmusik end musicalmusik. Der fyres op for forvrængede, sure rocksange à la Hole og Garbage og næsten episke ballader med masser af spade. Faktisk er der så mange højdepunkter, at det er svært at skille dem fra hinanden, sangene flyder sammen.

Det er netop her som forestillingens største hurdle ligger: Der er for meget af det samme. Efter en akt med den ene imponerende sangpræstation efter den anden og kvindestemmer, der rækker helt op på de høje klinger, har man brug for lidt variation. Og det får vi desværre hverken i scenografi, handling eller lyd. Det er ikke skuespillernes skyld, men skyldes det noget tynde forlæg. For lidt Nutella til et for stort stykke rugbrød. Havde man turdet skære en tredjedel af materialet fra og fjerne pausen, havde det måske set anderledes ud.

Forestillingen markedsføres desuden som en splattermusical med masser af sex og vold, men der er for lidt af det hele. Det lesbiske forhold mellem Lizzie og nabopigen Alice virker mere kikset end sexet, og scenen, hvor Lizzie hakker sine forældre i stykker, er et stort antiklimaks. Nede på række 8 kunne vi knap se blodet sprøjte.

De dramaturgiske svipsere ændrer dog ikke ved, at Lizzie er en stor musikalsk oplevelse. Det er også vigtigt at pointere, at en sådan musical med fire sure kvinder, der gør oprør mod en patriark og en på mange måder konservativ genre, er ganske relevant i disse dage, hvor særligt amerikanske kvinder marcherer mod Donald Trump og stolt titulerer sig ”nasty women”.

Lizzie giver et velkomment spark til en typisk konservativ genre og til så meget andet.

228
Forrige anmeldelse
« Far’ på færde «
Næste anmeldelse
» Den skaldede sangerinde »