Byen Karsberg er et sted i Tyrkiet – men den kunne ligge hvor som helst i udkantsprovinsen. Butiksdød, arbejdsløshed, tristesse. Lille-byen er i oprør. Polariseringen mellem kristne og muslimer er på sit højeste, med et kommunalvalg indenfor rækkevide. Tørklæde- selvmordene er tiltagende.

Midt i denne ophedede stemning lander Ka – en 42 årige digter, der vil gense sin barndomsby, og som journalist udforske baggrunden for de mange unge kvindelige selvmord blandt muslimerne – og samtidigt få brudt sin egen skriveblokade. Snart opdager han en labyrint af en by med intolerance, fortrængninger og skrydende politikere.

Om Kas konfrontation – og mange flere menneskelige nuancer - har nobelpristageren Orhan Pamuk skrevet romanen Sne, der har inspireret til dramaet af samme navn på Husets Teater.

Mere aktuelt kan det næppe blive, netop nu, hvor den unge lyriker Yahya Hassan har tirret og ophidset den danske højre- og venstrefløj. Råt og brutalt har han fremrappet historien om had, mistro, vold fra ghettoernes dyb.

I Sne er vi midt i et kaos af demagogi og hykleri.

”Du har ingen anelse om hvad der er sket med vores by. Forarmet og så kom Islamisterne” forklarer Kas gamle skolekammerat. Med Ka er vi dykket ned i Karsbergs lilleputverden, der uskønt afspejler intolerance og magtbegær. Kulminationen er attentatet på skoleinspektøren, der efter en række dødstrusler brutalt likvideres. Årsagen: han har udelukket en række tildækkede piger fra skoleundervisningen.

Borgerinitiativet ”Frit Karsberg” er aktive med slagord som: ”Fædrelandet eller tørklæde” og ”Islam høre ikke til hos os, ingen skal tage væres frihed.”

Digteren, journalisten, humanisten Ka ser til mens sneen daler ned over Karsberg. Den uskyldsrene hvidhed kan ikke dække over hadets mørke. Nok væmmes han over af begge parter at blive forsøgt trukket ind i centrifugen af had og fortvivlelse. Men selv hans ægthed og indlevelse er tvivlsom. For målet med hans rejse er ikke kun oprigtig nysgerrighed, idealisme/humanisme, men nok mere en gammel skolekærlighed – en uopfyldt forelskelse, som Ka må erkende kun kan indfris, hvis de to sammen flygter bort.

”Karsberg er et hul! Hvis først man er faldet i det, kommer man aldrig op.”

Sådan lyder Snes slut-replik.

Ikke meget håb. Ikke megen trøst.

Sne er et brandaktuelt indlæg i en hed debat om religions-, ytrings- og tørklædefrihed – plus en række skitser til en uhyggelig blotlægning af menneskets basisreaktioner, når det er mest presset. Det er to tyske skribenter fra det tyrkiske miljø i Berlin, der har vovet dramatiseringen af den internationalt anerkendte roman.

En nødvendig forenkling, der bestemt er tro mod Pamuks budskab, men også en forsimpling af de psykologiske skildringer. Det er sort og hvidt!

En forenkling som den minimalistiske dekoration, skabt af den talentfulde scenograf Camilla Bjørnvad, understreger. To roterende hvide megakuber, som Karsbergs befolkning myldrer ind og ud af. Ka, humanisten og forfatteren, får et glimrende ansigt gennem den svenske skuespiller Anders Mosslings tvivl og svaghed, der gør ham menneskelig, midt i den Kafkaske tomhed.

Den populistiske, muslim og demagog , smisker med smiger og blid baryton budskabet: ”Allah loves you. Just the way you are” – så vi gyser. En imponerende farlig og nuanceret præstation af Claes Bang, hvis charme og udstråling også har forført Silke, Kas

ungdomskærlighed, nuanceret og dejligt spillet af Camilla Gjelstrup. Mest markant overrumplende ægte, til det smertefulde, er tørklædepigen Marie Lydie Nokouda nyudklækket fra Skuespillerskolen v/ Århus Teater, der ikke kun med sit ydre lægger krop til, men også i vekslende roller formidler muslimske kvinders tro og vrede. Et scoop for en forestilling, der ellers kan virke forenklet – som konfrontationen mellem de højtråbende fanatikere fra begge lejre.

Alexa Ther har som instruktør sat de roterende kuber i gang. Vi hvirvles rundt. Fastgroede dogmer får ikke lov til at slå rod. Hvor selv det evige snefald ikke formår at dække over Karsbergs helvede af tro, fascisme og egoisme.

Sne er en vigtig dramatisering, der ikke så meget handler om ”dem og os” – men mere om ”os-alle-sammen”. Eller sagt med en replik fra forestillingen:

””De andre” er altid kun ”de andre”, fordi ”de andre” kalder dem ”de andre””

”Tænk lige over det” – fortsætter replikken.

Og det er netop hvad Sne på Husets Teater får os til.