Forårets kåde ungdommelighed springer ud i et hastigt skridt mod sommervarme og letsindighed. Melodramatiske tanker står i flok for at komme først mod årgangens knopskud af udfarende begær. Foråret er den tid, hvor naturen – og mennesket – igen trækker den tungsindige vinterdyne til side til fordel for frugtbarhed og fornøjelse. Aalborg Teater har også luret forårets komme, og har netop nu Danmarkspremiere på den danske version af Broadway-musicalen Spring Awakening fra 2006, der her går under samme titel.

Det oprindelige Broadway-stykke – og derfor også den danske version – er baseret på Frank Wedekinds kontroversielle skuespil Frühlings Erwachen – Eine Kinderstragödie fra 1891, som på dansk har den mere mundrette titel Vårbrud. Den danske titel er faktisk ret god, for den spiller på den dobbeltbetydning, stykket bærer: På den ene side er det forår i stykket, og blomsterengen dejser om i farveglans, men det samme gør den årgang unge piger og knægte, som stykket handler om. Derfor er det på den anden side også et stykke, der handler om forårets komme i kroppen på en blomstrende pubertet. Denne dobbeltbetydning ligger i ordet ’brud’ på dansk, men ikke i den oprindelige – eller den engelske titel. Men forårsmetaforen er efterhånden så indgroet i bevidstheden, at vi hurtigt fanger betydningen alligevel.

Netop dette fokus på den pubertære kådhed var årsagen til skandalerne, der omspandt stykket i slutningen af det 19. århundrede. For dem, der ikke kender handlingen hos hverken Wedekind eller i Spring Awakening, vil jeg ikke afsløre kilden til de største kontroverser, men fokus for Wedekinds kritik var en hyklerisk, borgerlig seksualmoral, der kun bragte ondt med sig. Stykket er kritisk over for stat, forældrenes formynderi, kirke og ikke mindst skolesystem, og tragedien indbefattet er således voldsom. Derfor er der åbenlyst potentiale for den ekspressivitet og musikalske højstemthed, som musical-genren lever af. Spørgsmålet er så, om det er lykkedes at fange dette ind – på dansk. Stykket har nemlig de seneste par år været et af de mest omtalte Broadway-stykker.

Aalborg Teater, Spring Awakening. (Foto: Nils Krogh).

Spring Awakening har sine virkeligt gode momenter undervejs. Særligt fungerer udnyttelsen af scenen i mange situationer ret godt, især når fortælletiden skal komprimeres. Favoritscenen er her, hvor en af knægtene i stykket modtager et brev fra en skoleforstanderinde, som hun skriver, mens han synger sin respons på modtagelsen. Her fungerer koblingen mellem fortællingens dynamik og sangens dvælende tilstandsbillede gennemført og overbevisende. Det hele omhandler unge knægte og unge piger, der opdager deres seksualitet, hvilket har såvel problematiske som opløftende og sågar fatale følger. Det gælder netop også modtagelsen af dette brev, der kobler alle disse følger.

Der er stor forskel på intensiteten de to akter imellem. Der opstår flere fuldbårne konflikter først i anden akt, som selvfølgelig er konsekvenser af første akts handlinger, men det betyder desværre, at særligt første akt forsvinder lidt i langstrakte, musikalske forklaringer af følelserne, der ikke helt er forstået hos de unge – specielt fordi forældrene ikke formår at kommunikere det til dem. Revolten, opsætsigheden og de farlige eftersmæk i anden akt er derfor mest interessante, for det er her, vi ser reaktionen på den systematiske udfordring af seksualmoral hos begge generationer. Vi ser selvfølgelig tændsatser til dette modværge i første del, men her bliver det trist nok til langstrakt.

Aalborg Teater, Spring Awakening. (Foto: Nils Krogh).

En af årsagerne hertil er musikken. I en musical er musikken – lidet overraskende – det bærende element, og derfor skal det også være et grundigt fortællende element. Selvfølgelig betyder sangene også noget i sig selv (det skal de jo helst), men når teksterne blot fungerer som eksemplificeringer af følelser, som karaktererne just har ytret verbalt, så bliver det en unødig parafrasering af emotionelle tilstande, som vi har forstået. Der går her måske en anelse high school musical i den: Mit hjerte er slået i tusinde stykker, så derfor synger jeg en sang om det.

Musikken er i det hele taget ganske udmærket, og i mange henseender passende pompøs af broadwaysk kaliber, men når det er sagt, så kommer mange af numrene til at fremstå en kende anonyme. Flere af numrene – især de udladende rocknumre – ligner ganske simpelt hinanden lidt for meget. De fleste starter eksempelvis med én-tones-rytme, der selvfølgelig understreger den trodsige stemning, men det betyder, at ingen af numrene fungerer som de klistrede ørehængere, som musicals ellers ofte bryster sig af. De er for enslydende. Det kan selvfølgelig være en befrielse fra genremønstret, men i Spring Awakening bliver den musikalske resonansbund i stedet en smule anonym. Dette afspejles også i de enkelte stemmer blandt skuespillerne: Thomas Hwan og Karin B. Heinemeier overskygger ofte de andre i karakteristiske sangstemmer, hvilket til dels også gælder Rasmus Fruergaard. De øvrige kommer i nuancer til lidt at afspejle den musikalske anonymitet.

Aalborg Teater, Spring Awakening. (Foto: Nils Krogh).

Scenografien undervejs fungerer i stedet ganske godt, for scenerummet udnyttes til fulde – særligt i de pompøse musiknumre, hvor de ydre mistroiske autoriteter blander sig i ungdommens indre musikalske revolution. Det er et kynisk sammenfald af interesser, der her bliver udstillet, og det er især scenografiens skyld. Koreografien af enkelte dansesekvenser, selvom der ikke er meget, vender dog snarere den anonyme side til – det kommer flere steder til at ligne en halvskidt boyband-opstilling. Hvor rockmusikkens råhed burde være en værdig opstand i sig selv, så tager fælles koreograferede dansenumre sig ud som stilrenhed og netop mangel på modstand. Rockmusikken sættes derved i et system, som de unges tankegang – der netop vil væk fra systemet – ikke afspejler.

Disse problematiske elementer til trods, så rejser Spring Awakening sig særligt i anden akt, hvor musikken bliver mere varieret, og konflikterne spidser til. Her bliver handlingen også på en bedre måde afspejlet i sangene. Samlet set er musicalens endelige resultat et gennemsnitligt stykke underholdning med en kritisk brod, der stadig kan sætte visse sind i kog – de kontroversielle elementer undervejs virker stadig. Alligevel er det samlede billede en lidt anonym affære, der sikkert vil falde i de fleste musical-elskeres smag, men trods den umiddelbare tilstrømning af interesserede teatergængere (teatret har indsat ekstra forestillinger til efteråret) vil den her hjemme ikke huskes som andet end et gennemsnitligt stykke udmærket underholdning.

Til slut en understregende cadeau til Aalborg Teater for at hive en dansk Broadway-premiere til Aalborg. Det musical-hungrende publikum kan få deres sult stillet med ikke mindre end to Broadway-musicals i nærværende sæson. Det er vel fornemt i sig selv.