I disse dage glædes danskerne over, at vi ikke blev ramt af den terrorhandling, som var tiltænkt Jyllands-Posten og Knud Westergaard. Midt i denne debat om terrorpakker og en mulig forestående Muhammad-krise nr. 3, barsler Aalborg Teater med forestillingen Pornografi, som altså ikke handler om porno men om terror.

Forestillingen har omdrejningspunkt i de dage i 2005, hvor Live8-koncerten var den første af en række hændelser, som sendte byen fra den ene af følelsesskalaen til den anden ende. Efter koncerten fulgte euforien over at få tildelt OL-værtskabet i 2012, men denne optur blev bogstaveligtalt bombet sønder og sammen, da tre bomber sprang på under et minut i Londons undergrundsbane og dræbte 52 mennesker. Den sidste bombe sprang i en bus i centrum og satte dermed punktum for Londons uge med optur og nedtur.

Med London som location og de syv dage som tidsrummet møder vi syv personer, som hver især fortæller deres historie. Live8, OL og terrorhandlingen flettes ud og ind af de fiktive personers historie, ligesom deres fortællinger krydser hinanden flere gange. Dette giver forestillingen en behagelig følelse af helhed og afrundethed. De syv personers historier er meget forskellige, men til fælles er det store tema om deres oplevelse af en følelseskold verden, hvor individet hurtigt kan blive tabt eller overses. Dette afspejles meget tydelig i navnet på forestillingen. Paradokset i at bo i by på ni millioner og savne kontakt, forståelse, være forvirret og i frustration træffe de forkerte valg er skildret helt perfekt i gennem de syv personer. Man bliver ikke træt af at høre på deres historier, men man glæder sig derimod til at møde den næste.

Ligesom de virkelige hændelser hele tiden understøtter de fiktive historier, så bruges scenografien på samme måde. Den er enkel, minimalistisk og har et stærkt præg af undergrundsbane, som giver det rå indtryk, der gennemsyrer forestillingen. De skuespillere, som ikke fortæller deres historie, udfylder rollerne som bipersoner i fortællingerne, og ellers fungerer de med stor succes som passagerer i den fiktive undergrundsbane. Samtidig med at scenografien er enkel, fylder den meget på scenen, og den spiller en vigtig rolle i underbyggelsen af fortællingen. Det er befriende at se en forestilling, som formår at have en enkel og samtidig meget central scenografi.

De store glasdøre i hver side af scenen afspejler på elegant vis de usynlige barrierer mellem den enkelte person og resten af verden. Glasset forhindrer os i at nå helt ind til hinanden, og man kan kun se det ydre og overflader men aldrig røre eller røres. Det er det moderne menneske forvirret og alene midt i en af verdens mest levende byer. Der kan sættes et dejligt analytisk lighedstegn mellem scenografien og billedet af det moderne menneske – fortravlet og kold. Scenografien spejler mennesket og laver koblingen til den virkelige fortælling, og den er ganske enkelt virkelig godt udarbejdet.

Ud over at fortælle hver sin historie har de syv personer funktion som menneskets syv aldre. I én samlet forestilling skildres menneskets livshistorie fortalt i syv vidt forskellige historier. Hele forestillingen har en suveræn fortællestil, idet den er underbygget af sammenhæng og kausalitet. Personerne, deres historie, deres funktion, scenografien og manuskriptet spiller utrolig godt sammen med de rigtige hændelser i London, så fiktion og virkelighed flettes sammen og spiller med og mod hinanden. Dette giver følelsen af aktualitet og sammenhæng i kaos.

Inden forestillingen var spørgsmålet for undertegnet, om det var muligt for Aalborg Teater at lave en forestilling om terror og det moderne individ uden at fortælle en historie, som vi allerede hører næsten hver dag i fjernsynet. Som en af skuespillerne siger, så er der jo altid en bilbombe i Bagdad, så kan det få os ud på kanten af stolene? Svaret er ja.

Pornografi er en pragtfuld flot opsat forestilling, som ikke blot bæres frem af de syv dygtige skuespillere, men også af et godt manuskript og en virkelig godt fungerende scenografi. Skal jeg nødtvunget fremhæve én af skuespillerne, så må det være Thomas Hwan, hvis udtryk ikke blot fylder hele scenen, men han kommer så langt ud over denne, at han rammer hvert enkelt publikum. Han yder en fantastisk rammende præstation, og Thomas Hwam er blot en af mange grunde til, at Pornografi er en succes.