Mørke skikkelser spejler sig i det blanke vand. Stille, helt stille. Kun svage krusninger på den sorte vandoverflade, der dækker hele scenegulvet. 5.000 liter! Sort vand i konstant forandring, i bevægelse, med understrømme, uudgrundeligt, aldrig i ens formationer. En symbolladet mørk overflade, der afspejler det menneskelige sind, hvis dybde og indhold spænder fra skønhed til mørk angst. Underbevidsthedens hav.

Tja, så kan fortolkningen vidst ikke bære mere. For vandet har også en helt konkret funktion.

De seks mørke skikkelser har fået liv og fodpjasker sig frem mod rampen. I collageform, ofte direkte til os dernede, henvender den enkelte sig – og vi forstår, at en sommernat for 20 år siden plankede to grupper af unge mennesker hegnet indtil friluftsbadet. Under stjernehimlen, opstod der mellem de to grupper fra hvert deres samfundslag, en stjernestund af ungdommeligt fællesskab og kærlighed. Troen på, at alt kan lade sig gøre. Højesteretsdommerne søn, der forelsker sig i indvandrepigen, akademikerpigen i Falafel-sælgerens søn. Klasse- og sociale skel er ophævet i nuet.

De tre kvinders og tre mænds stemmer flyder sammen. Som vandet flyder fortællingerne sammen. Snart nutid, snart dengang for 20 år siden.

”Jeg har mødt nogen…” gentager den grønøjede Frank, da han konfus og med næseblod, skal forklare sin hustru, hvorfor han kommer to timer for sent til sin Fars, ministerens, 75 års dag. ”Er alt i orden?” spørger konen ”Ja”, siger han tøvende, men vi forstår, at han, der netop står for, at skulle indsættes som indenrigsminister, har mødt Laila, nu kassedame i et supermarked – 20 år efter – og kort har genoplevet den umulige, den ægte, evige kærlighed. Intet er længere som før.

I en strøm af ord bevæger vi os mellem virkelighed og drøm. Sammen dykkede de unge ned i et vægtløst fællesskab, som det siges: ” en verden uden sprog, uden fortid og nutid … uden herkomst, bankkonto, uddannelse, Jesus og Muhamed…”

20 år efter må de desillusioneret forstå, at sommernattens magi var de umulige drømme – at alt det som mørket og vandet gemte var tættere på virkeligheden. Sort vand er et ensemblespil, hvor det visuelle udtryk, ikke mindst kropssproget – de konstant våde gennemblødte kroppe – spiller en afgørende rolle. Til trods scenografiens dominans, collageformen og ordstrømmen, får de seks skuespillere i Anja Behrens fremragende instruktion, tegnet nogle ret præcise karakterer.

Gerard Carey Bidstrup, som Frank med de grønne øjne, der mere end nogen anden konfronteres med om han dengang tog de rigtige valg, tvinges til at stille spørgsmålet, om han svigtede sin egen lykke – og Laila fra den gang (Oszlem Saglanmak) er både troværdige og rørende. Marie Louise Wille i skiftende roller er både myndig og nuanceret i fint samspil med Ernesto Piga Carbone, Sonderris og Jakob Femerling. Kort sagt et fremragende ensemblespil, hvor alle i ordets egentlige forstand, , sprøjter, sparker, danser og kaster sig ud i det våde element – forhåbentlig uden efterfølgende lungebetændelser.

Sort vand er en bemærkelsesværdig forestilling skabt af den tyske teaterdramatiker Roland Schimmelphennig. Visuel som få (scenografi ved Christian Albrechtsen), men også en poetisk og samtidig en brutal tekst, om sociale barriere, tabte muligheder, om at turde/kunne vælge. Kort sagt om livets vilkår. Ikke fuld af håb – men en aktuel konfrontation mellem miljøer og kulturer, drøm og virkelighed.
En ung forestilling, som Edison kan være stolt af. Forførende flot i sin form, men også ordrig og banal, som livet – men super vedkommende.

Forrige anmeldelse
« Aldriglandet «

Næste anmeldelse
» Far’ på færde »

Flere teateranmeldelser...