Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Vitello Aalborg Teater
Anmeldt 18/2 2014, 17:04 af Mia Bendix

Vitello


Vitello

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Aalborg Teater er ved at opbygge en rigtig fin tradition med børneforestillinger. Sidste års kæmpesucces med besøg af Cykelmyggen Egon satte barren højt, og den egenproducerede juleforestilling over H.C. Andersens Snedronningen var et fint og velspillet eksempel på, at børneproduktioner er i høj kurs.

Nyeste skud på stammen er dramatiseringen af Kim Fupz Aakesons populære bogserie om drengen Vitello, der har henrykket børn i årevis. Fortællingen om drengen, der bor alene med sin mor, og som savner den far, han aldrig har set.

Teaterforestillingen har valgt at lade netop barnets savn af en forælder være det store omdrejningspunkt, hvorfor de mere ‘banale’ konflikter og udfordringer som f.eks. mobning, venskab, den første kæreste etc. fylder mindre. Det harmonerer fint med nutidens mange skilsmisseramte børn, som må kunne relatere til Vitellos søgen efter en far.

Det er denne rejsen rundt efter en faderfigur, der driver plottet. Vennerne Max og Hasse og kæresten Kamma er charmerende bifigurer men ikke mere end det. Valget af det primære tema er en oplagt styrke og nødvendig i forhold til at skulle dække en lang bogserie med mange sidehistorier.

Men teaterforestillingens styrke er desværre også dens problem. Jeg savner, at Aalborg Teater har turdet gå ind i den snigende tristhed og alvor, som jeg synes Vitello-bøgerne nemlig også indeholder. Der er forståeligt, men også lidt populistisk i jagten på en underholdende familieforestilling, at man skøjter uden om den mere dystre side i skildringen af Vitellos liv med den hvidvinsdrikkende mor og dennes nostalgisk-regressive forhold til den gang hun mødte Vitellos far I Italien.

Man griner, får nogle upbeat sange og fine grin, men det ville klæde Aalborg Teater at turde risikere pænheden med noget mere kant og realisme – også i deres familieforestillinger.

132
Forrige anmeldelse
« Konger, slyngler og helte «
Næste anmeldelse
» One »