Lige for tiden er der mange, der “skammer sig over at være danskere”, og så er der danskere, der siger “skam over de danskere, der skammer sig”.

I den forbindelse kan Ludvig Holberg altid trækkes frem fra skrivebordsskuffen. Jean de France blev første gang opført i 1722, og så kan vi henrykkes over forestillingen her i 2016.

For er der noget mere komisk end kamæleoner, der efter få måneder i udlandet ændrer adfærd på en temmelig bizar facon? Det skulle da lige være de typer, som Jean de France kommer hjem til. Her trives al menneskelig dårskab. Her er fedtsylen, den vægelsindede og den naive forenet i en grød af indelukkethed. Med Holbergs mange nuancer kan en instruktør pointere i teaterstykket, hvad han eller hun vil. Skal det for eksempel være individet eller samfundet, der stilles skarpt på?

Manuskriptforfatteren Line Mørkeby er i Folketeatrets opsætning af Jean de France gået til stoffet med en nænsom hånd - og alligevel er der blevet plads til en overraskende slutning, som det ville være synd at røbe her. Den sproglige ånd og 1700-tallets spillestil er bevaret, selv om stykket her og der er moderniseret. I omskrivningen forfalder Mørkeby dog heldigvis ikke til at trække naturalistiske gevandter ned over en stil, der blev til i en tid, hvor teater netop blev overspillet og udført med masker.

Motor i forestillingen
Selv om hovedpersonen er Jean de France - blændende udført af musicalsangeren Pelle Emil Hebsgaard - så er det den kække tjenestepige Marthe - slagkraftigt og sikkert spillet af Lise Baastrup, der bliver motoren i forestillingen. Hun synes at være den eneste, der har fornuften i behold i dette commedia del arte-teater, der er forsynet med orkester og markedspladsteater med brædder og stilladser.

Det er en fornøjelse at se, hvordan Pelle Emil Hebsgaard lader Jean de France samle al sin viljestyrke og energi på at være så fransk som mulig. Jesper Asholt er en sagtmodig og konfliktsky far Frands, der græder sine salte tårer over en vanartet søn og Sonja Oppenhagens herligt nipsede fortolkning af en forblindet mor og kone.

Jeg ved ikke, hvor Jeronimus ville sætte sit kryds, hvis han skulle til folketingsvalg her 300 år efter, at figuren blev skabt. I stykket er der ingen direkte nutidige paralleliseringer, men med Ole Thestrups krejlerkarl fra Vorbasse Marked fremstår han i sig selv som en, der stemmer nej til alt, hvad der har med Europa at gøre, med en interessant blanding af stivsind og fornuft. En brovtende besserwisser, hvis replikker Ole Thestrup giver en formidabel schwung.

Velbesat galleri
Hele galleriet er velbesat. Sofie Alhøj og Sigrud Holmen le Dous er i deres komiske forelskelse som skåret ud af en lægeroman. Troels Malling spiller godt med som tjenestepigen Marthes mandlige bonkammerat Espen. Søren Hauch-Fausbøll ironiserer herligt over sin egen birolle som Arv. Og så er der endelig Morten Brovn, der som Jeans listige tjener er med til at stramme komedietråden.

Holberg er så herligt grum, og Line Mørkeby spiller aktivt med på taktikken ved at indoperere en kostelig lokumsscene, hvor Jean de France er på tønden sammen med sin tjener. I Folketeatrets fine version får vi det bedste serveret fra en karakterkomedie, der kaster en stribe temaer af sig - fra satire over mode og snobberi til angsten for det fremmede og kampen mellem fornuft og fantasterier.