For mange er Shakespeare svær at forstå og finde hoved og hale i, og det er uanset, om man vælger at læse hans stykker eller opleve dem opført på teater. Hvis man tager i Aalborg Teater for at se deres aktuelle opsætning af klassikeren Macbeth, vil mange måske forvente en nogenlunde traditionel opsætning tilsat lidt fornyelse, så det ikke er helt støvet og tørt. Men det er på ingen måde det man får! Opsætningen er vanvittig, gal og fantastisk. I et stort virvar af glasskår, røde pølser, kaniner, vodka og plasticposer fremfører skuespillerne det klassiske mesterværk i kostumer, som er en nærmest ubeskrivelig sammensætning af mormornederdele, læder, 80’er t-shirts, pels… og en hel masse andet.

Stykket er opført i anledningen af Lille Scenes 25 års jubilæum, og scenograf Rolf Almes ønske med forestillingen var at udfordre rummets muligheder. Af den grund foregår store dele af stykket slet ikke på scenen men i tilstødende rum eller helt ude i det fri. Her skiftes skuespillerne til at optage scenerne med et håndholdt kamera i bedste dogmestil, og dette bliver skudt op på bagvæggen i det tomme scenerum, hvor tilskuerne sidder.

De fleste kender formentlig i store træk til Macbeths handling, og opsætningen her er (vist nok) tro mod hovedhistorien. Mange vil sikkert hævde, at det er uheldigt for et stykke, hvis man ikke kan følge med i handlingen og dermed kalde opsætningen for en fiasko. Dette gør sig imidlertid ikke gældende i denne opsætning af Macbeth, selvom det ofte er utrolig svært at sige, hvad der sker på scenen og langt størstedelen af replikkerne og scenerne efterlader store spørgsmålstegn hos publikum. For man er underholdt! Hele menageriet, som nærmest er absurd, understreger det vanvid og den rasende galskab, som styrer og overtager Macbeth og ikke mindste Lady Macbeth. Alle de pulserende og afsindige følelser, som Macbeth gennemlever i stykket, bliver overført på selve opsætningen, og som publikum sidder man placeret helt inde ved orkanen øje og oplever vanviddet på en helt anden måde end blot gennem replikker og ageret skuespil.

Selvom opsætningen er lavet for at fejre Lille Scene, så er det også en opsætning, som bliver skuespillernes fest. Som tilskuer kan man få følelsen af at være vidne til en kæmpe fest, hvor skuespillere, kostumier, scenograf, instruktør m.fl. har fået lov til at udføre hengemte, skøre idéer. Som tilskuer er der ikke andet at gøre end at følge med, læne sig til tilbage og lade sig underholde.

Udover blanding med dogme bryder skuespillerne ofte ud af deres roller, hvor de taler direkte til publikum eller hinanden og i det hele taget bryder illusionen om skuespil. Dette underbygger dog blot hele det absurde, og da handlingen alligevel er tabt for store dele af publikum, så gør det blot forestillingen langt mere spiselig. Skuespillernes præstationer er af meget varierende art, for selvom hele stykket er vanvid og langt ude, så bliver enkelte skuespillere platte i stedet for absurde, og flere af skuespillerne virker middelmådige, som om de forventer, at opsætningens galskab er nok i selv, så de ikke behøver at give rollen, hvad den ellers kunne have båret. Maike Bahnsens fortolkning af Lady Macbeth fortjener dog en stor applaus. Hendes rolle bliver levende og farlig, og scenernes standard bliver i høj grad forbedret, når hun er en del af dem. Bahnsen leverer en Lady Macbeth, som forfører og lokker os alle, og hun bliver fundamentet for Jens Gotthelfs udmærkede præstation som Macbeth.

Det store kritikpunkt følger her. Når skuespillerne kaster sig ud i det håndholdte kamera uden for scenen, så giver det af og til store problemer for forestillingen. Ideen er meget sjov, men tit ser man blot nogle ben eller en ryg, som står i vejen for kameraet. Man kan hverken se eller forstå, hvad der foregår, og samtidig kan man kun høre deres replikker, som en druknende lyd. Skuespillerne skriger meget og højt, og underholdningsværdien forsvinder helt. Og uden underholdningen har denne forestilling ikke meget tilbage.

For at nyde forestillingen er man nødt til følge dens præmisser. Man skal glemme problemerne med at følge handlingen, og man skal især lade være med at tænke over, hvorfor de underlige ting på scene sker. Man skal blot lade sig underholde og grine med og lade vanviddet og galskaben brede sig i en, som det sker i Macbeth selv