Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




A Picasso Landsteatret
Anmeldt 23/3 2015, 16:16 af Hans Christian Davidsen

Pikant stykke i Picasso i Paris


Pikant stykke i Picasso i Paris

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Paris 1941. Picasso bliver bortført af den tyske besættelsesmagts efterretningstjeneste til et lagerrum under byens gader. Her bliver han forhørt af kulturattaché Fräulein Fischer fra Berlin. Hendes ordre: At finde ud af, om tre Picasso-værker, som er blevet konfiskeret fra deres jødiske ejere, er ægte. Det tyske propagandaministerium har planlagt en udstilling med »degenereret kunst«, men kun Picasso selv kan bekræfte deres autenticitet. Men der er en skjult dagsorden: Meningen er, at værkerne skal brændes offentligt.

Og så begynder et spændende magtspil mellem to, som begge har ryggen mod muren. Han vil redde sin malerier, hun kæmper for sin stilling og i yderste konsekvens også for sit liv. Anders Bircow er Picasso og Stine Stengade Fräulein Fischer i Landsteatrets spændende opsætning af den amerikanske dramakomedie A Picasso.

Offer og bøddel står over for hinanden og holder kortene ind til kroppen, og hovedvægten af replikkerne er forførende eller direkte manipulerende. Under magtkampen, som stedse tipper til hver side, ligger et erotisk spil, der dog ikke er nær så spændende eller avanceret som interessekonflikten.

Kunst og politk
Anders Bircow spiller Picasso på den selvbevidste og - når der er brug for det - sarkastiske måde. Og Stine Stengade er den kølige kunstkender, hvis menneskelighed af og til bryder ud gennem den slebne facade.

Det begynder at blive spændende efter pausen, og det er der en konkret anledning til. Den skal ikke afsløres her. Men også en mere generel anledning - blandt andet den evige diskussion om kunst og politik, der giver forestillingen en ekstra intensitet. Her især dialogerne om Picassos berømte skildring af den basiske by Guernica, som tyskerne bombede under Den spanske Borgerkrig.

Picassos kunst og forhold til kvinder - især til Dora Maar - rulles op, og det gøres med en velgørende og sikker rutine af Anders Bircow.

Stine Stengade eksponerer den kvindelige kulturattachés spegede motiver med et stærkt underliggende kropssprog. Erotik skal der til for at holde os fænget. Hverken manuskript eller instruktion forsøger dog at modvirke forudsigeligheden i spillet mellem den unge smukke kvinde og kvindebedåreren. Spillet virker som en god motor, så længe det står på, og ender det sted, vi alle havde gættet på.

Men dramaet er intenst og raffineret - fyldt med hentydninger og undertoner, fordi skuespillerne har den rette timing.

176
Forrige anmeldelse
« Historien om Den Blå Planet «
Næste anmeldelse
» Carmina Burana »