Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Jernbyrd Taastrup Teater
Anmeldt 4/11 2009, 23:13 af Lisbeth Bjerregaard

Gud(erne) bevare det åbne og mangfoldige Danmark


Gud(erne) bevare det åbne og mangfoldige Danmark

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I Taastrup står et hus og lyser. Med en iøjnefaldende facade præget af transparente prismer i skæve vinkler krænger bygningen sig ud mod vejen og verden: Huset kan og skal ses og indtages. Indenfor er huset da også ved at boble over af mennesker, lys, champagne, stolthed og spænding: Taastrup Teaters omfattende og flotte ombygning er færdig, og det skal markeres.

Til at fejre det ny hus og åbne den ny sæson har teatret valgt den nye, historiske og alligevel aktuelle musical Jernbyrd, skrevet, komponeret og instrueret af den flerdobbelte, ukronede mester inden for genren, Sebastian. Et på en gang stort og storladent projekt – og i den forstand et fint match til lejligheden. Musicalen favner og rummer meget, men der er også så gruelig meget, den skal nå på sine to timer. I fire sekvenser fortælles historien om overgangen fra den hedenske vikingetid og asetroen til kristendommens indførelse i Danmark; fra de første missionærers ankomst i 850 frem til at Harald Blåtand lod sig døbe og vie for Gud og fædreland i 960. Teksten er omfattende og lang, og for at nå igennem den bliver dramatiseringen suppleret af både en ekstern fortæller (en voice over-introduktion: ”Det fortælles...”) og en intern figur, narren (ham vender vi tilbage til), som både introducerer og kommenterer de bærende personer og handlingen. Man kunne med fordel have forenklet teksten en kende og undværet voice over-delen.


Jernbyrd, Taastrup Teater: Jacob Weble som Jollerik.
Foto: Marie-Louise Baes

Musicalen skal også nå at oplyse en hel del og underholde sit publikum en hel del mere. I begge henseender er det værd at nævne, at materialet til Jernbyrd i første omgang blev skabt til Folkekirkens Skoletjenester. En god portion børn blandt publikum ville nemlig slet ikke være af vejen. Teatret bemærker skam også i sin introduktion, at forestillingen ”vil kunne opleves af hele familien”. Oplysning får vi gennem den (til tider over-)pædagogiske dramatisering af delvist sandfærdigt materiale, hvor der bliver plads til fire generationer, historiegennemgang, stor kærlighed og stor sorg i en fortælling. På underholdningssiden taler de brovtne vikinger med deres troldehop, brøl og bægerklang, de simple ordspil og oneliners og de typiske, simplistiske elementer i kostumer, scenografi og lys til alle og ikke mindst til børn med et mestendels unuanceret og (lige lovlig) let aflæseligt udtryk. Undertiden får den letbenede humor og stil dog både krydderi og dimensioner lagt til, som når hofnarren Jollerik, fremragende spillet af Jacob Weble, ikke bare er sjov, men også efterhånden bliver (gammel og) træt af sin rolle som sjov – og meta-kommunikerer med både orkestret og publikum herom.

Musikalsk set er Jernbyrd Sebastian for alle pengene. Her er kække og joviale mandfolkesange, den danske sang, blandt andet i skikkelse af en ung, blond pige, ørehængere (”Jeg har en drøm om Danmark” – som skrevet direkte til Højskolesangbogen) og naturligvis også en lille håndfuld dybtfølte ballader. Sidstnævnte er bedst – de yder de trænede sangere mest retfærdighed. Alle leverer flotte præstationer, men musikken er så meget efter bogen (Sebastian bevæger sig endda meget tæt på grænsen til genbrug et par gange), at det bliver undtagelserne som stikker ud. En af dem er Gitte Naurs seje, hensygnende vikingedronning Aslaug, hvis stemme nærmer sig en smuk og træt udgave af Cindy Lauper. Rart med lidt peber på dén suppe.

Skuespilpræstationerne står det lidt mere sløjt med, men den brave flok har også haft sit at kæmpe med med en tung, lang og noget stivbenet tekst spækket med referencer, ordspil og citater, som man næsten kun kan få galt i halsen, når så mange af dem skal ud på en gang. Igen her skal Jacob Weble fremhæves for sit overbevisende arbejde med Jollerik, som kommer en smule stift fra start, men klart vinder ved nærmere bekendtskab. Jollerik-figuren er også velsignet med en del nuancer: Han er sjov, han er snu, og han afspejler tiden der går. Også Lisa M. Bentzens Solveig-figur står i al sin fromhed og diskrethed stærkt, hvorimod de helt store roller lider under at skulle skildre hele det store følelsesregister i både skuespil og sang, hvilket ofte resulterer i, at den ene ende af skalaen bliver noget pappet i det. Henrik Launbjergs Gorm den Gamle falder således væsentlig heldigere ud som kåd og liderlig nygift konge end som vred og sørgende, ase-troende far.


Jernbyrd, Taastrup Teater: Henrik Launbjerg som Gorm den Gamle. I baggrunden ses bl.a. Louise Fribo som Thyra Danebod og Lisa M. Bentzen som Solveig.
Foto: Marie-Louise Baes

Catia Hauberg Engels scenografi fungerer godt med glidende, enkle og organiske sceneskift i en kombination af klassisk tyngde over for lethed og brud på det statiske udgangspunkt. Men de bevægelser og skift der endelig er kunne være dyrket mere – fx de symbolske isflager, der splitter Gorm og Thyra i sorgen over en tabt søn og fortæller om ensomhed, savn og fortvivlelse. De lirkes pænt på plads igen, som for at pakke de store følelser væk efter endt ballade.

Netop denne fortvivlelse, den private, religiøse tvivl, havde det klædt Jernbyrd at dvæle noget mere ved. Forskellene mellem de to religioner trækkes op, diskuteres og karikeres. Først og fremmest bliver de brovtne vikingers asetro fremstillet som simpel og fladpandet, selvom det nok så meget er 'rigtige mænd' (konger, intet mindre), som repræsenterer den. Men sandelig om ikke til slut også kristendommen får sine tæsk: Harald Blåtand virker ikke just overbevist og lader sig åbenlyst (i denne udgave af historien, forstås) kun døbe, fordi der er umiddelbar vinding i skidtet. Men her ligger måske netop en pointe: Der lægges op til diskussion (måske en temauge i folkeskolen?) om religioners betydning, både for samfundets opbygning og for den enkelte, om ligheder, forskelle og møder mellem dem, om autoriteters forvaltning af religiøs magt – og om kærlighed på trods.

Disse diskussioner går meget godt i tråd med det sted, som lægger hus til Jernbyrd: En væsentlig pointe med (og symbolværdi i) ombygningen af Taastrup Teater skulle jo netop være, at stedet skal åbne sig mod og favne det omgivne, brogede samfund. Den tanke er ikke ny for teatret, men det er den fysiske manifestation af den. Og lad så Jernbyrd være lidt stiv i leddene; valget af den er stadig på flere måder oplagt som del af denne markering: Taastrup Teater er åbent.

18
Forrige anmeldelse
« Pornografi «
Næste anmeldelse
» Fakiren fra Bilbao »